21. maj 2012

Første teaser-trailer for Skyfall

Den treogtyvende James Bond-film, Skyfall, har premiere til oktober, og i dag er den første teaser-trailer så kommet på nettet.

Traileren er et minut og tolv sekunder lang, og selv om der er nok eksplosioner og spektakulære sekvenser i trailerens anden halvdel, lægger første del ud langt mere stemningsfuldt og med en farvetone, der minder en smule om den, vi så i Tinker Tailor Soldier Spy (2011).

Ikke at vi skal forvente os en langsom, dvælende film, men på trods af Daniel Craigs hints om, at Skyfall markerer en tilbagevenden til en mere humoristisk Bond, så ser det nu ud til, at det fortsat er Craigs mere menneskelige, hjemsøgte Bond, vi får at se i filmen. Og tak for det.

Derudover har teaseren et par forrygende sekvenser. Særligt indledningen, hvor Bond gennemgår en form for associationstest. Psykologen (eller hvad han er) siger “Country”, Bond svarer “England”, psykologen siger “Gun”, Bond svarer “Shot”, “Agent” – “Provocateur”, “Murder – Employment” og så endelig “Skyfall”, hvortil Bond svarer “Done” og rejser sig og går.

Hvad det mystiske Skyfall er, må vi vente med at se til efteråret. Her på Pulp-redaktionen glæder vi os efter den fine, men noget overvurderede Casino Royale og den tilsvarende fine, men til gengæld dybt undervurderede Quantum of Solace. Bring it on, Mr. Bond!

YouTube Preview Image