Fox Bunny Funny

3 minutters læsetid
Fox Bunny Funny

Hvad sker der, når en verden, der udelukkende består sort/hvide distinktioner uden gråzoner eller nuancer, pludselig vendes på hovedet? Hvis sort pludselig, mod alle naturlige instinkter, søger mod hvid og omvendt. Når en mønsterbryder begynder at afsøge det utænkelige fjendeland på den anden side? Netop det har Andy Hartzell sat sig for at undersøge i sin underfundige, ordløse graphic novel Fox Bunny Funny, udsendt af Top Shelf Productions i 2007.

Den indre kanin

I Fox Bunny Funny er verden delt op mellem ræve og kaniner. Både ræve og kaniner lever helt almindelig liv i helt almindelige huse, har almindelige villakvarterer, supermarkeder og alt, hvad der ellers måtte høre til for at definere den moderne vestlige civilisation. Det helt afgørende i denne verdensorden er så bare, at rævene overfalder, dræber og æder kaninerne, så snart de ser dem.

Rævene går ligefrem på togt ind i de små, forsvarsløse kaniners byer og slagter hæmningsløst, som de morderiske rovdyr de er. En særlig raffineret detalje er, at rævene ligefrem har udviklet specielle kaningeværer, der affyrer en form for bjørnefælde i snor. Med dette våben kan rævene indfange og trække de hurtige små kræ tilbage, uden det kræver al for stor anstrengelse.

Midt i denne verdensorden er der en ung ræv, der ikke føler sig som de andre. Den føler sig rent faktisk som kanin. Det er omtrent noget af det mest perverse, man kan forestille sig i rævenes samfund, så da morræven opdager sin lille ræveunge posere som gnaver foran spejlet, ryger ræven direkte i indoktrineringslejr.

Her lærer vores unge ven at blive en rigtig ræv med dræberinstinkter, store muskler og eget gevær. Spørgsmålet er bare, om man kan holde den indre kanin nede, og i givet fald hvor længe, for mon ikke den lille springfyr vil frem i dagens lys igen på et tidspunkt?

Bredtfavnende metafor

I kraft af at Fox Bunny Funny ikke rummer en eneste stump egentlig fortællende tekst, skal handlingen og budskabet formidles gennem billederne alene. Det betyder da også, at historien som sådan er ganske åben for fortolkning. Det at være ræv, der føler sig som kanin, bliver et symbol på alt og alle, der føler sig anderledes.

Om det så drejer sig om homoseksuelle, indvandrere, handikappede eller bare anderledes tænkende, favnes de alle af metaforen. Det i sig selv er ganske godt tænkt af Andy Hartzell, selv om hele albummet smager en smule for meget af intellektuel stiløvelse.

Naiv men drabelig streg

Visuelt er Fox Bunny Funny holdt i det særprægede, enkle udtryk, der kendetegner næsten alle Andy Hartzells produktioner. Det er en naiv, men drabelig streg, der med et godt blik for detaljen skaber en forbistret fin parodisk gengivelse af moderne storbykultur. Samtidig er der noget frit fabulerende over den dystre “funny animal”-stil, der kommer til at fremstå som Disneys bittersøde tvilling.

Faktisk er de naive illustrationer endda rigtig fine, og det er imponerende, hvor sikkert Hartzell får manet en stemning af uhygge og melankoli frem i de tavse frames. Navnlig billederne af ræve, der slagter kaniner, er særdeles stærke på grund af den vitterligt dyriske gru, der udpensles i naive, enkle former. Det kræver dog, at man giver albummet lidt tid til at vinde ind på én.

Særpræget og tankevækkende

Fox Bunny Funny er en særpræget og tankevækkende udgivelse, der til trods for sin prætentiøse atmosfære, rent faktisk fungerer. Den er hurtigt læst, men Fox Bunny Funny kan sagtens holde til flere gennembladringer. Alene det faktum, at stort set hver eneste side har sin egen dynamik og fortælling, gør det interessant at bladre albummet igennem nogle gange, for nye meninger synes at opstå hver gang, man åbner bindet.

Andy Hartzell gør indtryk på sine læsere, og Fox Bunny Funny er helt sikkert anbefalelsesværdigt, mest af alt som en visuelt fascinerende udgivelse, men budskabet – hvordan man så end vælger at fortolke det – er da også sympatisk. Har du mod på noget alternativt og eftertænksomt, kunne Andy Hartzells allegoriske rævehistorie derfor sagtens være sagen.

Fox Bunny Funny er venligst stillet til rådighed af Top Shelf Productions.

4 stjerner
Titel: Fox Bunny Funny
Forfatter: Andy Hartzell
Tegner: Andy Hartzell
Albumlængde: 102 sider
Forlag: Top Shelf Productions, 2007

Anmeldt i nr. 29 | 13/03/2008

Stikord: Fabel

Skriv et svar

Your email address will not be published.