Valhalla 4: Historien om Quark

4 minutters læsetid
Valhalla 4: Historien om Quark

Der gik fem år mellem bind tre og bind fire i Valhalla-serien, og ved første øjekast er Historien om Quark ikke helt ventetiden værd. Det er det svageste bind indtil videre, men i denne sammenhæng skal man også huske, at albummet er første del i en todelt historie, hvor anden del sparker røv og får én til at glemme, at første del ikke er specielt god.

Had eller kærlighed

Loke indgår et tåbeligt væddemål.
Loke indgår et tåbeligt væddemål.

Enten hader eller elsker man Quark. Som ung knægt var jeg ret vild med ham, men jeg kan mærke, at årene har gjort mit forhold til den lille grimme fyr mere anstrengt. Dette fjerde bind i serien vil de fleste kunne huske; om ikke andet så fordi, det er den historie, der fortælles i filmen Valhalla (1986) – her vil man nok studse over, at filmen er fra 1986 og albummene fra henholdsvis 1987 og 1989, men det skyldes, at filmen er baseret på et tegnet oplæg, som siden hen er blevet til de to albums.

Filmen, som blev en stor succes i de danske biografer, er baseret på dette bind samt det næste, der bærer titlen Rejsen til Udgårdsloke, og når bind fem anmeldes senere på året, vil jeg også komme med en anmeldelse af filmen. Men som sagt har historien fået en ny person ved navn Quark. Man så ham allerede kort i Thors brudefærd som en statist, men denne gang indtager han en hovedrolle.

Quarrrrrrrgh

Det bliver for meget for Sif, og hun skrider.
Det bliver for meget for Sif, og hun skrider.

Endnu engang er det den gode Loke, som sætter handlingen i gang. Under et af sine utallige besøg hos Udgårdsloke dummer han sig kraftigt, da han bliver fuld. Han påstår, at han sagtens vil kunne opdrage jætteungen Quark, og Udgårdsloke er hurtig til at tage ham på ordet. Den efterfølgende dag er tømmermændene voldsomme, da Loke begiver sig hjem mod Asgård, men det værste er, at han har fået Quark på slæb.

Den lille og tykke unge med det kraftige underbid, de markante hugtænder og den helt absurde Elvis-agtige frisure laver allerede problemer på rejsen hjem, men det er intet imod det Ragnarok, han skaber i Thors hjem Bilskirner. Først chikanerer han de to små stedbørn så meget, at Sif beslutter sig for at forlade stedet, og dette resulterer i et amokanfald fra Thor, som skrider i vrede med hammeren løftet og tordenvejr i sit følge. Så lige pludselig er Quark alene med Røskva, Tjalfe og Loke.

Quark - den lille, flotte fyr.
Quark – den lille, flotte fyr.

Med sine narrestreger har Quark raseret køkkenet, og dette beordrer Loke børnene til at rydde op, mens han tager sig en “velfortjent” lur. Efter en hel nat med oprydning, vågner børnene op til et hærget køkken, som Loke har skabt, da han lige skulle have en bid brød. Og da han beordrer børnene til at rydde det op, går det helt galt. Røskva vil væk og får følge af Quark, mens Tjalfe stædigt bliver tilbage for at vente på Thor.

Men snart følger han efter sin søster og Quark, der begge i mellemtiden er blevet nægtet adgang til Valhalla på grund af et af Quarks numre. Så det umage trekløver står nu på egne ben og begiver sig ud i skoven som et led i deres lille “ungdomsoprør”. Her begynder hyggen faktisk at sprede sig, og et venskabeligt bånd bliver skabt, selvom man har svært ved at se, hvordan fanden man skal holde af Quark. Men ungerne får bygget en fin lille hytte i et træ. Hvad der sker, da Thor finder ud af dette, vil jeg naturligvis ikke røbe, men blot konstatere, at albummet slutter med en lille cliffhanger, hvor der ledes op til Rejsen til Udgårdsloke.

Mest for de yngre

Hygge i skoven.
Hygge i skoven.

Det store problem med fortællingen i Historien om Quark er, at den på mange måder blot leder frem til fortsættelsen. Derfor kan det godt virke unfair at bedømme albummet selvstændigt, men man skal huske, at der i sin tid gik to år mellem udgivelserne, og derfor er det stadig på sin plads at se på de enkelte bind som selvstændige værker.

Desuden går det lidt for meget tid med “ungdomsoprøret”, som dog er et hit for de yngre læsere, og derfor er albummet nok også bedst for den målgruppe. Hvor mange af de andre bind i serien både har noget for et yngre og et ældre publikum, er Historien om Quark mest for de yngre. Det er stadig ganske fornøjelig læsning, men for mig er det næste bind klart mere tiltalende. Det skyldes nok også, at de mytiske dele næsten er væk til fordel for komikken og Quark, hvorimod det næste bind også har de mørke undertoner, som er forankret i den nordiske mytologi.

Tegningerne er som sædvanligt helt i top, dog savner jeg de mere dystre passager, som stort set er reduceret til en enkel side, hvor de to ravne Hugin og Munin giver Tjalfe et syn om det, der vil ske i fremtiden. Og det er til gengæld en helt forrygende side, som foregriber det, der vil ske i næste bind. Her får fortællingen og illustrationerne en tyngde, som ellers mangler i albummet.

En tynd kop the

Så alt i alt er Historien om Quark en tynd kop the, hvor den ungdommelige pruttekomik får lige lovlig meget plads for min smag. Væk er lummerheden, myterne og det dystre islæt, som ellers i mine øjne er seriens stærkeste kort. Men det skal dog her pointeres, at Peter Madsens bundniveau er ganske højt, og derfor er albummet også værd at læse – specielt fordi det leder frem til en af seriens helt store perler i form af Rejsen til Udgårdsloke.

Valhalla 4: Historien om Quark er venligst stillet til rådighed af Carlsen Comics.

2 stjerner
Titel: Valhalla: Historien om Quark
Forfatter: Peter Madsen
Tegner: Peter Madsen
Forlag, år: Carlsen Comics, 1987 (anmeldte udgave er 2. udgave, 2. oplag fra 2006)
Format: Paperback
Albumlængde: 48 sider

Anmeldt i nr. 23 | 13/09/2007

Stikord: Nordisk Mytologi

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.