Vlad Pælespidderen

En ting skal lige slås fast med det samme: Hermann er en af mine personlige favoritter, både når blikket kastes på europæiske tegneserier og tegneserieudgivelser generelt. Rent visuelt er han en mester, og hans stil er blevet mere og mere overdådig, som årene er gået.

Hvis man tager de tidlige Jeremiah-bind og sammenligner dem med eksempelvis Vlad Pælespidderen vil man se mange ligheder, men også en del forskelle. Det er som med en god flaske vin – Hermann bliver bare bedre og bedre.

Det er ikke første gang Hermann arbejder sammen med forfatteren Yves H; her kan man også eksempelvis nævne Blodets Bånd fra år 2000. Men det er, som om Hermanns udgivelser er stærkest, når han også selv skriver sine historier, og det er også tilfældet med Vlad Pælespidderen. Rent visuelt har jeg sjældent set noget så smukt, gennemarbejdet og veludført som her. Men desværre trækker den noget ordinære historie en del ned.

Historien om Vlad Dracul

Albummet tager sin begyndelse med en kort introduktion til tiden, som historien foregår i. Vi hører om de politiske konflikter i Balkanområdet, hvor muslimer fra Anatoliens indre ved indgangen til det 15. århundrede havde underlagt sig store dele af Balkan. Det er i denne svære tid, at Vlad Dracul fødes.

Han vikles ind i et storpolitisk spil, hvor intriger og komplotter sætter dagsordenen. For hvem tør gøre sig uvenner med både den ortodokse kirke, den katolske tro, de europæiske konger og de tyrkiske fyrster? Det gør Vlad naturligvis. Han spiller på flere heste i sit forsøg på at få magten og tilkæmpe sig sin afdøde faders jord og titler. Men han stopper ikke her, og med sin umættelig blodtørst ødelægger han alt omkring sig, og snart bliver venner til fjender. Historien slutter naturligvist ikke lykkeligt.

Arketypisk fortælling uden bid

Et af de store problemer med manuskriptet er, at man aldrig kommer ind under huden på hovedpersonen Vlad, som er albummets naturlige drivkraft. Han bliver skildret som en firkantet og voldelig lømmel uden de karaktertræk, som man må antage, han har haft. Det hele er set mange gange før og er dybest set en arketypisk fortælling om, hvordan en person går fra ingen magt til stor magt, hvorefter magten ødelægger vedkommende.

Det kan jo fint fungere som grundlag for en god historie, men for Yves H bliver det mere til en hæmsko. Yves H har forsøgt at skildre de faktuelle sider af Draculs liv – på bagsiden af den danske udgivelse kan man endog læse, at han har baseret sit manuskript på den nyeste forskning om middelalderlegenden Dracula – men det færdige manuskript efterlader mig både kold og ligeglad.

Der er for få stærke scener, hvor historien i sig selv bærer handlingen frem. Historien er tilmed noget rodet, uden klart fokus og med flere kedelige passager. På nær den sidste side, vil jeg ikke mene, at historien tilføjer noget nyt til myten om Vlad, og det er stort set kun på grund af Hermanns streg, at man ikke gabende ligger albummet fra sig.

Visuelt helt eminent

Hermann formår, hvad manuskriptet ikke gør, at give sjæl til hovedpersonen Vlad. En af Hermanns mangler, i mine øjne, er hans ansigter. De har det altid med at ligne hinanden, og udtrykkene er de samme. Men det er ikke tilfældet i Vlad Pælespidderen, hvor Hermann giver sine ansigter og udtryk nye dimensioner. Hermann er desuden en mester til at skildre action og vold. Man skal også glæde sig til de brutale spidningsscener, som har givet Vlad hans noget ubehagelig tilnavn. De er så stærke rent visuelt, at man nærmest væmmes.

Samtidig formår han at veksle mellem den håndgribelige vold, de stort anlagte kampscener og de mere intime scener – både i farvelægning, i størrelsen på enkelte striber og i den timing, hvormed han skildrer tempo og stilstand. Endelig er farvelægningen så smuk, at man drages ind i en historie, som ellers ikke indbyder til det.

Det er tydeligt, at Hermann har gjort et enormt stykke arbejde i sin research. Våben, tøj, bygninger og alt andet ser meget troværdigt ud, og det hele oser langt væk af stemning. Dette, sammensat med Hermans vanlige naturalistiske stil, gør albummet til et særsyn.

Man kan godt komme til at tro, at Hermann har haft et brændende ønske om at vende tilbage til middelalderen, som han kender så godt med sin serie om Tårnene i Maury Skoven, at han uden at tvivl tog imod manuskriptet med kyshånd. Og det er, mildest talt, brandærgerligt.

Uværdig til at bære de smukke illustrationer

Når alt det kritiske er sagt, bør det nævnes, at historien ikke er decideret dårlig. Den er bare dybest set ikke værdig til at bære Hermanns illustrationer, vil jeg tillade mig at påstå. Altså er det færdige resultat, kort sagt, en noget ambivalent størrelse. Jeg ville så gerne kunne lide manuskriptet, men det kan jeg ikke, men hold da helt op hvor er den rent visuel en lækkerbisken.

Hvert billede er som et lille maleri, og når jeg vil tage albummet frem igen bliver det ikke for at læse teksten, men for at nyde det maleriske og åndeløst smukke mesterværk, som Vlad Pælespidderen trods alt er. Så naturligvis bør man, uden at tøve, købe albummet.

Hvis man derimod vil se en bedre håndtering af den faktuelle historie om Vlad Dracul vil jeg anbefale at se Joe Chappelles Dark Prince: The True Story fra år 2000, hvis arbejdstitel sjovt nok var Vlad the Impaler. En ganske udmærket europæisk TV-film, som, på trods af den bombastiske titel, har en del at byde på. En film som i den nærmeste fremtid vil blive anmeldt her på siden.

Vlad Pælespidderen er venligst stillet til rådighed af Carlsen Comics.

Anmeldt i nr. 8 | 13/06/2006

Stikord: Dracula, Middelalderen