For det første er han ekstremt sej, sådan en bad ass no nonsense Dirty Harry-type. Han kan smadre alle, kan ikke dø og har altid en tør og kontant oneliner klar til enhver lejlighed. Derudover er han en meget kompleks karakter, hvis baggrund er både spændende og uhyggelig.
Efterhånden er der skrevet MEGET om Wolverine, og han er da også det faste omdrejningspunkt i Marvels X-Men-film-franchise. Han dukkede op for første gang i 1974 i The Incredible Hulk #180, hvor han blev skabt af Len Wein, og man så ham kort på en af de sidste sider. En større rolle fik han i det efterfølgende The Incredible Hulk #181.
I 1975 havnede han så på den hylde, der sidenhen har været med til at definere både ham og hele superheltegruppen X-Men. Det var i relanceringen af X-Men i Giant-Size X-Men #1. Sidenhen har Wolverine, eller Logan som han hedder, optrådt både selvstændigt og sammen med masser af andre helte og skurke.
Noget af det ekstremt fede ved Wolverine er hele mystikken omkring hans fortid. Langt hen ad vejen præsenteres vi for antydninger, så mystikken kan holdes i live. Det er dermed også en temperamentssag, om man bryder sig om, at Wolverine efterhånden er blevet gennemlyst i diverse origin-sammenhænge.
Netop denne mystik omkring Wolverine er essentielt for karakteren, og det var også noget, skaberne af den udmærkede Wolverine: Oprindelsen (2005) stødte på, da de skulle forklare idéen med deres album til Marvels redaktører:
“I løbet af den næste time forklarede de, at det essentielle ved Logan er opklaringen af hans fortid. Hvis du tager det væk, ødelægger du Wolverines karakter. Hvis du ødelægger Wolverine, den vigtigste X-Men-karakter, ødelægger du X-Men. Hvis du ødelægger X-Men, den vigtigste Marvel-familie, ødelægger du Marvel.”
Med G. Floys Wolverine: Logan er der heldigvis tale om et enkelt, og nærmest poetisk, tilbageblik på en væsentlig episode i Wolverines fortid. Der er ikke så meget nyt at komme efter, men da både karakteren og forfatterens tilgang til karakteren føles troværdig og da tegningerne er smukke, er det fint album.
Wolverine: Logan udkom tilbage i 2008 i tre hæfter på Marvels label ”Marvel Knights”. Den er skrevet af amerikaneren Brian K. Vaughan, illustreret af argentineren Eduardo Risso og farvelagt af Dean White. Vaughan er både tegneserieforfatter og tv-serie-manuskriptforfatter.
På tegneseriefronten vil de fleste kende ham fra Y: The Last Man (2002-2008), og på tv-siden har han været inde over eksempelvis Lost (2004-2010) – her på siden har vi tidligere anmeldt Vaughans fine tegneserie Bagdads løver (2008). Rissos streg er mest kendt fra 100 Bullets (1999-2009).
Handlingen i Wolverine: Logan er meget simpel: I handlingens nutid er Wolverine taget til Japan for at bekæmpe en gammel fjende. Og i handlingens fortid er vi også i Japan, dog tilbage i 1945. Her flygter Wolverine sammen med den amerikanske løjtnant Warren fra et fængsel. De støder på en smuk japansk kvinde, som Warren vil dræbe. Det kan Wolverine ikke tillade. Så for en kort bemærkning skilles de to soldater – og det er i denne korte bemærkning, at Wolverine åbner op for sine følelser.
Den papirstynde handling er effektivt formidlet, men måske savner man lidt større armbevægelser. Lidt flere ambitioner. På den anden side er det også en styrke, at den er så enkel, og heldigvis er tegningerne meget smukke.
Vaughan viser stor forståelse for Wolverine-karakteren, hvilket ses i det følgende citat, hvor det nærmest kvalmende romantiske punkteres af det brutale – noget der kendetegner Wolverines møder med kærligheden:
”Jeg husker, hvordan hun smagte. Jeg husker, hvordan hendes læber føltes. Jeg husker lyden af hendes øjenlåg, når hun åbnede øjnene. Jeg husker også, hvordan en paddehattesky ser ud indefra. Jeg husker regndråber, der blev til damp, så snart de ramte min brændende hud. Jeg husker det hele. Og det kommer du også til, inden du dør.”
Smukt. Den fine danske oversættelse er udført af Tue Gaston, og i det hele taget er det på sin plads at rose G. Floys udgivelse. Udover selve præsentationen af Wolverine: Logan får vi de tre oprindelige forsider, nogle fine skitser samt et spændende efterord af Vaughan, hvor han beskriver sine idéer med historien.
Derudover må man sige, at Wolverine: Logan er en showcase for den meget dygtige tegner Risso – noget Vaughan også er inde på i sit efterord, hvor han beskriver missionen med udgivelsen og hvor dette er første punkt på dagsordenen:
”Skabe en historie, der giver Eduardo Rissos store talent mulighed for at udfolde sig. Der er masser af Marvel-fans, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med Rissos tegninger, og jeg håber, at Logan vil give dem lejlighed til at se ham gøre det, han er bedst til og samtidig give Eduardo en chance for at vise nye sider af sit talent.”
Og vi kan kun være glade for dette bekendtskab, da Rissos streg er ganske forrygende. Han veksler fint mellem naturalisme, lidt noir og det klassisk overdrevne, som vi kender fra superheltegenren, og i det hele taget støtter stregen godt op om det poetiske projekt.
Alt i alt er Wolverine: Logan en fin lille udgivelse. Der er ikke meget nyt under solen for dem, der har vandret meget på Marvel-sletterne, men til gengæld får vi en enkel og poetisk fortælling – et album, der også vil kunne læses af dem der står af, når der går lidt for meget ”superhelte-overdrive” i maskinen.
Anmeldt i nr. 106 | 13/08/2014
Stikord: Superhelte
Verden er fyldt med dumme mennesker. Det er ikke noget nyt, men internettet gør, at…
Odysseus' rejse er en mesterlig rejse ind i myternes landskab. Filmen er ikke uden problemer,…
Brætspillet, baseret på den første Alien-film, er mekanisk ret enkelt, så det er let at…
Så har vi langt om længe indhentet sommerferien, og det er på tide at gå…
Kulørt, underholdende og elskelig fantasy/science fiction/komedie/legetøjsfilmatisering, der desværre er alt for lang.
Vi kigger tilbage til 1948 og frem til 2026 for at finde ud af, at…
