Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

The Northman

The Northman
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Der lagt tid, omhu og hjerteblod i at skabe musikken til The Northman, men som selvstændig lytteoplevelse er det en type score, der kræver tålmodighed og hård hud i øregangene.

The NorthmanMusikken til Robert Eggers’ vikingeepos/-artfilm The Northman er komponeret af de to britiske komponister Robin Carolan og Sebastian Gainsborough, og The Northman er deres debut som filmkomponister.

Har man fulgt Robert Eggers’ karriere, vil man være klar over, at man ikke skulle forvente et standard Hollywood-score til The Northman, og det er da bestemt heller ikke det, Carolan og Gainsborough har komponeret.

I stedet leverer de et score, der lægger sig i klar forlængelse af den musik, Mark Corven komponerede til Eggers’ to foregående film, The Witch (2015) og The Lighthouse (2019) – begge scores, der var præget af dissonante strygere og elektroniske lydflader.

Til The Northman gik Eggers efter autenticitet, også selvom autenticitet er et lidt billigt begreb at bruge om vikingetidens musik – vi ved jo reelt intet om, hvordan vikingetidens musik lød.

Specialinstrumenter

Men budet fra Eggers fik Carolan og Gainsborough til at opsøge specialinstrumenter som talharpen (eller stråkharpen, som den også kaldes), det islandske langspil, den norske Kraviklyre og den svenske säckpipa.

Talharpen er en firestrenget lyre, der spilles med bue, som i dag især er udbredt i Estland, mens langspillet er en droneciter. Kraviklyren er en norsk lyre med rod i 1500-tallet, mens säckpipan, som navnet antyder, er en svensk variant af sækkepiben og oprindelig fra Dalarna.

Disse specialinstrumenter kombinerede Carolan og Gainsborough med et fyrre personer stort strygerensemble, forskellige typer af blæserinstrumenter, både horn og træblæsere, masser af slagtøj og vokal – både solister og kor.

Solister og kor anvendes på forskellig vis, men ikke på traditionel facon. I stedet tager vokalisterne form af råbende mandskor, f.eks. i “Draugr” (nr. 20), jamrende stemmer, f.eks. i “Blood Tree, Part 1” (nr. 5), strubesang i f.eks. “Entering the Temple” (nr. 3) og “Mound Dweller” (nr. 21) samt flere andre utraditionelle anvendelser; se også længere nede.

Trykkende, voldsomt og dissonant

Resultatet er et score, der er lige dele trykkende og voldsomt, oftest dissonant og sjældent harmonisk i konventionel forstand.

Samtidig er det et score, der ikke spiller efter de traditionelle Hollywood-spilleregler. Jo, der er nogle minimalt udviklede ledemotiviske idéer i scoret – f.eks. en art hovedtema, der første gang dukker op i “The King” (nr. 2) – men Carolan og Gainsborough (og Eggers) har tydeligvis ikke været interesseret i et ledemotiv-orienteret score.

Og man skal da også lytte godt efter for at fange de ledemotiviske idéer, hvoraf hovedtemaet så klart er det mest traditionelle og bedst definerede.

Derfor får man også det hovedindtryk af scoret, at det primært fungerer som atmosfærisk underscore fra scene til scene, og som sådan er jeg slet ikke i tvivl om, at det er særdeles velfungerende (jeg har endnu til gode at se filmen).

Omvendt kan man godt spørge sig, om man ikke kunne realisere Eggers’ projekt – og bibevare den tunge, trykkende tone – selv med en bare lidt mere struktureret tilgang, og hvor enkelte ledemotiver stod tydeligere frem.

Det tror jeg godt, man kunne, men det er tydeligvis ikke det, Eggers har været interesseret i.

Som sådan er det et klart æstetisk valg fra Eggers’ side, og det respekterer jeg ham for, også selvom jeg ikke nødvendigvis er enig i det.

Tvivlsom autenticitet

Om autenticiteten kan man sige mange ting, men først og fremmest pointere det, jeg har sagt ovenfor: Vi ved ikke, hvordan vikingetidens musik lød.

På den måde er Carolan og Gainsboroughs “vikingemusik” lige så stor en konstruktion som Miklós Rózsas romermusik i Ben Hur (1959) – eller andre komponisters forsøg på at komponere musik til folkeslag fra svundne tider.

Derudover kan man måske tillade sig at pege fingre ad brugen af jødeharpen i cues som “Slave Work” (nr. 16) og “Svið Night, Part 1” (nr. 26) – et instrument, der generelt ikke menes at være nået Europa før i 13-1400-tallet.

Ikke dermed være sagt, at Carolan og Gainsborough ikke formår at illudere en vis grad af autenticitet. Det opnår de især gennem brugen af droner, realiseret både gennem det islandske langspil og ved at bruge strygerorkestret til at lægge en tung dronebund af kortere eller længere varighed i mange cues.

Jeg har det lidt svært med dronemusik – uanset om der er tale om moderne synthdroner, drejelire eller, som her, langspil og strygere. Det går mig ganske enkelt på nerverne, men det har jo nok også til dels været meningen.

Cues som “Iceland” (nr. 14), “I Will Save You, Mother” (nr. 15) og “Hidden Valley” (nr. 34) er gode eksempler på brugen af dronemusik i The Northman, men der er mange flere.

Horrorklichéer

Naturligvis er ikke hele scoret dronemusik. Stedvist er musikken mere voldsom, om end det måske ikke kan kaldes decideret actionmusik, og andre steder er det uhyggelig, næsten horroragtig musik.

“Actionmusikken” (og jeg bruger med vilje citationstegn her) høres f.eks. i cues som “Strike, Brother” (nr. 6), “Escape” (nr. 7) og “Storm at Sea” (første del af nr. 13), mens cues som “Seeress” (nr. 11), “He-Witch” (nr. 19) og “Mound Dweller” (nr. 21) repræsenterer de steder, scoret nærmer sig horror.

Her må man også bemærke, at – autenticitet eller ej – så forfalder Carolan og Gainsborough her til nogle af horrormusikkens absolutte klichéer, som f.eks. hviskende og undulerende, jamrende stemmer. Ikke at det ikke fungerer, men det er en lyd, der nærmere stammer fra Hollywood i 1970’erne end fra vikingetiden.

Respekt, ikke kærlighed

The Northman er slet ikke min type af score, men jeg anfægter ikke musikkens effektivitet som filmmusik, hørt i kontekst.

Som selvstændig lytteoplevelse er det en type score, der kræver tålmodighed og hård hud i øregangene.

Når det er sagt, må det også med det samme siges, at jeg slet ikke er i tvivl om, at scoret er resultatet af lang tids omhyggeligt arbejde. Hvor dissonant og trykkende The Northman-scoret end er, så er det tydeligvis ikke bare tilfældigt sammenkastede instrumenter.

Der lagt tid, omhu og hjerteblod i at skabe musikken til The Northman. Det har jeg stor respekt for, men The Northman er den type musik, der skal høres i filmen, for løsrevet fra billederne mangler det en stor del af den effekt, det må have, sidestillet med billederne.

2 stjerner

Nummerliste:
1. Approaching Hrafnsey (1:41)
2. The King (1:57)
3. Entering the Temple (1:55)
4. Last Teardrop (3:36)
5. Blood Tree, Part 1 (1:34)
6. Strike, Brother (2:52)
7. Escape (2:20)
8. I Will Avenge You, Father (0:45)
9. The Land of the Rus (1:42)
10. A Burning Barn (1:25)
11. Seeress (3:25)
12. Raven’s Omen (2:23)
13. Storm at Sea / Yggdrasill (1:47)
14. Iceland (1:22)
15. I Will Save You, Mother (1:55)
16. Slave Work (0:57)
17. Guðrun (0:55)
18. Follow the Vixen’s Tail (1:43)
19. He-Witch (1:30)
20. Draugr (1:01)
21. Mound Dweller (2:55)
22. To the Games (0:43)
23. Birch Woods (1:55)
24. First of Many (1:22)
25. Trollish Sorcery (2:14)
26. Svið Night, Part 1 (1:33)
27. Svið Night, Part 2 (1:43)
28. I Am Your Death (0:56)
29. Come Morning (1:36)
30. I Am His Vengeance (1:19)
31. Óðinn (1:02)
32. Valkyrie (1:10)
33. Vestrahorn (0:40)
34. Hidden Valley (1:04)
35. Blood Tree, Part 2 (0:41)
36. Bloð Inside / I Choose Both (2:10)
37. A Maiden King (1:09)
38. The Wolf Has Grown (2:27)
39. The Gates of Hel / Slain by Iron (2:47)
40. Hekla (2:12)
41. Cut the Thread of Fate (1:13)
42. Make Your Passage / Valhalla (1:36)
43. Ættartré / End Credits (2:28)

Total spilletid: 73:40

Titel: The Northman
Komponeret af: Robin Carolan & Sebastian Gainsborough
Orkestreret af: Dave Foster
Dirigeret af: Jessica Cottis
Komponeret: 2022
Udgivet: 2022
Label: Back Lot Music

Anmeldt i nr. 201 | 13/07/2022

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.