The Skeleton Key

Soundtrackalbummet med musik fra Iain Softleys veldrejede voodoogyser The Skeleton Key er en blanding af udvalg fra Edward Shearmurs originale score og diverse musikstykker, der på anden vis høres i filmen. Desværre er albummet inddelt således, at det veksler mellem de to forskellige typer musik, hvilket gør lytteoplevelsen noget ujævn. Det kan derfor anbefales at man programmerer sin CD-afspiller, så de to forskellige musiktyper ligger i hver deres blok. For så har man (med få undtagelser) pludselig en særdeles underholdende lytteoplevelse.

Fornøjeligt gyserscore

Softleys film, med manuskript af Ehren Kruger (manusforfatteren til bl.a. den fine Arlington Road (1999), den amerikanske remake af The Ring (2002) og den biografaktuelle The Brothers Grimm) er en af de sjældne gyserfilm, der tager udgangspunkt i voodoo – eller rettere hoodoo, der (ifølge filmen) er en slags folkemagi, der er baseret på voodoo uden dog at være en religion. I sidste ende er denne skelnen dog ordgas, for stemningen er hele vejen igennem ren voodoo.

Når der endelig kommer en voodoogyserfilm er det desuden sjældent, at der kommer en ordentlig film ud af det, men The Skeleton Key er en stramt fortalt historie, der primært koncentrerer sig om at opbygge en ubehagelig stemning og kun sekundært sætter sin lid til klassiske chokeffekter. Og det klæder filmen, der med sin trykkende stemning og ubehagelige slutning er én af dette års mest positive overraskelser inden for gysergenren. Og at filmen har den lækre Kate Hudson i hovedrollen gør bestemt ikke hele seancen mindre seværdig.

Edward Shearmurs originale score lyder dog mere som om det var komponeret til en langt mere “normal” gyserfilm; altså af den type, der foregår i et konstant højt tempo, med masser af chokeffekter og som er glemt med det samme man træder ud af biografen. Dette til trods er Shearmurs score langt fra dårligt – faktisk er det ét af de mest fornøjelige gyserscores undertegnede har hørt i lang tid (med mulig undtagelse af Christopher Gordons glimrende score til den halvdårlige TV-miniserie ‘Salem’s Lot fra 2004).

Louisiana-stemning

Shearmurs score udgør i alt ca. 27 minutter af CD’ens spilletid på knap 53 minutter, og man kunne sagtens have ønsket sig mere. Shearmur imponerede sidste år med det pompøse og teknisk perfekte, omend noget kolde, score til Sky Captain and the World of Tomorrow (2004) og har en række andre roste scores bag sig. Og at Shearmur også magter gysergenren bliver tydelig når man lytter til The Skeleton Key.

Det første nummer fra Shearmurs score, “Opening Titles” (nr. 2) etablerer straks Louisiana-stemningen med dens bluesguitar-riffs over snigende strygere og senere et elektronisk soundscape med bl.a. nogle lette beats, der tilkendegiver at vi tidsmæssigt befinder os i nutiden. Blandingen af symfoniorkester, guitar og især synthesizere er kendetegnende for scoret som helhed, og det virker rigtig godt. Musikken, der ledsager titelsekvensen er stemningsfuld og afdæmpet.

Veloplagt strygersektion

“Ben Escapes” (nr. 5) begynder stille med det samme minimalt udviklede hovedtema, som vi hørte i titelsekvensen, men slår snart over i effektiv horrormusik, karakteriseret ved atonale strygere, masser af percussion og anvendelsen af et særligt blæserinstrument, en såkaldt shofar, der faktisk er et gedehorn. Et lignende instrument anvendtes af James Newton Howard på hans fremragende score til sidste års The Village (2004) og “Ben Escapes” er ikke uden lighedspunkter med Howards musik. I øvrigt er dette cue præget af oplagt arbejde af orkestrets strygersektion, hvilket kendetegner flere af scorets cues.

“Violet’s Story” (nr. 8) begynder ligeledes stille, med flere bluesguitar-riffs, inden musikken, i takt med at Violet fortæller sin historie, bliver mere og mere voldsom med rytmisk percussion. “Hoodoo Vooman” (nr. 9) er endnu et stemningsfuldt cue, der både anvender guitar, synthesizer og orkester til at skabe et uhyggeligt, truende soundscape. Samtidig er musikken bestemt ikke uden skønhed, hvilket især skyldes de langsomme, nærmest dvælende strygere.

“Saving Ben” (nr. 12) og “The Conjure Room” (nr. 14) er alt andet end dvælende. “Saving Ben” er for hovedpartens vedkommende et effektivt horror/suspense-cue, hvor elektroniske effekter, percussion og orkester skaber en virkelig intens stemning. Igen er strygersektionen virkelig veloplagt og de huggende strygere og percussiongruppen skaber en virkelig hektisk stemning, især i anden halvdel af nummeret.

En smag af Goldenthal

“The Conjure Room” er hvad horror angår scorets egentlige centrepiece – det er samtidig scorets længste nummer. Som flere andre numre begynder det langsomt, lavt og snigende (med virkningsfuld anvendelse af synthesizer) inden det går over og bliver scorets absolut mest voldsomme nummer. Endnu engang må både stryger- og percussionsektionen fremhæves, men også her spiller synthesizerne en væsentlig rolle.

Det er et glimrende nummer, hvis man er til den slags musik, men har man en tendens til at mene at denne slags horror-musik bare er kaotisk larm vil man næppe bryde sig om det. Det er dog alt andet end kaotisk; Shearmur viser virkelig at han har styr på sit orkester, omend Elliot Goldenthals mangeårige samarbejdspartner Robert Elhais hånd bestemt kan mærkes i orkestreringerne. Det kan det i øvrigt hele vejen igennem scoret.

At producerne har valgt at lægge “Conjure of Sacrifice” (nr. 15) på albummet er udtryk for en nærmest satanisk form for humor. Nummeret er nemlig ikke et egentlig score-cue, men snarere et source-cue fra filmen. Hvad det nærmere betyder hverken kan eller skal jeg afsløre her af hensyn til de, der ikke har set filmen, men at producerne har lagt nummeret på albummet svarer nogenlunde til, at man på The Ring DVD’en kunne se Ring-videoen.

Albummets sidste score-nummer (der i øvrigt også er sidste nummer på albummet som sådan) “Thank You Child” (nr. 16) er helt afdæmpet, og en tilbagevenden til musikken fra titelsekvensen med guitar-riffs og symfoniorkester. Et dejligt, afdæmpet, men stadig dystert nummer til at afslutte albummet med.

Traditionel horrormusik med personligt touch

Det, der overrasker ved Edward Shearmurs score er ikke originaliteten, for sandt at sige er der ikke noget nyt under solen. De fleste af de teknikker Shearmur anvender, er velafprøvede, om ikke decideret klichéprægede.

Det, der imidlertid hæver scoret fra at kun at være kompetent håndværk til at være mere interessant er, at Shearmur har formået at sætte sit personlige præg på det hele. Det, man hører i musikken fra The Skeleton Key har man måske hørt før, men så alligevel ikke. Det er faktisk så meget mere imponerende, for horror-musik er én af de notorisk svære filmmusikgenrer, hvor mange igennem tiden er forfaldet til de rene og skære klichéer. Det undgår Shearmur, og det skal han have ros for.

De forskellige source-numre, der ligger spredt ud på albummet er en blanding af moderne pop/rock, gammel blues og et enkelt brass bandnummer. Ingen af numrene har formentlig den store interesse for de, der er interesserede i filmens originale score, men det må siges, at især nogle af de gamle bluesnumre tilføjer albummet den helt rigtige sydstatsstemning.

Alt i alt er det en fin lille pakke, Varèse Sarabande præsenterer med dette album. Helt perfekt er det ikke – måden numrene ligger på er uhensigtsmæssig og der måtte gerne have været lidt mere af Shearmurs score. Jeg er temmelig sikker på, at der var mere end 27 minutters score i filmen omend det ikke kan dreje sig om meget. Af samme grund kunne Varèse måske have givet os hele molevitten nu de var i gang. Men det ændrer ikke på, at albummet fra The Skeleton Key er en ganske fornøjelig omgang.

Nummerliste:
1. Death Letter (Johnny Farmer/Organized Noize) (3:39)
2. Opening Titles (Edward Shearmur; original score) (3:00)
3. Come On In My Kitchen (Robert Johnson) (2:49)
4. Barefoot Dancing (Blackbud) (3:41)
5. Ben Escapes (Edward Shearmur; original score) (3:12)
6. Do Whatcha Wanna (Rebirth Brass Band) (3:24)
7. 61 Highway Blues (Mississippi Fred McDowell) (3:11)
8. Violet’s Story (Edward Shearmur; original score) (2:28)
9. Hoodoo Woman (Edward Shearmur; original score) (2:45)
10. God Moves On The Water (Blind Willie Johnson) (2:59)
11. The Goldrush (Joe Washbourn) (4:18)
12. Saving Ben (Edward Shearmur; original score) (4:41)
13. Iko Iko (The Dixie Cups) (2:04)
14. The Conjure Room (Edward Shearmur; original score) (5:53)
15. Conjure of Sacrifice (2:40)
16. Thank You Child (Edward Shearmur; original score) (2:04)

Total spilletid: 52:56

Anmeldt i nr. 1 | 13/11/2005