Nikolai Dante: Tsar Wars 2

5 minutters læsetid
Nikolai Dante: Tsar Wars 2

Den russiske gavtyv Nikolai Dante er tilbage i andet bind i serien om den futuristiske og samtidig retro-russiske borgerkrig mellem slægten Romanov og Zar-familien. Vi er et tidspunkt langt ude i fremtiden, nærmere bestemt år 2669.

Swashbucklet og pulpet

Nikolai Dante (som John Burns maler ham)
Nikolai Dante (som John Burns maler ham).

I albummets første del er der to korte, mere eller mindre uafhængige historier, Fiends og The Beguiling, som har en helt anden tone, end resten af albummet. De to historier er korte, simple og underholdende.

I The Beguiling havner en såret Nikolai Dante hos en gruppe unge, enlige søstre, der er alene i deres store landlige hjem, hvor de venter på, at deres mænd vender tilbage fra krig. Dante får sig dog hurtigt romantisk charmeret sig ind hos alle søstrene, men da det så viser sig, at han enten har slået deres mænd ihjel eller har såret dem i kamp, samtidig med at han efterfølgende har fået den dyppet i konerne, bliver gode råd lige pludselig dyre for den kære Dante.

I Fiends støder Dante og det straffefangekompagni, han leder – Rudinstein Irregulars – på et afsidesliggende slot, hvor Selene-dynastiet i flere århundreder har levet som vampyrer og spredt skræk og rædsel i omegnen. Men dette terrorregime vil Dante sammen med vampyrpigen Emmanuelle Chekhov sætte en stopper for. Emmanuelle tjener ligesom Dante også Romanoverne, hvor hun er The Imperial Slayer.

Både Fiends og The Beguiling er virkelig gode og underholdende historier, hvor Dante og hans skaber, forfatteren Robbie Morrison, virkelig er i topform. Stilen er meget ligesom de tidlige historier fra før Tsar Wars, hvor Dante er en charmerende og humoristisk gavtyv, der dog altid klarer ærterne, og til sidst gør det rigtige i et meget swashbucklet og pulpet univers, tilsat et drys sci-fi.

Tilbage til Tsar Wars – desværre

Zar Vladimir
Zar Vladimir.

Derefter er vi desværre tilbage i den fortsatte Tsar Wars-historie fra det foregående bind. Jeg siger desværre, fordi jeg ikke synes, at selve fortællingen er videre spændende, hvilket jeg også skrev i anmeldelsen af det første bind. I grove træk går historien ud på, at det russiske imperium i 2669 er blevet kastet ud i en voldsom borgerkrig. Kampen står mellem zaren (og hans støtter) og familien Romanov, som Dante er en del af. Begge kæmper de om magten i det gigantiske imperium i en krig, hvor menneskeliv er meget billige, fordi dem er der nok af.

Nikolai Dante leder et straffefangekompagni, Rudenstein Irregulars, som bestemt ikke lever op til de militære standarder. De har ikke noget at tabe, og de får altid de værste opgaver og mest selvmorderiske missioner. Her er det ren Sven Hazel-krigsfiktion, hvor alle i kompagniet er galgenfugle med hver deres gimmick og “schtick”.

Det ville være at gå for langt at sige, at de har karakteristika og personlighed, da de er ret endimensionelle. Alle hader de krigen, men udkæmper den for at overleve. Vi får også gennem Dante – som nu kalder sig Nikolai Romanov for at vise sit slægtskab med resten af familien – et indblik i, hvordan krigens og magtens spil forløber i de øverste dele af magtens tinder.

Her følger vi både zarens og Nikolais søskendes nidkære kamp om magten uden hensyn til de ofre, det måtte koste på slagmarken. Den oplever Dante til gengæld, hvor der i den meget alvorlige og selvhøjtidelige stil i Tsar Wars fokuseres på krigens rædsler, også selv om det er fiktive science fiction-krigsrædsler.

For mange violiner

Familien Romanov
Familien Romanov.

Dertil kommer, at der også slås meget an på (pop-)slavisk tristesse, hvor individet og den lille mand bliver knust under maskineriets store hjul. Der er generelt alt for mange violiner og gentagelser i Tsar Wars. Vi bliver gang på gang fodret med hvor tragisk og skrækkelig den meningsløse krig er, men det er jo ikke spændende i længden og holder ikke et helt album igennem, og bestemt ikke to.

Det skulle være en episk fortælling, men egentlig synes jeg bare, det bliver lidt anstrengt og selvhøjtideligt. Det gode ved dette album er, at Tsar Wars afsluttes, og næsten alle personer, naturligvis med undtagelse af Nikolai Dante, dør. Det gælder både de forskellige skæve karakterer fra Nikolais Rudenstein Irregulars og medlemmerne af Romanov- og zar-familierne. Men én styrke har Tsar Wars-historien og albummet dog, og det er John Burns’ illustrationer.

Fabelagtige illustrationer

Dante får slikket sine sår (i Yeowells streg)
Dante får slikket sine sår (i Yeowells streg).

Burns’ illustrationer er af samme høje kvalitet som i forrige bind, hvilket er et helt kapitel for sig selv. Hans illustrationer er stilmæssigt som små malerier, hvilket faktisk også skulle være den teknik, han bruger. Hvert enkelt frame er fyldt med detaljer, stærke kompositioner af billeder og suveræn brug af farver. Stilmæssigt lægger han sig i høj grad op ad malerier fra det 19. århundredes store krigsmalerier.

De tegneserier, John Burns’ stil kommer i nærheden af, er franske halvfjerdser-cowboytegneserier, så som Blueberry og lignende. Det er virkelig illustrationer af en meget høj teknisk standard, på et niveau, hvor de fleste ikke kan være med mere, og Burns’ illustrationer er derfor hele albummet værd. John Burns er en ældre herre, født i 1938, og har været tegneserieillustrator i mange år, så han har også haft tid til at udvikle både sin stil og kunnen.

Tegnestilen passer perfekt til Nikolai Dantes univers, eller er nok rettere med til at definere og skabe hans univers. Det fungerer som en kombination af uniforms- og krigsnostalgi, specielt i forhold til den russiske historie i det 19. århundrede, såsom Krim-krigen og Napoleons felttog ind i zarens Rusland. Alt sammen kombineret eller krydret med fantastisk science fiction-krigsmateriale som jetflyvere, megatanks, gigantiske luftskibe og walkers.

Selene-vampyrerne i Yeowells streg
Selene-vampyrerne i Yeowells streg.

Jeg må sige, at jeg bliver ganske fascineret af dette univers, selv om det ikke er historien, der gør det. Steve Yeowell har som tegner den dybt utaknemmelige opgave at dele pladsen i albummet med John Burns, idet han illustrerer de to korte historier Fiends og The Beguiling. Hans stil er mere ordinær, med en ret ren og enkel tegnestreg, tilsat computeriserede farvelægning. Den er ikke dårlig, men Yeowells stil virker bare forholdsvis uimponerende og lidt kedelig, når den er sat op mod John Burns’.

Yeowell har flere gange før illustreret Dante, men han har naturligvis ikke så langt et generalieblad som Burns, der i sin tidlige dage blandt andet har illustreret serier som Modesty Blaise og i halvfemserne også Judge Dredd. Til sidst i albummet er der også en række sider fra John Burns’ skitsebog med hans forarbejder og skitser til Nikolai Dante, og det er virkelig kræs for fans af serien og det univers, John Burns har skabt.

Så kort sagt skal man ikke købe Tsar Wars i forventning om at læse en betagende historie, men man kan roligt købe dem alene på grund af John Burns’ fantastiske illustrationer.

Nikolai Dante: Tsar Wars Volume 2 er venligst stillet til rådighed af Rebellion.

3 stjerner
Titel: Nikolai Dante: Tsar Wars 2
Forfatter: Robbie Morrison
Tegner: John Burns & Steve Yeowell
Forlag, år: Rebellion, 2007
Albumlængde: 128 sider
hvid
Albummet består af materiale, der udkom første gang i 2000 AD progs 2001, 1234-1239 samt 1250-1262 (2001).

Anmeldt i nr. 29 | 13/03/2008

Stikord: 2000 AD, Fremtiden

Claus Jacobsen: Redaktør, medstifter af Planet Pulp. Født i det gyldne år 1977, hvor den første Star Wars-film såvel som Sex Pistols’ Never Mind the Bollocks udkom og Elvis døde. Jeg er da heller ikke i stand til at huske tilbage til et tidspunkt i mit liv, hvor jeg ikke har været voldsomt og overdrevet besat af Star Wars (og sådan startede nørderiet; Phantom Menace har selvfølgelig lagt en dæmper på det kærlighedsforhold). Vokset op i Kliplev, en lille landsby [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.