Uzumaki Vol. 1: Spiral into Horror

Første bind af Uzumaki lægger fint og stemningsfuldt ud med urovækkende antydninger til visse mærkelige begivenheder, der udfolder sig i den lille kystby Kurôzu-cho. I denne tilsyneladende idyl bor en mand, der samler på spiralmønstre. Hans monomane fascination af spiraler (”uzumaki”) – alt fra simple arkimediske spiraler til sneglehusets logaritmiske struktur – udvikler sig snart til en besættelse.

Monomanier

Enhver form for ubehersket lidenskab er signum alienatae mentis, tegn på sindssyge, skrev Holbrook Jackson i sit værk om bogsamlere. Om man vil gå så langt, er nok et spørgsmål om temperament, men monomanier af den ene eller den anden slags kan virke foruroligende for udenforstående og samtidig fascinerende.

Monomanien, den lidenskab der ekskluderer alt andet end det eftertragtede eller ligefrem besættende objekt, har givet stof til mange historier: Gatsby var besat af fortiden og Humbert Humbert var tryllebundet af småpiger; Max Cohen fandt meningen med alt i den matematiske konstant π, og Jim Carrey så tallet 23 alle vegne, uden at det gav nogen som helst mening. Og glem ikke kaptajn Ahab, hvis monomani var på størrelse med den hval, han jagtede – det ender næsten altid i tragedie.

En nedadgående spiral

Da den spiralbesatte mands hustru smider samlingen ud, danner han i stedet spiraler med sin egen krop, resulterende i en grotesk død. Det er selvfølgelig kropumuligt, men vi er da også ude på den sære fortællings overdrev. Omkring tredive sider inde er enhver subtilitet blevet smidt overbord, hvorefter den ene overdrevne skrækeffekt følger i hælene på den anden – åbenbart forventes læseren at have et attention span på sytten sekunder.

Muligvis er målgruppen teenagere ligesom de to hovedpersoner, hysteriske Shuichi og naive Kirie. Shuichi bliver mere og mere hysterisk for hver side, mens Kirie forbliver ligeså naiv som en sjælsforladt Barbiedukke. Hun er for øvrigt fortælleren til de i alt seks afsluttede historier inden for den uafsluttede rammefortælling om en spiralinficeret kystby, som støt spiralerer læseren ind i en tilstand af søvn.

Der er dog en undtagelse, nemlig historien om et kærestepar der befinder sig i samme utålelige situation som Romeo og Julie. Slutningen ender i det absurde, men der er en allegorisk pointe med det hele. Resten af Itos spiraler er stort set ligeså søvndyssende som Kaas øjne i Disneys Junglebogen (1967).

Det fraværende plot

Der er to bind mere i serien, men dem vil jeg af gode grunde ikke omtale – jeg har ikke læst dem. Uzumaki er manga, men gudskelov er der hverken kampsport, store øjne eller storyboardagtige actionsekvenser at finde hos Ito.

Hans stil, der vistnok hedder gekika, er tværtimod realistisk og sine steder dejligt beskidt med strejf af surreel skønhed. Nuvel, Kiries øjne har det måske med at blive lidt for store og uskyldige, men lad det nu ligge. Det altafgørende problem (bortset fra de overdrevne scener, harmonikasammenstødet af infantile skrækeffekter og teenagerne) ligger i plottet eller det fuldstændige fravær af plot.

Med Will Eisners ord: ”Despite the high visibility and attention that artwork compels, I hold that the story is the most critical component in a comic. Not only is it the intellectual frame on which all artwork rests, but it, more than anything else, helps the work endure.” (Graphic Storytelling and Visual Narrative, 1996)

Muligvis udfolder plottet sig i bind to eller tre, men der burde være bare antydningen af plot i de omkring tohundrede små sider som udgør første bind af Uzumaki, der således ikke formår at indfange læseren, snarere det modsatte.

Anmeldt i nr. 56 | 13/06/2010