The Walking Dead Volume 6: This Sorrowful Life

Så er vi nået til det sjette bind i Robert Kirkmans grotesk fede zombiesaga. Da jeg for at par år siden første gang stødte på serien, havde jeg ikke i min vildeste fantasi turde håbe på, at den ville blive så god og langtidsholdbar, som den er blevet. For det første er det hamrende god underholdning, og for det andet ganske tankevækkende.

This Sorrowful Life er helt klart et af de svageste bind i serien, men når jeg samtidig siger, at det er et hamrende godt bind, kan man måske fornemme hvad “svag” betyder, når man omtaler The Walking Dead-serien.

Fanget af guvernøren

Da vi forlod Rick i slutningen af The Best Defense så det mildest talt skidt ud. Rick, Michonne og Glenn var taget til fange i byen Woodbury, som bliver ledet af en psykopatisk herre, der kalder sig selv guvernøren. Rick har mistet sin højre hånd, Michonne er blevet voldtaget sønder og sammen af guvernøren, og Glenn er ved at bryde sammen i sin celle. Vi fandt ud af, at guvernøren pønser på at finde fængslet, og hjemme i fængslet er alle nervøse. Så det ser ikke godt ud.

Heldigvis lykkes det for det hårdtprøvede trekløver at flygte i selskab med en læge, hans assistent og én af guvernørens håndlangere. Men først har Michonne et lille regnskab at gøre op med guvernøren, og dette udvikler sig til en af de mest sadistiske scener, jeg nogensinde har set – ikke bare i en tegneserie, men helt generelt.

Smertehelvede

Den lille sekvens vil jeg gerne give lidt mere opmærksomhed. I The Best Defense så man guvernøren voldtage og nedgøre Michonne på den værst tænkelige måde. Derfor sidder man faktisk og synes, det er fedt, da hun får sin hævn, selvom det jo ikke er “pænt” at gå ind for selvtægt. Men den lede hund får så hatten passer.

Først viser Michonne guvernøren de ting, hun har tænkt sig at “bruge” på ham. Vi ser nærbilleder af en tang, en hammer, en skærebrænder, en ske og en boremaskine. Allerede her begynder man at gøre sig forestillinger om det smertehelvede, der venter guvernøren. Men Kirkman er i denne sekvens ikke det mindste subtil, og vi ser efterfølgende i blodige billeder, hvordan tangen river negle af, skeen graver et øje ud, og boremaskinen graver sig ind i kødet.

Det er grumt, veludført og på en underlig måde meget tilfredsstillende. Her viser Kirkman også, at hans grafiske tilgangsvinkel låner fra både zombiefilm, splatterfilm og mere generelt de italienske skraldespandsfilm.

Da de kommer ud i friheden, søger trekløveret med hurtige skridt tilbage mod fængslet, men først skal der nedkæmpes en del zombier på vejen. Og så sker der noget rigtig forfærdeligt. Da de kommer tilbage til fængslet finder de stedet overrendt af zombier. Mere vil jeg ikke røbe her, men kan dog afsløre, at Ricks familie ikke er døde endnu.

Grafisk ikke helt vellykket

Som man nok kan fornemme, er der fart over feltet i dette sjette bind i Kirkmans zombiesaga. Det er uden tvivl det mest voldelige og actionprægede album til dato, og det har både sine styrker og svagheder. For det første er albummet vildt underholdende, og man sidder med fugtige håndflader, når man lægger det fra sig. Desværre går det lidt ud over udviklingen i historien. Men dem der hungrer efter zombieaction får deres lyst stillet til fulde.

Charlie Adlards illustrationer er som sædvanligt gode, men desværre er der flere passager, der lugter langt væk af hastværk. Jeg tror ærlig talt ikke, han har kunne følge med Kirkman og dennes klare idé om, hvordan historien udvikler sig. På et af billederne til højre for teksten, kan man måske se hvad jeg mener. Man ser Rick blive mødt af sin søn, som ser mig noget spøjs ud. Hans hoved er helt forkert proportioneret, og der er mange lignende “fejl”.

Men samtidig er der virkelig mange fede illustrationer, som eksempelvis under Michonnes selvtægt. Under alle omstændigheder kommer albummet til at fremstå noget ujævnt rent grafisk. Det hænger nok også sammen med at historien ikke har det samme pondus, som i de tidligere bind, og derfor lægger man bedre mærke til det. Men det er en lille bagatel, da historien skrider fremad med 180 km/t.

Til gengæld viser Kirkman, at han er en mester i at opbygge spænding. I det foregående bind krydsklippede handlingen mellem trekløveret og folkene tilbage i fængslet, men i This Sorrowful Life benytter Kirkman sig af en helt anden teknik. Vi følger kun Rick og de andre, og derved opbygges der en naturlig suspense, hvor man bliver ved med at spørge sig selv om, hvad der nu sker “hjemme” i fængslet. Det er vigtigt for seriens levedygtighed, at Kirkman konstant fornyer både historien og den måde, han fortæller på.

En pause i den store fortælling

This Sorrowful Life virker som en lille pause i den store fortælling, hvor Kirkman har ment, det var på sin plads med et mere overfladisk album. Og det mener jeg faktisk, han har gjort klogt i. For efter det foregående bind, hvor der kom mange nye ting på banen, er det faktisk ganske befriende med et hardcore-action pusterum.

Når alt dette er sagt, sker der naturligvis en masse, men når albummet slutter, er vi faktisk ikke kommet specielt meget videre. Frygten for andre mennesker, zombier, isolationen og den manglende menneskelighed er stadig de centrale temaer, og jeg er meget spændt på seriens videre udvikling.

Det er også svært for This Sorrowful Life at leve op til den standard som bind fem, The Best Defense lagde for dagen. The Best Defense havde både den håndgribelige spænding og den fede historie. Men når alt kommer til alt, er This Sorrowful Life et dejligt fix for en zombieafhængig, og her i sommervarmen får man nok heller ikke meget bedre underholdning på tegneseriemarkedet.

Anmeldt i nr. 21 | 13/07/2007

Stikord: Postapokalyptika, Zombier