13. november 2005

The Complete Hate vol. 1: Buddy does Seattle

The Complete Hate vol. 1: Buddy does Seattle
The Complete Hate vol. 1: Buddy does Seattle
Peter Bagges på én gang karikerede og realistiske portræt af både personer og miljø i Seattle i grunge-dagene er en must-have.

Tegneserien Hate, med hovedfiguren Buddy, skrevet og tegnet af Peter Bagge (udtales “Bag”) siger nok ikke de fleste noget umiddelbart. Men tegningerne vil dog nok virke lidt bekendte, selv for folk der ikke kender det store til amerikanske undergrundstegneserier.

Grunden til dette er, at Bagges tegneserie i start-halvfemserne var lige ved at bryde igennem big time, som The Simpsons og Beavis & Butthead gjorde på omtrent samme tidspunkt (hvoraf den sidstnævnte på lykkelig vis helt er gået i glemmeposen igen).

It’s a grunge thing

Bagges Hate-tegneserie indeholdt alle de rigtige elementer, og var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Hvilket her vil sige i Seattles “alternative” miljø i starten af halvfemserne. Hovedpersonen, eller i hvert fald seriens centrale omdrejningspunkt, er Buddy Bradley, og han lever fuldt op til hvad man i grunge/Generation X-årene kunne ønske sig af slacker/loser-stil.

Buddy er hele tiden enten arbejdsløs eller i gang med et underbetalt ligegyldigt job, som han bestemt ikke gider, samtidig med at han er helt uden mål eller karriereambitioner. Hans forhold til omverdenen, dvs. det (sub-)urbane, vestlige samfund, er en distanceret rynken på næsen med lige dele ironisering, kynisme og afsky.

Buddy er klædt i tidens antimode med ternede flannel-skjorter, slidte jeans, udslidte All Stars-sko (jeps, moden går i ring bemærker man) og med uklippet, ufriseret halvlangt hår, der går ned i øjnene. Og så ryger og drikker han uden hæmninger. Mere eller mindre lige som det skulle være, hvis man skulle appellere til de unge og hippe (eller rettere hippe anti-hippe), i 1993, 1994, 1995 eller deromkring.

Særpræg og skarphed

Peter Bagge fik da også succes med Hate og fik slået sit navn fast på tegneseriescenen. Efterfølgende kom forskellige tilbud fra Hollywood, og der var forskellige planer om at lave en animeret TV-serie, netop ligesom Matt Groenings The Simpsons, der på det tidspunkt lige for alvor var brudt igennem til mainstreamen.

Matt Groening er i øvrigt én af Peter Bagges buddies. Det endte med, at MTV købte rettighederne, og der blev endogså lavet et pilotafsnit, før projektet løb ud i sandet. På det tidspunkt havde det hele dog taget så lang tid, at luften var gået af Seattle-ballonen. Grungebølgen havde efterhånden lagt sig og dermed også MTV’s interesse for Buddy Bradley og Peter Bagge.

Og det skal vi nok alle sammen være glade for. Serien er blevet ved med at køre helt op til 1998 på ægte undergrund-manér med Peter Bagge som ene mand ved roret som tegner og forfatter, hvilket sandsynligvis ikke var sket, hvis den var blevet til en TV-serie. Den har dermed også hele vejen igennem bevaret sit særpræg og sin skarphed, og man har kunnet se Bagges streg og personlige tegnestil, der nærmest er blevet ikonografisk.

It’s not a grunge thing

Ligeledes ville det også være en fejl at rubricere Hate som en del af grunge-fænomenet, ikke mindst fordi Bagge personligt (og Buddy, hans alter ego i tegneserien) gentagne gange har taget afstand fra “the whole grunge thing”. Det bliver mere eller mindre lagt for had og til dels latterliggjort gennem seriens første del. For eksempel da Buddys ven Stinky danner et band, (“Leonard and The Love Gods”) og det viser sig, at størstedelen af bandmedlemmerne hedder “Kurt”.

Vigtigst er dog, at Hate, og specielt numrene 1-15, er så meget andet og mere end bare end et samtidsbillede og en beskrivelse af grunge-æraen i Seattle. Først og fremmest er det rammende og humoristiske personskildringer og beskrivelser af livet i den moderne, amerikanske middelklasse med alle tilværelsens absurditeter.

Stinky og George

Som nævnt er det Buddy, der mere eller mindre er den centrale hovedperson, som fortællingerne kredser om, og efter kortere eller længere afstikkere, hvor man følger én af seriens andre personer, vender serien hele tiden tilbage til ham.

Buddy er ved seriens start omkring de 20 og har netop taget første skridt ud i voksenlivet ved at flytte hjemmefra og til storbyen, hvilket her vil sige Seattle. Første afsnit af serien, og dermed også af opsamlingen, har netop dette som indledning, hvor Buddy hilser på én (dvs. læseren), som var man en gammel bekendt, man ikke havde set i et stykke tid.

Derefter forklarer Buddy, hvordan det er gået ham og viser rundt i sin lejlighed, hvor han præsenterer sine to “roommates”, som han deler lejlighed med. Disse to er begge også fast inventar i de første dele af Hate. Den ene er Stinky, en DAMP-barnsagtig wannabe-rockstjerne-type, og Buddys “ven”. Han er altid på jagt efter den fede fidus, der giver penge og andet godt uden alt for meget arbejde. Vigtigst for Stinky er dog at der hele tiden skal ske noget, uden at tænke så meget over konsekvenserne, og så længe det på en eller anden måde har noget at gøre med kvinder og stoffer.

Den anden bofælle er George Cecil Hamilton the Third, der må siges at være Stinkys direkte modsætning. Han er en hyperneurotisk nørd, som har et frygt/had forhold til resten af menneskeheden (“It’s a very sick world out there, and I want no part of it” som han på et tidspunkt siger). Derfor tilbringer han stort set al sin tid alene på sit værelse, mens han arbejder på sine egne fanzines, der hovedsageligt handler om diverse konspirationsteorier og hans egne exceptionelt nørdede interesser.

Karikatur og portræt

Og derefter går det løs over stok og sten. Vi følger Buddy, mens han leder efter job, eller bare lette penge, og holdepunkter i sin tilværelse. Undervejs bliver han kæreste med den dominerende og hidsige Valerie med alt hvad deraf følger af kaotiske møder med svigerfamilien, skænderier, sex og jalousi. Da Valerie endelig dropper Buddy, finder han efterfølgende sammen med Valeries gamle “skøre” veninde Lisa, hvilket bestemt heller ikke er et forhold uden problemer.

Hate er på én gang skarp karikatur og realistisk portræt af både personer og miljø. Historierne, hvis man kan kalde dem det, er på samme tid absurde, groteske, og rørende virkelige. Netop denne skarpe skildring af hverdagen og moderne menneskers inderste usikkerhed og frygt, noget som alle kan nikke genkendende til, er det, der gør Hate så forrygende og fængslende.

Peter Bagges tegnestil er ikke realistisk, men overdrevet og underholdende, hvilket er med til at holde stemningen fra at blive for tung og bevarer den humoristiske vinkel. Bagges tegnestil kan på en gang virke både sjusket eller umoden og samtidig fuldstændig stilren, hvor man stadig let kan genkende de enkelte elementer, der fremstår som klare, nærmeste arketypiske symboler i popkulturens store fælles referenceramme.

Den næsten selvbiografiske og realistiske fortælleramme søger at indfange dagligdagens absurditeter fortalt med det, der et eller andet sted ligger mellem et glimt i øjet og en ironisk vrængen. Tegnet og skrevet af samme person, hvor tegnestilen er underspillet og naiv med stilmæssige referencer til halvtressernes og tressernes børnetegneserier. Alt dette gør Hate til en klassisk repræsentant for de sidste 15-20 års underground-tegneserier.

Under Crumbs vinger

Og dette er ikke så mærkeligt, for Bagges egen karriere har fulgt denne scenes udvikling hele vejen. Peter Bagge var i 1980 med til at udgive og skrive et tegneserieblad med titlen Comical Funnies. Det var her, han havde sin debut som tegner/forfatter, og “the Bradley family” (dvs. Buddy plus familie) dukker her op for første gang.

Peter Bagge blev efterfølgende taget under vingerne af underground-tegneserielegenden og genrens absolutte superstar, Robert Crumb, der gjorde Bagge til redaktør på hans eget blad, Weirdo, hvilket han var fra 1983 til 1986.

Efterfølgende lavede Bagge sit eget blad, Neat Stuff, der kun indeholdt hans eget materiale. Her dukkede the Bradleys, inklusiv Buddy, op igen, samt andre karakterer som Girlie Girl (navnet siger det hele) og Stud Kirkby (en parodi på den type ekstremt konservative, højreorienterede og paranoide radioværter, som de kun laver dem i US of A).

Neat Stuff blev udgivet af Fantagraphics Comics, et på det tidspunkt up-and-coming undergrundsforlag, som også allerede udgav Jamie og Gilbert Hernandez’ Love & Rockets-tegneserie. Det blev til 15 numre, før Peter Bagge i 1989 stoppede med Neat Stuff og i stedet begyndte at lave Hate.

Fantagraphic har efterfølgende genudgivet historierne fra Neat Stuff i to albums, The Bradleys og Stud Kirby, voice of America samt gennem to genudgivelses-miniserier The Bradleys nr. 1-6 og Junior and “Friends” nr. 1-5.

Vind i sejlene for Fantagraphics

Som nævnt begynder Hate-serien med, at Buddy forlader sin familie i New Jersey for at slå sig ned i Seattle, og blev for alvor Bagges gennembrud. Hates succes samt det, at der i senfirserne og starthalvfemserne begyndte at komme et øget fokus på alternative tegneserier, gav for alvor Fantagraphics vind i sejlene, og var med til at etablere forlaget som et af de største eller den største af de amerikanske udgivere af alternative tegneserier.

Fantagraphics har efterfølgende, ud over Hate, haft andre store succeser, som Dan Clowes (som Bagge for øvrigt har været på “comic store tour” med), der for alvor brød igennem til mainstreamen med filmen Ghostworld, der var baseret på hans tegneserie af samme navn. Desuden udgiver Fantagraphics også nu mesteren selv, Robert Crumbs, værker, som de samler i en serie med titlen The Complete Crumb Comics, der nu spænder over 17 albums.

The Seattle Issues og The New Jersey Issues

Efter at Bagge fik større og større succes med Hate op gennem halvfemserne, besluttede han sig for, efter nr. 15, at begynde at udgive serien i farver, nu hvor det finansielt kunne lade sig gøre. Han blev selvfølgelig fra forskellig kant beskyldt for at sælge ud. Underground-tegneserier skulle ifølge nogle åbenbart kun laves i sort/hvid. De enkelte sure miner (som der jo altid er) ændrede da heldigvis ikke ved seriens forsatte succes, efter den begyndte at komme i farve.

Men der skete da også et større historiemæssigt skift på det tidspunkt, da hovedpersonen Buddy flytter fra Seattle og tilbage til New Jersey. De sort/hvide nr. 1-15 bliver da derfor også kaldt for “The Seattle issues” og nr. 16-30 i farve bliver kaldt for “The New Jersey issues”, og det er altså alle de sort/hvide “Seattle issues” som er samlet i The Complete Hate vol. 1. Så må man gå ud fra, at en kommende volume 2 samler alle farveudgivelserne.

Med Hate nr. 30 i 1998 besluttede Bagge sig for at stoppe serien og lave noget andet. Dette skete dog alligevel ikke helt; Bagge udgav allerede samme år Hate Jamboree, der ud over Bagge-tegninger og -historier også indeholdt interviews og artikler og vist egentlig var ment som en form for epitaf over den nu legendariske serie og serieperson. Bagge har heller ikke efterfølgende kunnet give helt slip på Buddy og kompagni (heldigvis), og der er hvert år siden 2000 udkommet en Hate Annual på ca. 50 sider.

Alt imens har Bagge også kastet sig over andre ting. Blandt andet har han fungeret som reporter med sin “tegneserie-klumme” for det politiske, liberale (på den amerikanske måde) blad Reason Magazine og for Suck.com. Han har desuden, som noget af det seneste, lavet en one-shot parodi af Edderkoppen for Marvel (ja, jeg ved det godt, de unge kalder ham Spider-Man), og der skulle også være en tilsvarende one-shot med Hulk på vej.

Derudover har Peter Bagge netop annonceret at han laver en ny humoristisk serie med titlen Sweatshop, der vil blive udgivet af DC. Sweatshops handling skulle dreje sig om en aldrende, falleret tegneserieskaber og dennes underbetalte og udnyttede ansatte (deraf navnet Sweatshop), der laver hans ugentlige tegneserie for ham (tænk i retning af et sted mellem Jim Davis, Garfields skaber og Stan Lee). Der er blevet lagt nogle previews af serien på nettet, og det ser bestemt ud til, at den holder Bagge-standarden og -stilen.

For at skære til benet, så er det ingen tvivl om, at The Complete Hate vol. 1 er alle pengene værd. Ikke nok med at man virkelig får noget for pengene, da den sælges virkelig billigt; det er ydermere en samling af en serie, der allerede nu har klassikerstatus. Den er både en god introduktion til Bagge, for dem der ikke kender ham, eller Hate, da alle historierne er samlet og i rækkefølge.

Samtidig kan gamle fans også glæde sig over The Complete Hate, der én gang for alle må lukke de huller, man nu end måtte have i sin samling eller erstatte de blade/albums, man har slidt op (jeg ser helt sikkert frem til at købe vol. 2, når den kommer).

To mulige kritikpunkter

Her kommer så også den ene af de to mulige kritikpunkter nogle kunne have til The Complete Hate vol. 1, nemlig at der er et par enkelte korte strips fra den oprindelige serie, som ikke er med. Det drejer sig om “Hate Island”, “Let’s give Facism a chance”, “The Bippy” og “Return to Hate Island”. Grunden til at de ikke er med er sikkert, at ingen af disse handler om Buddy og hans omgangskreds, men om Bagge selv.

Det er sikkert også kun hardcorefansene, der vil savne dem, selv om de sikkert allerede har de undladte strips op til flere gange fra enkelthæfterne og de gamle Hate-opsamlingsalbums. Desuden kan hardcoresamlerne til gengæld glæde sig over, at der er et fem sider langt interview med Peter Bagge med i opsamlingen.

Et andet muligt kritikpunkt er, at The Complete Hate er trykt i et lidt mindre format (23 x 15cm) end de oprindelige Hate-hæfter og gamle opsamlingsalbums (der er 26 x 17 cm). Igen er det ikke noget, jeg kan hidse mig op over: Bagges tegninger har ikke mistet skarphed og detalje ved det, og hvad angår indbinding og layout er The Complete Hate virkelig en fornøjelse at se på. Det ændrede format gør faktisk også albumet mere handy: Størrelsen er nogenlunde den samme som en stor paperback, så nu kan man have sin Hate med stort set overalt.

Alt i alt er The Complete Hate vol. 1 en must-have.

6 stjerner

Titel: Buddy does Seattle: The Complete Hate vol. 1 (1990-94)
Tegner: Peter Bagge
Forfatter: Peter Bagge
Forlag/år: Fantagraphics Books, 2005
hvid
Albummet indeholder materiale fra Hate nr.1 til 15, som tidligere har været samlet i albumudgivelserne Hey Buddy, Buddy The Dreamer og Fun with Buddy Lisa.

Anmeldt af: Claus Jacobsen | 13/11/2005