13. august 2011

Final Girl

Final Girl – “den sidste pige” – er et analytisk udtryk, der bruges til at referere til den sidste levende pige eller kvinde i en gyserfilm; typisk hende der må konfrontere morderen eller monstret til sidst. Samtidig er det hende, der gennem sit initiativ, driver handlingen frem. Udtrykket blev lanceret af den amerikanske akademiker Carol J. Clover i bogen Men, Women, and Chainsaws: Gender in the Modern Horror Film (1992).

Final Girl’en er et velkendt fænomen inden for thrillere og horrorfilm, og karaktertypen kan antage mange forskellige skikkelser, fra Laurie Strode i Halloween (1978) til Ellen Ripley i Alien (1979).

I Carol Clovers definition er Final Girl’en historiens dydsmønster: Hun er seksuelt afholdende, drikker ikke, tager ikke stoffer osv. Dette sætter hende i et direkte modsætningsforhold til historiens ofre, der ofte vil være seksuelt promiskuøse og både drikker og/eller tager stoffer. Det er dette mønster, der som regel ses i slasherfilm, hvor Final Girl’en er fast inventar. Samme mønster understreger også horrorgenrens moralske konservatisme: Have sex and die!

Men hvor ofrene i f.eks. slasherfilm ofte bliver penetrerede, så undergår Final Girl’en i Clovers definition en omvendt udvikling. Ved det Clover kalder “fallisk appropriering” bliver Final Girl’en maskuliniseret, når hun tager våben i hånden for at tage kampen op med morderen, monstret eller lignende – uanset om dette våben er en kniv, en M41A Pulse Rifle eller noget helt tredje. Disse flydende kønsrollegrænser har fået Clover til at hævde, at Final Girl’en kan ses som et eksempel på, hvordan feminismen har slået igennem i populærkulturen.

Clover argumenterer for, at selv om der sker en maskulinisering af Final Girl’en, så skal filmens overlevende karakter være en kvinde. Det skyldes, at pigen/kvinden tidligere i filmen skal opleve og udstråle rendyrket rædsel og frygt (ellers virker filmen jo ikke som thriller eller horror), og Clover hævder, at mange publikummer ville reagere negativt på en film, der lod en mand udstråle sådanne følelser.

Endelig er det en del af Clovers definition af Final Girl’en, at hun ved historiens afslutning har gennemgået en renselsesproces: Rædslerne har fjernet alle umoralske karaktertræk ved Final Girl’en, hvis de overhovedet nogensinde har været til stede.

Det er vigtigt at understrege, at Final Girl’en ikke er en absolut størrelse, og særligt i nyere gyserfilm er det absolut ikke en selvfølge, at Final Girl’en overlever – trods sine dydige karaktertræk.

Final Girl er også navnet på en glimrende blog om horrorfilm, der – passende nok – skrives af en kvinde: http://finalgirl.blogspot.com.