Pax Britannia: Unnatural History

3 minutters læsetid
Pax Britannia: Unnatural History

Abaddon Books er et nyt britisk forlag, som er oprettet af Rebellion, der også står bag 2000 AD. Forlagets koncept er at udgive romaner indenfor horror-, sci-fi- og fantasy-genrerne, og de har derfor lanceret en række romanserier, som alle indeholder disse elementer. En af disse serier er Pax Britannia, og den første roman i serien hedder Unnatural History.

Steampunk

Settingen i Pax Britannia er et steampunk-univers, som er stærkt inspireret af den verden, vi blev introduceret for i Gibsons og Sterlings The Difference Engine. Året er 1997, men verden er ikke, som vi kender den. Det britiske imperium har spredt sig ud over store dele af verden, og Dronning Victoria har, takket være den teknologiske udvikling, siddet på tronen i 160 år.

Teknologien har gjort nogle fantastiske krumspring, og menneskene har endda fået koloniseret både Månen og Mars. Bagsiden er dog, at London efterhånden ligner et industrielt helvede, hvor smoggen fra de talrige skorstene konstant dækker himlen. Derudover findes der stadig dinosaurer, der lever dybt inde i de afrikanske jungler og, naturligvis, i Londons Zoologiske Have. Storbritannien er i allerhøjeste grad stadig et klassesamfund, og selvom teknologien har gjort enorme fremskridt, så lægger kulturen sig stadig op ad de Victorianske værdier.

Allan Quatermain møder Sherlock Holmes

Det er i denne verden, at vi møder Ulysses Lucien Quicksilver, eventyrer og agent for den britiske trone. Han er netop hjemvendt til London efter at have været forsvundet i Himalaya-bjergene i et år. Ulysses kan bedst beskrives som en blanding af Allan Quatermain og Sherlock Holmes. Han er en ærkebritisk overklasse-eventyrer, som altid er på udkig efter en ny fantastisk oplevelse. Efter sit ophold i Himalaya trænger han dog til en pause, men den bliver desværre afbrudt, da pligten, i form af ministeren Wormwood, kalder. Der er nemlig sket et indbrud i det naturhistoriske museum, og en vagt er blevet myrdet.

Selvom Ulysses ved første øjekast dømmer sagen for banal, så må han alligevel erkende, at der er mere ved den end som så. Det kontor der var blevet brudt ind i tilhørte nemlig den fremtrædende evolutionsforsker Dr. Galapagos, og den gode doktor er også forsvundet. Det der gør sagen rigtig interessant for Ulysses er hans møde med doktorens smukke datter, som er bekymret over, hvad der er sket med hendes far.

Nat på museet

Sagen bliver endnu mere mystisk, da Ulysses vælger at undersøge museet om natten. Vagten blev nemlig tilsyneladende dræbt af noget dyrisk, og det viser sig, at dette væsen holder til på museet. Den nat bliver Ulysses angrebet af et mystisk abelignende væsen, og det er kun med nød og næppe, at han overlever mødet. Samtidig bliver London offer for et omfattende terrorangreb, da en bombe smadrer hegnene ved Londons Zoologiske Have og alle dinosaurerne bliver sluppet fri. Ulysses selv havde et møde med doktorens datter i den Zoologiske Have, så han bliver også indblandet i aktionen.

Midt i al forvirringen får han desuden øje på sin gamle nemesis Jago Kane, en anarkist og oprører hvis formål er at udslette det britiske imperium. På trods af Ulysses’ indædte forfølgelse lykkes det alligevel for anarkisten at undslippe, og kort efter har en ny og hidtil ukendt terrororganisation, The Darwinian Dawn, taget ansvaret for eksplosionen, samtidig med at de lover flere aktioner i den nære fremtid. Ulysses begynder så småt at se en forbindelse mellem den forsvundne doktor og The Darwinian Dawn, og han indleder derfor et kapløb med tiden for at stoppe organisationen før den når at udføre sine trusler.

Præsenterer ikke sin setting ordentligt

Unnatural History er en actionfyldt steampunk-fortælling, som henter inspiration fra mange forskellige genrer. Det går så desværre også hen og bliver en af romanens største problemer, fordi man vitterligt føler, at det hele er noget man har set før. Det betyder dog ikke, at historien er rasende uoriginal, men den fejler på et vitalt punkt: Den får ikke introduceret sin setting ordentligt.

Det bliver f.eks. aldrig rigtigt forklaret, hvorfor verden har udviklet sig som den har, og hvilke historiske begivenheder, som har været skelsættende for Pax Britannia. Derudover så henter den også mange termer fra steampunk-genren uden dog at uddybe dem. F.eks. kommer en difference engine faktisk til at spille en vigtig del af plottet, men det bliver aldrig forklaret præcis hvad, en difference engine er.

På samme måde er det også underligt, at der flere gange bliver nævnt, at Storbritannien nu også har kolonier i rummet, og at der tilsyneladende foregår en borgerkrig på Mars. Det giver ikke rigtigt nogen bedre forståelse af settingen, og det hænger heller ikke sammen med plottet. I sidste ende kommer Unnatural History derfor til at fremstå som en noget ujævn historie.

Én ting har forfatteren Jonathan Green dog ramt rigtigt, og det er dialogen. Den er typisk britisk med udtryk som “old chap” og “bloody hell”, uden at det dog kommer til at lyde klichéagtigt. Men taget i betragtning at det er den første roman i en ny serie af romaner, der alle foregår i den samme verden, så er den desværre alt for tynd i sin præsentation af denne verden.

Pax Britannica: Unnatural History er venligst stillet til rådighed af Abaddon Books.

3 stjerner
Titel: Unnatural History
Seriens titel: Pax Britannia
Forfatter: Jonathan Green
Udgivet: 2007
Forlag: Abaddon Books
Format: Paperback
Sideantal: 304

Anmeldt i nr. 18 | 13/04/2007

Stikord: Dinosaurer, Steampunk

Troels Bording. Født 1982. Pt. bosat i Singapore. Troels har altid været lokket af det fantastiske, men det var Sværd & Trolddom-bøgerne, som i sin tid vakte begejstringen for fantasy og science fiction-genren, og da han senere købte en dansk udgave af Dungens & Dragons i den tro, at det var et brætspil lig HeroQuest, blev han også introduceret til rollespil.

Skriv et svar

Your email address will not be published.