Advanced Dungeons & Dragons Solo-eventyr: Varulvens forbandelse

6 minutters læsetid
Advanced Dungeons & Dragons Solo-eventyr: Varulvens Forbandelse

Varulvens forbandelse er en gamebook, hvor man selv er hovedperson, og dermed med til at skabe historien. Det spændende er selve varulve-mekanismen, og det dårlige er, at den er for hurtigt gennemført.

Da Steve Jackson og Ian Livingstone i 1982 fik deres første bog, The Warlock of Firetop Mountain udgivet i Fighting Fantasy-serien fra Penguin Books’ børnelabel Puffin (på dansk Sværd og Trolddom, udgivet på forlaget Borgen og med den første titel Troldmanden fra Ildbjerget i 1984) blev det starten på noget stort inden for gamebookmediet. På engelsk er der til dato udkommet over 60 Fighting Fantasy-bøger, men den største succes havde mediet dog i 80’erne og starten af 90’erne. Fighting Fantasy, der lænede sig op af Dungeons & Dragons med dets simple terningbrug og brutale fantasyunivers, blev naturligvis imiteret af andre forlag, som ville have en bid af kagen.

Gamebook’ens storhedstid

Konceptet med at læseren er med til skabe fortællingen er Fighting Fantasy ikke de første, der benytter sig af, men det er igennem Fighting Fantasy, det blev så populært, hvilket naturligvis også hænger sammen med, at rollespil for alvor blomstrede op på samme tidspunkt. Allerede i 1979 blev The Cave of Time udgivet, som var første bind i den legendariske Choose Your Own Adventure-serie.

Personligt husker jeg da også, at jeg startede med Sværd og Trolddom kort før jeg begyndte at spille Dungeons & Dragons og kastede mig over den obligatoriske Dragonlance-romanserie. De fleste husker så nok også de spinoffs, der kom, og som til nød kunne dække ens behov, før den nye Sværd og Trolddom-roman udkom. Der var blandt andet Forums Eventyrspil ( på engelsk Golden Dragon Fantasy Game Books), som sådan set var udmærkede, men som alligevel fremstod som gamebookens Opel Kadett.

TSR med på vognen

Enkel skildring af hovedkonflikten: mand, ulvemand og ulv.
Enkel skildring af hovedkonflikten: mand, ulvemand og ulv.

Folkene på TSR ville naturligvis også være med, så de lancerede da også deres egen serie, som i Danmark sjovt nok også er udgivet af Borgen. Advanced Dungeons & Dragons Adventure Gamebooks hedder TSR’s bud på gamebooken. Første bind blev lanceret som Super Endless Quest for at vise, at man adskilte sig fra den mere simple Endless Quest-serie. Fra bind to blev serien til Advanced Dungeons & Dragons Super Endless Quest, og fra bind fire blev det så til Advanced Dungeons & Dragons Adventure Gamebooks.

På dansk blev serien til Advanced Dungeons & Dragons Solo-eventyr, og det er her, vi finder Varulvens forbandelse (1990), der på engelsk udkom i 1987 med titlen Curse of the Werewolf. Bogen er nummer fem i den danske serie på seks bind, der blev udgivet i Danmark fra 1988-1990. I den oprindelige serie blev der udgivet 18 bind i perioden 1985-1988. TSR’s bøger prøver at adskille sig fra Sværd og Trolddom ved for det første at være kortere, og for det andet ved at lancere nogle lidt anderledes regler, som stadig minder meget om Sværd og Trolddom, men som har lidt mere Dungeons & Dragons-feel over sig. Og frem for Fighting Fantasys setting bruger TSR naturligvis deres egne verdener, som eksempelvis Krynn, Greyhawk, Forgotten Realms og Ravenloft.

Identisk markedsføring

Stemningsfuldt billede fra arenaen.
Stemningsfuldt billede fra arenaen.

Man mærker tydeligt, at det er Borgen, der både udgiver Sværd og Trolddom og Advanced Dungeons & Dragons Solo-eventyr, og samtidig, at TSR godt ved, hvem deres målgruppe er. Både formatet, sidelayout og bagsideteksterne er næsten identiske, hvilket man kan se af følgende eksempel, hvor jeg først citerer bagsiden på Amok-væsnet fra 1988 (engelsk udgave 1986 under titlen Creature of Havoc) og dernæst på Varulvens forbandelse.

Amok-væsnet:
“Alt, hvad du behøver, er to terninger, en blyant og et viskelæder – så er du klar til at blive… amok-væsnet! Denne bog er halvt roman, halvt spil, og det er dig – læseren – der er helten!”

Varulvens forbandelse:
“Alt, hvad du behøver, er to terninger, en blyant og et viskelæder, så er du parat til at kæmpe imod varulvens forbandelse. ADVANCED DUNGEONS & DRAGONS SOLO-EVENTYR er halvt romaner, halvt spil – fulde af trolddom og magi, farlige opgaver og kampe mod uhyrer – og det er dig, læseren, der er helten!”

Som man nok kan se, er der kun små forskelle i ord, hvor Varulvens forbandelse lige bruger lidt flere svulstige fantasyklichéer.

For kort og for nem

Varulvens forbandelse er som sådan en ganske fin gamebook, om end den er alt for kort og nem. Så drevne Sværd og Trolddom-nørder vil føle sig krænket. Selve historien er meget simpel: vores helt, Feral, vender hjem fra en krig, hvor hans fader faldt i kamp, men en ond konge har taget magten i Ferals hjemland. Efter et møde med en mægtig troldmand, som kaster en forbandelse på Feral, bliver vores helt gjort til en varulv. Så nu er gode råd dyre. Man skal finde troldmanden, hvor jagten leder til en by, hvor man både skal en tur i en fangekælder, klatre over mure, kæmpe i gaderne og stå i en arena som gladiator. Ja, det kan nærmest ikke blive mere klichéagtigt, og det er også alt for nemt, så bogen er hurtigt “gennemført”.

Som man nok fornemmer, er det ikke den konkrete handling, der giver Varulvens forbandelse en god anbefaling. Det er derimod spilmekanikken og selve idéen med varulven, der gør bogen til et spændende bekendtskab – noget, som man også mærker, forfatteren Chris Martindale har hentet inspiration til i en klassiker som Amok-væsnet, hvor man også bliver konfronteret med dyret i sig selv.

Det er først et lille stykke inde i fortællingen, at man bliver udsat for forbandelsen. Efter mødet med troldmanden skal Feral, og dermed læseren, forsøge at undertrykke den indre ulv. For hvis ulven for alvor slippes løs, hvilket blandt sker i visse kampe, og hvis man udsættes for månelyset, så slutter eventyret ved, at man hører, at ulven løber ud i natten. Så man dør ikke, men skal stadigvæk starte forfra for at finde en måde at hæve forbandelsen på. Det giver historien en fin kant, at man konstant skal være opmærksom på andet end sine livspoint. For naturligvis har man de traditionelle stats, som man kender fra Sværd og Trolddom, og det hele afgøres med 6-sidede terninger. Men her spiller varulvedelen også ind, fordi man bliver stærkere, hurtige og vildere i kamp, jo mere man tør slippe ulven løs, men der er som sagt en stor risiko forbundet med dette.

Uforløst potentiale

Det er bare ærgerligt, at man kan spille sig igennem, så hurtigt, som det er tilfældet, og det gør, at det fine varulvekoncept til dels må siges at være skønne spildte kræfter. En typisk Sværd og Trolddom-bog er delt ind i 400 afsnit, som man så bevæger igennem. I Varulvens forbandelse er der kun 220 afsnit, og så kan man jo godt regne ud, at både valgmulighederne og længden er ret begrænset. At historien så er en kliché af de helt store gør det heller ikke bedre, og der mangler også den vold og beskidthed, som netop er en af de store forcer ved Sværd og Trolddom. Til gengæld er Stephen Fabians illustrationer ganske fede, de er gode til at slå stemningen an, og det er en klar styrke i den korte fortælling.

Chris Martindales sprog er ikke noget at skrive hjem om, og her er det igen klichéerne, der har stået foran i køen. Hør blot her en passage fra arenaen, hvor der ikke er tvivl om, hvor onde de onde er:

“Regis II læner sig frem i sin trone og sender dig et ondskabsfuldt smil, og du forstår straks, at han er lige så ond som sin troldmand.”

Men klichéerne er faktisk ikke det største problem, som derimod ligger i, at fortællingen er alt for hurtigt afviklet. Så da det for alvor begynder at blive spændende, efter et intenst møde i en fangekælder, er det hele slut, før man når at blive revet med.

Så alt i alt er Varulvens forbandelse et spændende bekendtskab, der underholder bravt, men som desværre aldrig forløser sit potentiale. Og desuden når den ikke de bedre indslag i Sværd og Trolddom serien til sokkeholderne.

3 stjerner
Titel: Varulvens forbandelse
Seriens titel: Advanced Dungeons & Dragons Solo-eventyr
Originaltitel: Curse of the Werewolf
Seriens originaltitel: Advanced Dungeons & Dragons Adventure Gamebooks
Forfatter: Chris Martindale
Udgivet: 1990 (engelsk udgave 1987)
Dansk oversættelse: Torben Nilsson
Forside: Tim Hildebrandt
Indre illustrationer: Stephen Fabian
Forlag: Borgen (engelsk udgave på forlaget TSR)
Format: Paperback
Sideantal: 231

Anmeldt i nr. 37 | 13/11/2008

Stikord: Formskiftere, Gamebook, Varulve

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.