The Institute

Der kan ikke herske nogen som helst tvivl om, at Stephen King er en mesterforfatter. På sit CV kan han skrive bøger som The Dark Half (1989), Cujo (1981), The Shining (1977) og Misery (1987).

Men King har beklageligvis også lagt navn til en masse fortærskede romaner, der, i min optik, på ingen måde levede op til den kvalitet, der kunne findes i hans ældre værker.

Her er der tale om bøger som Bag of Bones (1998), Insomnia (1994) og Under the Dome (2009).

I starten af 90’erne og opefter ændrede King simpelthen stil. Hans bøger blev længere og længere, og den genre, som han startede med, nemlig gys, forsvandt mere og mere i baggrunden.

Ifølge overleveringen ville King gerne være en mere seriøs forfatter, og derfor sigtede han efter at blive mere litterær, måske endda lidt socialrealistisk.

Om det lykkedes for King, skal jeg ikke gøre mig til dommer over, for hvis sandheden skal frem, så er der ikke mange af hans nye udgivelser, der har fundet vej til min bogreol. Men jeg har dog bemærket, at King er vendt tilbage til sine gyserrødder, dog uden at det er værd at skrive hjem om.

En alt for velkendt handling

Tim Jamieson overgiver sin plads i et fly på vej til New York, og han er ikke helt bevidst om hvorfor, eller hvor den beslutning fører ham hen.

I Minneapolis forsvinder den 12-årige Luke. Han bliver kidnappet og vågner op i et værelse, der er en tro kopi af hans rigtige værelse. Luke befinder sig i en ukendt bygning, og der går ikke længe, før han møder andre børn.

Sammen opdager de, at de bliver udsat for en række eksperimenter. Luke beslutter sig for at prøve at flygte, og vil gøre alt for at undslippe Anstalten.

Alt, alt, alt for let

Noget af det, der virkelig irriterede mig under læsningen af The Institute, er, hvor let alting skete. Et eksempel er figuren Tim Jamieson, som vi møder i bogens første kapitler, men som så forsvinder ud af historien.

Han dukker med ét meget belejligt op og er klar til at hjælpe Luke, der, på en næsten fjollet Olsen-Banden-metode, er flygtet fra Anstalten. Bogen vrimler med sådanne eksempler, og det er med til at gøre romanen til et stort kludetæppe, som det er svært at komme ud af.

Set før

The Institute er på ingen måde en original roman. For det første er der børn i hovedrollerne, og for det andet besidder de børn specielle evner (Danny Torrance har ikke levet forgæves), som langsomt kommer til udtryk.

Anstalten er selvfølgelig drevet af en ond X-Files-agtig organisation, lidt i stil med The Shop fra romanen Firestarter (1980).

King betræder hermed velkendt område og serverer altså en historie, som trofaste King-læsere har fået et hav af gange efterhånden. Barnet med særlige evner stammer jo helt tilbage fra debuten Carrie (1974), og har strakt sig helt op til én af hans nyeste bøger med titlen Later (2021).

King er god til at skrive om børn, den ros skal han have, men problemet er, at alle hans børnefigurer enten ligner hinanden eller er en tro kopi af Danny Torrance.

Mest af alt så mindede The Institute om Firestarter, der ligeså handler om et barn med særlige evner, der holdes fanget af en ond organisation. Det er med andre ord en alt for tam og genkendelig handling, der på ingen måde tjener bogen noget godt.

En stor forfatter, og måske endda lidt for stor

Hver gang der udkommer en ny Stephen King-bog, især en roman, stryger den ind på bestsellerlisterne, hvor den beholder sin solide førsteplads i flere måneder.

Hans bøger bliver ofte solgt til filmatisering, inden de overhovedet er udkommet, og der er ifølge rygter en lang række remakes af tidligere film på vej.

Jo, der kan ikke herske nogen tvivl om, at Stephen King er en stor forfatter. Mange kalder ham endda én af tidens største fortællere. Men for mig at se, er han mest af alt bare blevet til en virksomhed.

Det handler ofte om, at han bare skal spytte nogle bøger ud, der så hurtigt som muligt kan laves til film. Meget få sætter spørgsmålstegn ved hans romaner, hvilket man tydeligt ser med The Institute, hvor et forlag burde være gået ind og påpege, at den altså bare er en kopi af tidligere historier.

Jeg elsker Stephen Kings tidligere romaner, og han er bestemt en stor forfatter, men kvaliteten er på ingen måde som tidligere.