The Devil’s Rejects

The Devil’s Rejects er instruktøren/musikeren Rob Zombies opfølger til voldorgiefilmen House Of 1000 Corpses (2003), og følger tre af de overlevende karakterer fra den første film. Da jeg ikke har set forgængeren, har jeg derfor kigget på The Devil’s Rejects som et individuelt værk.

Meet the Fireflys

Udover at have instrueret en Halloween-genindspilningen fra 2007, er Zombie mere end aktiv som musiker (heavybandet White Zombie) og som manuskriptforfatter. Kort sagt en travl herre med filmisk øje for det ulækre gys. Han er i dette tilfælde også manden bag filmens manuskript.

Filmens handling er overraskende svær at beskrive ordentligt, uden at afsløre for meget af plottet, eller de ækle, overraskende scener, da de simpelthen må opleves med egne øjne. Skal man have det fulde udbytte af gysene i denne film, skal man ikke have for meget at vide på forhånd. Så her følger blot et ultrakort plot-overblik: Tre psykopater fra samme familie af bizarre mordere, som House Of 1000 Corpses handlede om (familien Firefly), er på flugt fra en lige så iskold sherif og hans politistyrke. Familien kaldes Djævelens Udskud af det lokale samfund, og på dette syrede road trip underholder de sig med bl.a. mord, perversiteter, og seksuelt misbrug. En af dem har sjovt nok en vis lighed med en vis syg seriemorder med efternavnet Manson.

Firefly-hovedkaraktererne skal man også selv have lov at opleve, uden nærmere beskrivelse, men de er forholdsvis godt bygget op, og trods historiens mange karakterer, er der lagt an til, at man godt kan følge den røde tråd og deres sammenvævede historie.

Sindssygt skræmmende

I skuespillerstaben finder vi både velkendte og mindre kendte ansigter. William Forsythe som sheriffen, Leslie Easterbrook som moderen i den syrede familie og Sid Haig som Captain Spaulding er alle travle B-skuespillere vi kender fra henholdsvis Things to Do in Denver When You’re Dead (1995), Police Academy-serien (1984-1989) og Jackie Brown (1997). Generelt er skuespilniveauet tilpas overspillet, hvilket passer fint til filmtypen. En anden generel ting er, at ikke blot filmens handling, men også skuespillernes præstationer efterlader én med følelsen af, at de her iskolde mennesker jo desværre findes derude et sted. En type, hvis miljø man vælger at holde sig helvedes langt fra, hvis man har muligheden. Igen vil jeg ikke beskrive dem for indgående, men de kan vist i de fleste menneskers øjne kaldes sindssygt skræmmende.

Filmens lydside er fint sammensat – bl.a. en masse amerikansk blød 70’er-musik, der passer perfekt som modpol til den vanvittige families road trip, og selvfølgelig sluttes filmen af med et ordentligt glimt i øjet. Intet ringere end Lynyrd Skynyrds “Free Bird” – sangen, der om noget repræsenterer americana. Der lurer konstant gennemsnitlig underlægningsmusik i filmen, hvilket kun fremmer stemningen effektivt.

MTV-stil

Rent visuelt er filmen sådan set ganske vellavet. Man føler konstant en kvalmende fornemmelse af de gullige toner, de stressede billeder, og den evigt skræmmende stemning. Antydningens kunst bruges vældigt flittigt i The Devil’s Rejects – men igen kan jeg ikke afsløre for meget. Jeg tror sagtens, at jeg kunne have illustreret anmeldelsen med en serie “stuerene” billeder fra filmen, og alligevel have vist den kvalmende atmosfære i den grumsede, gullige, beskidte Firefly-verden.

Selv om The Devil’s Rejects ikke byder på nye filmiske sensationer, er den fyldt med freeze frames, som giver én følelsen af at se på en tegneserie. De bruges heftigt i actionsekvenserne, og resten af fotograferingen mindede mig om MTV-stil. Visuelt er filmen, uanset ens holdning til handlingen og den stigende kvalme, aldrig stillestående at se på.

Nu hører jeg godt nok til den lille gruppe af mennesker, der mente at Pulp Fiction (1994) kun var ok underholdende på grund af Samuel L. Jacksons skuespil, men ikke følte mig særligt grundigt underholdt af hele voldsorgiescenariet. Nu er det også en uretfærdig sammenligning, men hvor Pulp Fiction i det mindste charmerer sig ind med humor midt i den klamme handling, skyder The Devil’s Rejects milevidt forbi. Humoren er for sparsom, men når den dukker op, virker den som et ivrigt – og i øvrigt vellykket – forsøg på at overgå andre klamme gysere.

Vellykket, men hul

Når jeg derfor må erklære The Devil’s Rejects for en vellykket gyser på nogle punkter (bizarre karakterer og skræmmeeffekten), er det i høj grad takket være de tilpas overspillende B-skuespillere, det allestedsnærværende element af gore, og kameraarbejdet. Filmelskere med hang til morderiske psykopater og kvalmefremkaldende scener vil sandsynligvis føle sig mere end perfekt underholdt. Jeg, derimod, er knap så overbevist af denne teknisk vellykkede, men underholdningsmæssigt hule gyser. Til gengæld er den skræmmende fra start til slut og ikke helt så forudsigelig, som man måske kunne forvente af genren.

The Devil’s Rejects er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

Anmeldt i nr. 32 | 13/06/2008

Stikord: Psykopater, Splat