Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

The Omen

The Omen
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Selv om man savner Ave Satani-temaet har Goldsmiths gamle elev Marco Beltrami ydet en fin indsats. Scoret er ganske effektivt, samtidig med, at det er et fint eksempel på hans evner inden for gysermusikken.

The OmenDet var en utaknemmelig opgave, Marco Beltrami accepterede da han takkede ja til at komponere musik til John Moores remake af Richard Donners nu klassiske antikristgyser The Omen (dansk: Tegnet) fra 1976.

Originalen havde nemlig et helt igennem fremragende score af Jerry Goldsmith, der i øvrigt vandt sin karrieres eneste Oscar for musikken. Goldsmiths banebrydende score er nærmest umuligt at matche, og Beltrami har uden tvivl vidst, at hans musik ville blive sammenlignet i én uendelighed med Goldsmiths.

Modige valg

Af samme årsag må man faktisk tage hatten for Marco Beltrami; ikke alene påtog han sig jobbet, men han havde også modet til at undlade evindelig genbrug af Goldsmiths originale temaer til fordel for et score, der er næsten 100% Beltrami.

Naturligvis kun næsten, for dels er der hist og her et par direkte referencer til Goldsmiths musik, og dels studerede Beltrami under Goldsmith på University of Southern California. Det gør naturligvis Beltrami i stand til at honorere sin gamle læremester på et mere teknisk plan, og stilistisk kan Goldsmiths ånd da også mærkes flere steder.

I albummets sleeve er der en kort kommentar fra Beltrami, hvoraf det fremgår, at det var komponisten selv, der valgte tilgangen til musikken. Altså at det var ham selv, der valgte ikke blot at omarrangere Goldsmiths score, men i stedet at komponere sit eget.

At valget var Beltramis eget kan man godt være en smule overrasket over, for Goldsmiths musik – og i særdeleshed hovedtemaet “Ave Satani” – er om noget det, der var med til at definere The Omen. Musikken er da karakteristisk nok også én af de ting, folk husker fra originalen. Især kan man være en anelse overrasket over, at valget stod til Beltrami selv, da filmen er en scene-for-scene remake af 1976-versionen.

Her ville det fra studiets eller instruktørens side have været oplagt blot at bede Beltrami om at omarrangere Goldsmiths musik for dermed også på det musikalske niveau at få den nye film til at ligne den gamle. I tidligere tilfælde, hvor Hollywood har genindspillet hæderkronede klassikere, har man da også flere gange oplevet, at genindspilningen har brugt det originale score, blot omarangeret en smule.

Det gjaldt f.eks. for Martin Scorseses 1991-remake af Cape Fear (1962), hvor det tilfaldt den nu afdøde veteran Elmer Bernstein at omarrangere Bernard Herrmanns musik fra 1962-versionen. Og da Gus Van Sant i 1998 genindspillede Hitchcocks Psycho (1960) tilfaldt det Danny Elfman at gøre akkurat det samme – i øvrigt også med et Herrmann-score.

Savner Ave Satani

I tilfældet med The Omen har instruktør og producenter imidlertid valgt at lade komponisten selv bestemme, og det er i udgangspunktet en positiv ting. Jeg skal dog med det samme lade være sagt, at jeg savner bare en enkelt direkte anvendelse af Goldsmiths “Ave Satani” på Beltramis score, men temaet glimrer ved sit totale fravær.

Først under filmens rulletekster hører vi endelig temaet i en slags medley med et par andre cues fra Goldsmiths score, som Beltrami har sammensat til ære for sin gamle lærer. Det er helt umuligt ikke at drage paralleller og foretage sammenligninger mellem Goldsmiths og Beltramis musik, men jeg skal forsøge at holde det på et minimum. En konstatering er dog med det samme på sin plads – nemlig at Beltrami kun anvender kor meget sparsomt. Det er naturligvis en helt afgørende forskel på hans musik og så Goldsmiths, hvor koret er det bærende element.

Ud over den sparsomme anvendelse af kor, er orkestreringen ellers meget lig Goldsmiths – nemlig symfoniorkester og lidt synth af og til. Det mest outrerede Beltrami gør på scoret er, at han i et nummer – “More Tantrums” (nr. 9) – har mixet orkestret og koret, så det spiller baglæns! Det fungerer nok bedre i filmen, end det gør på album, men det lyder selvfølgelig skummelt, og er naturligvis også en lille tongue-in-cheek kommentar til alle rygterne om baglænsindspillede rocknumre med sataniske budskaber.

Temaer og motiver

De bærende elementer i Beltramis musik er et hovedtema; et familietema samt et lille motiv på tre toner. Sidstnævnte er en indirekte reference til Goldsmith, der på sit score til originalen anvendte et lignende motiv som tematisk lim. Der er dog ikke tale om en direkte reference, for Beltramis tretonemotiv er anderledes end Goldsmiths.

Kun én gang – i “Kate Doubts” (nr. 10) – anvender Beltrami Goldsmiths tretonemotiv i en direkte reference til originalen. I modsætning til Goldsmith anvender Beltrami heller ikke sit tretonemotiv som bindeled mellem hovedtema og familietema – hos Beltrami er tretonemotivet et væsen for sig, og komponisten har i stedet fundet en anden måde, hvorpå han på et teknisk niveau kunne efterligne Goldsmith.

Hovedtemaet gør nemlig brug af et lille motiv på fire toner, som Beltrami meget subtilt baserer dele af sit familietema på. Det kræver nok at man nærlytter begge scores for at gøre sig dette klart, men det er en fin detalje fra Beltramis side.

Knap så satanisk

Hovedtemaet på det nye score anvendes i udstrakt grad, men kun sjældent i sin fuldt udviklede form. Temaet høres helt udviklet i “The Omen Main Titles” (nr. 1), og er et fint eksempel på Beltramis stil, som den også kom til udtryk i hans udmærkede score til I, Robot (2004). Der er tale om en meget rytmisk anvendelse af orkestrets strygersektion, kombineret med udstrakt anvendelse af diverse former for percussion og masser af blæsere. Det virkede rigtig godt i I, Robot, og det fungerer også godt i The Omen.

Temaet er langt mindre satanisk end Goldsmiths “Ave Satani”, men der er stadig tale om et højdramatisk og skummelt tema, der tydelig antyder, at noget dystert er i vente. Samtidig refererer Beltrami ganske kort Goldsmiths “Ave Satani” idet han hen imod slutningen lader koret hviske “sanguis bibemus, corpus edimus”. De fleste andre steder, hvor hovedtemaet optræder, er det i en trunkeret version, hvor Beltrami nøjes med at antyde dele af temaet, og kun få steder – som i “Scooter” (nr. 11) – udvikler han temaet helt, eller næsten helt.

Familietemaet, der høres første gang i “The Adoption” (nr. 2), men også bl.a. i en smuk, langsom pianoversion i “The Funeral” (nr. 18), er vellykket og smukt. Det bærer faktisk en, utvivlsomt bevidst, lighed med Goldsmiths familietema fra originalen, om end det er en overfladisk lighed. Lige præcis her har Beltrami overgået selv Goldsmith, for Beltramis tema er faktisk knap så over-the-top sukkersødt, som Goldsmiths var.

Masser af underscore

Ellers består en stor del af scoret af underscore, varierende fra det mystiske og uhyggelige til det dramatiske og actionprægede. Af særlige højdepunkter kan, ud over hovedtemaet, nævnes det alt for korte nummer “Ms. Baylock” (nr. 7) – et herligt dystert nummer, hvor Beltrami virkelig formår at sætte en stemning uden de helt store armbevægelser.

Derudover er det allerede nævnte “Scooter” (nr. 11) et glimrende track – igen med Beltramis karakteristiske, rytmiske anvendelse af orkestret. Også “Dogs in the Cemetary” (nr. 14) og anden del af “Dirty Deeds” (nr. 16) er fine indspilninger – førstnævnte udvikler sig til et aggressivt og effektivt actioncue, hvis intensitet er knap så højtgearet som “Altar of Sacrifice” (nr. 17), der stedvist bliver en smule for larmende. “Altar of Sacrifice” er ellers for størstedelens vedkommende et glimrende actionnummer, men hist og her lyder det som om, Beltrami har villet for meget på én gang, og det efterlader én med indtrykket af, at nummeret er en smule rodet.

Efter en reprise af hovedtemaet i “Boy Genius” (nr. 19) slutter albummet med “Omen 76/06”, som præsenterer Beltramis eneste anvendelse af Goldsmiths hovedtema. Faktisk er nummeret et lille medley, hvor Beltrami har leget med at omarrangere dels “Ave Satani” og dels de to cues “A Doctor, Please” og “Killer Storm” fra Goldsmiths score. Her kan det godt ærgre én lidt, at Beltrami ikke kunne nøjes med at lege med hovedtemaet, for hans arrangement af det er faktisk ganske interessant.

Desværre høres det kun kortvarigt før de to andre cues tages under behandling. Det er ærgerligt, og gør det til en underlig uforløst fornemmelse man sidder med når albummet er slut: endelig kommer Goldsmiths tema, og så er det i en meget forkortet version, man får lov at høre det.

Underholdende gyserscore

Det må gentages, at man af og til savner Goldsmiths hovedtema anvendt i selve scoret, for “Omen 76/06” anvendes jo kun under filmens rulletekster, og med undtagelse af et par steder, hvor koret hvisker “sanguis bebimus, corpus edimus” og “Satani”, er det meget sparsomt, hvad man hører af referencer til Goldsmiths tema. Overordnet set er det bestemt en god ting, men der var næppe gået nogen skår af Beltrami hvis han skulle have brugt temaet direkte et par gange undervejs.

Alt i alt er Beltramis musik til The Omen et temmelig underholdende gyserscore. Det tåler naturligvis ingen direkte sammenligning med originalen, men hvis man dømmer musikken på dens egne præmisser, er der faktisk tale om bundsolidt håndværk med et godt hovedtema og et par rigtig fede numre undervejs.

En del af musikken ligger måske nok og simrer blot et enkelt niveau over det middelmådige, men størsteparten er altså temmelig godt. Og så er der de enkelte steder undervejs, hvor der virkelig kommer fut i albummet. Det er på disse steder, at Beltrami viser hvorfor han er én af vor tids bedste gyserfilmskomponister.

Hvis man kan abstrahere fra Goldsmiths musik – hvilket det burde have fremgået, at denne anmelder har haft en anelse svært ved – så er Beltramis The Omen bestemt værd at lytte til.

Som en sidste bemærkning kan det lige nævnes, at Beltrami ganske smukt og passende har tilegnet albummet til Jerry Goldsmith.

Nummerliste:
1. The Omen Main Titles (2:58)
2. The Adoption (4:12)
3. Ambassador Gets Fired (1:33)
4. New House / Damien’s Deliverance (2:20)
5. The Nanny’s Noose (2:04)
6. A Cross To Bear (2:48)
7. Ms. Baylock (1:49)
8. Damien’s Tantrum (1:52)
9. More Tantrums (2:11)
10. Kate Doubts (1:04)
11. Scooter (2:43)
12. Don’t Let Him Kill Me (1:29)
13. On The Heels Of Spiletto (6:58)
14. Dogs In The Cemetary (2:01)
15. Drive To Bugenhagen (1:30)
16. Dirty Deeds (4:12)
17. Altar Of Sacrifice (4:10)
18. The Funeral (1:40)
19. Boy Genius (2:52)
20. Omen 76/06 (3:30)*

Total spilletid: 54:06

* “Ave Satani”, “A Doctor, Please” og “Killer Storm” komponeret af Jerry Goldsmith

4 stjerner

Komponeret af: Marco Beltrami
Dirigeret af: Pete Anthony
Orkestrering: Pete Anthony, Bill Boston, Marcus Trumpp, Dana Niu
Kor: Metro Voices
Synth design: Buck Sanders
Udgivet: 2006
Produceret af: Marco Beltrami
Executive producer: Robert Townson
Label: Varèse Sarabande VSD-6736

Anmeldt i nr. 10 | 13/08/2006

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *