13. juni 2011

Zero Girl

Zero GirlSymbolik en masse i form af vandpytter, cirkler, firkanter og ølbrikker blandet med forfatterens forkærlighed for teenagealderen og kvindelige karakterer. En tynd, uinteressant fortælling, der prøver at fremstå som alt andet end det den er: Et selvbiografisk lærer-elev kærlighedsdrama

Sam Kieth har tidligere stået bag serien The Maxx samt arbejdet for Marvel og Dark Horse Comics. Både den visuelle stil og indholdet i Zero Girl vil jeg gætte på henvender sig mest til to typer læsere – dem der går efter eksperimenterende visuel stil frem for indhold eller dem, der typisk går efter emnerne afvisning, følelsesdrama eller stærke karakterer af emo-typen.

Outsideren Amy

Hovedpersonen Amy Smootser er en hjemløs high-school outsider – en typisk rå teenagepige med følelsesmæssig bagage og derfor fast offer for mobbekliken. Hun er vant til afvisning og har derfor bænkebideren Onkel Carl som eneste ven, indtil hun forelsker sig hovedkulds i skolens studievejleder Tim, der forsøger at hjælpe.

Onkel Carl er i øvrigt selvfølgelig en reinkarnation af Carl Jung for nu at holde stilen syret. Tim giver den hjemløse Amy lov til at sove på sit kontor, og hans accept af hende skaber naturligvis jalousi fra mobbetøserne.

Væske fra fødderne

Amy adskiller sig især fra andre ved at hun – hver gang hun trues, presses, ydmyges eller på anden måde føler skam – udskiller en ikke-definerbar væske fra sine fødder. Denne væskes magt stiger i takt med historien. Desuden ser Amy former i alt – runde former hjælper, beskytter og skaber tryghed, mens firkantede former udgør en trussel for hende.

Mens Tim får svært ved at ignorere Amys tilnærmelser, begynder nu også han at se gode og onde former i alt. Lederen af mobbekliken får fingre i denne væske, overtages af de firkantede ”magter”, bliver til massemorder og jagter Amy i sin søgen efter mere kraftvæske.

Mere syret handling følger, og pludselig opgiver historien sig selv og ender med et gensyn mellem Amy og Tim tre år senere. Zero Girl er senere blevet efterfulgt af Zero Girl – Full Circle i 2003, hvor man følger Tims datter 15 år senere.

Symboler og afvisning

Historiens store brug af symbolik og metaforer vil jeg springe hurtigt over, da det kun bruges som camouflage for det, Kieth hellere vil fordybe sig i: Hans tydelige forkærlighed for kvindelige karakterer og emner som afvisning, sårbarhed og selvbiografiske indslag. Zero Girl er syret uden at byde på et fængende plot og mere omtale end dette, gør plottet sig desværre ikke fortjent til.

Den visuelle stil støtter uden tvivl det ekstremt tynde plot og er i høj grad eksperimenterende, men mere byder den heller ikke på. Det dybt mangelfulde plot og emnet, som undertegnede nok ikke er den eneste, der ikke fanges af, og den opstyltede tone kan ikke reddes af de indimellem sjove eller syrede billeder. Der er paneler, man uden tvivl vil huske, men oplevelsen ødelægges af manglen på sammenhæng mellem stil indhold.

Ligegyldig udgivelse

Selveste Alan Moore kategoriserer i sit rosende forord til bogen Kieths stil som værende et sted mellem eksperimenterende mainstream og moderat avantgarde. Stilen skifter desuden i et heftigt tempo fra fotorealistisk til grove karikaturer – eller en blanding – og er den faktor, der giver hovedpersonen lidt dybde som karakter.

I Kieths tåkrummende efterord erfarer man, at emnet er delvist selvbiografisk med et twist, og at han “har så svært ved at føle sympati med sine mandlige figurer at (han) kan snyde ved at gøre dem bedre som kvinder”. Den danske oversættelse har Steffen P. Maarup har stået for, og dette har han gjort yderst kompetent og sikkert især med tanke på den meget forcerede dialog og tone.

Alt i alt var denne anmelder mest af alt irriteret over værket og kan kun kategorisere det som ligegyldigt.

Zero Girl er venligst stillet til rådighed af G. Floy Studio.

2 stjerner

Titel: Zero Girl
Forfatter: Sam Kieth
Tegner: Sam Kieth
Forlag/år: G. Floy Studio, 2009
Forlag/år (originaludgivelse): Homage Comics, 2001
Albumlængde: 130 sider
Dansk oversættelse: Steffen P. Maarup

Anmeldt af: Heidi Tvedegaard Lund | 13/06/2011