Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

The Ninth Gate

The Ninth Gate
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Wojciech Kilars musik til Polanskis okkulte gyser The Ninth Gate er gotisk horrormusik af fineste skuffe, og samtidig præsenterer den polske komponist os for ét af 90’ernes smukkeste hovedtemaer.

The Ninth GateMusikken til The Ninth Gate er skrevet af den polske komponist og filmkomponist Wojciech Kilar (1932-2013), hvis bedst kendte score blandt vestlige biografgængere nok er musikken fra Francis Ford Coppolas Bram Stoker’s Dracula (1992), hvor musikken må siges at være filmens absolutte højdepunkt. Selv om The Ninth Gate bestemt ikke er en dårlig film er det alligevel tæt på, at man kan sige det samme her, for Kilars score er helt igennem vidunderligt, og musikken burde ramme plet hos alle gyserfans.

Fortættet, gotisk stil
Wojciech Kilar (1932-2013).

Wojciech Kilar (1932-2013).

Det der slår én efter en gennemlytning af The Ninth Gate er, hvor enkel musikken faktisk er. Der er langt fra Kilars fortættede og langsomme, nærmest gotiske, stil og så til den gennemsnitlige Hollywoodgyser, hvor det i de fleste tilfælde synes at gå mest ud på at lave pludselige og voldsomme udbrud med orkestret for at få folk til at hoppe i biografsæderne.

Kilars tilgang til musikken er radikalt anderledes, og her kunne mange Hollywoodkomponister (med få undtagelser, som f.eks. Christopher Young) lære meget, for Kilars The Ninth Gate er et studie i, hvordan man opbygger stemning uden at forfalde til billige kneb.

Rent kompositorisk er musikken også langt mere enkel end de fleste gyserscores er det i dag. I stedet for at satse på at skabe en intens stemning ved at bruge så mange instrumenter som muligt på én gang i en hektisk sammenblanding, arbejder Kilar i stedet med enkle motiver, som han gentager – ofte mange gange – og blot varierer gennem orkestrering eller modulering.

På den måde minder The Ninth Gate på et rent teknisk plan om noget, Bernard Herrmann kunne have skrevet uden at musikken dog på nogen måde giver mindelser om Hitchcocks gamle huskomponist. Kilar er helt sin egen.

Letgenkendelig stil

De der kender Kilars score til Bram Stoker’s Dracula vil øjeblikkeligt kunne genkende stilen, for Kilar anvender her samme gotiske orkestrering, og hans kompositioner gør brug af mange af de samme elementer: ekstremt dybe strygere, snigende træblæsere og et par steder den samme kombination af orkester, mandskor og lilletromme som på Dracula-scoret. The Ninth Gate byder dog også på helt andre og nye elementer, og man må på ingen måde tro, at der blot er tale om en gentagelse af Dracula-musikken.

Albummet åbner med det, der nok er scorets absolutte højdepunkt – nummeret “Vocalise”, hvor Kilar gør brug af den sydkoreanske sopran Sumi Jo. Nummeret er dystert, men hjerteskærende smukt, og består af en simpel kombination af flygel, strygere og så sopranen, der – som titlen antyder – udelukkende vokaliserer.

Umiddelbart efter åbningsnummeret følger “Opening Titles” (nr. 2), der præsenterer et af filmens egentlige hovedtemaer. Her – som næsten altid – fremføres temaet udelukkende af strygerne, der bliver drevet ned i nogle næsten umuligt dybe registre. Det er langsomt, sindssygt atmosfærisk, meget dystert og næsten hypnotiserende.

Comic relief

Efter “Opening Titles” følger en anden af filmens hovedtemaer, “Corso” (nr. 3), der præsenterer temaet for filmens hovedperson, Dean Corso. Her kan man ikke undgå at trække på smilebåndet, for Corso er et bevidst humoristisk nummer, orkestreret primært for spinet og trompet og som giver umiskendelige mindelser om Elmer Bernsteins Ghost Busters-score (1984). Corsos tema høres igen adskillige gange på scoret, bl.a. også i en Bolero-version i den humoristisk navngivne “Plane to Spain” (nr. 6) og i “Stalking Corso” (anden halvdel af nr. 8), hvor temaet høres i adskillige variationer.

Men selv om Kilar altså indsætter lidt tiltrængt comic relief med den halvfjollede Corso-musik, så må man ikke tro, at scoret nu går hen og mister sin effekt. Hovedparten af musikken er stadig særdeles skummel. Efter den stemningsfulde “Bernie is Dead” (nr. 4), hvor Kilar første gang introducerer et motiv for strygere og flygel, som han genbruger flere gange, følger et af scorets mest klassisk gyseragtige numre.

“Liana” (nr. 5) er et herligt gåsehudsfremkaldende cue, hvor flygel og strygere fremfører et motiv med en nærmest spilledåse-agtig karakter. Det er også et motiv, som Kilar anvender flere gange – mest voldsomt høres det i “Liana’s Death” (nr. 11), hvor det fremføres meget voldsomt af hele orkestret.

Sopranvokalen optræder, foruden i “Vocalise” også på flere cues. Et af højdepunkterne er den alt for korte “Blood on His Face” (nr. 9), fremført udelukkende af flygel og sopranen. Men nævnes må også to af scorets mest intense numre, “Balkan’s Death” (nr. 13) og “Corso and the Girl” (nr. 15), hvor sopranen både optræder alene, men også sammen med et stort mandskor. Det er i øvrigt disse to numre, der minder mest om Kilars Dracula-musik.

Økonomisk anvendelse af kor

Generelt må Kilar roses for at anvende koret så sparsomt som han gør. Dels fordi det lige siden Goldsmiths Omen-score (1976) er blevet noget af en kliché, men også fordi det virker så meget bedre da det endelig dukker op. Det er som om scoret langsomt har bygget op til et klimaks, der så rent faktisk kommer. Det giver en utroligt tilfredsstillende lytteoplevelse.

Endeligt må nævnes den ret store mængde effektive og mere lavstemte gyser- og spændingsmusik, der findes på albummet. Der er bl.a. den allerede nævnte “Bernie is Dead” (nr. 4), men også “The Motorbike” (nr. 7), der genbruger det flygel- og stryger-motiv, der netop blev introduceret i førstnævnte nummer. “Liana’s Death” (nr. 11) begynder også med mere suspensepræget musik, inden nummeret går over og bliver ganske voldsomt, og endelig kan “Boo!/ The Chase” (nr. 12) nævnes. Her bruger Kilar en enkel variant over Corso-temaet, som han tidligere har brugt flere steder, men hvor det fjollede helt er fjernet fra temaet.

Kan ikke anbefales nok!

Jeg kan ikke anbefale The Ninth Gate stærkt nok! Det er et af den slags scores, som kun bliver bedre for hver gang man lytter til det, og hvis man på nogen som helst måde er til symfonisk, dyster og nærmest gotisk horrormusik, så er det et score af den slags man bør skaffe sig hjem til samlingen.

Det er i samme åndedrag relevant for mig at begræde, at Kilar er blevet benyttet så lidt i produktioner uden for Polen. Ud over Bram Stoker’s Dracula og The Ninth Gate er de bedst kendte film, han har komponeret musik til, The Portrait of a Lady (1996), om end han også bidrog med musik til en senere Polanski-film, The Pianist fra 2002. Kilar har dog været særdeles aktiv i Polen, og mange af disse scores skulle være rigtig gode.

Nummerliste:
1. Vocalise – Theme From The Ninth Gate (3:56)
2. Opening Titles (3:31)
3. Corso (3:24)
4. Bernie Is Dead (4:31)
5. Liana (3:03)
6. Plane to Spain (4:48)
7. The Motorbike (1:18)
8. Missing Book/Stalking Corso (4:41)
9. Blood on His Face (1:13)
10. Chateau Saint Martin (4:05)
11. Liana’s Death (2:38)
12. Boo! / The Chase (4:29)
13. Balkan’s Death (3:52)
14. The Ninth Gate (1:13)
15. Corso and the Girl (3:20)
16. Vocalise – Theme from The Ninth Gate (Reprise) (3:56)

Total spilletid: 54:05

6 stjerner

Komponeret af: Wojciech Kilar
Fremført af: The City of Prague Philharmonic and Chorus
Dirigeret af: Stepan Konicek
Solo-sopran: Sumi Jo
Produceret af: Wojciech Kilar
Udgivet: 1999
Label: Silva Screen Records – FILMCD 321

Anmeldt i nr. 10 | 13/08/2006

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *