The Devil’s Advocate

I 1997, hvor The Devil’s Advocate blev lavet, var den flittige og talentfulde komponist James Newton Howard i fuld gang med at klatre op ad karrierestigen i Hollywood. Siden da er han kommet meget længere, og hans karriere er næppe toppet endnu, for Howard synes at ride en popularitetsbølge, der går hånd i hånd med et stadigt mere raffineret filmmusikalsk udtryk.

Howard har aldrig været dårlig, men i takt med at han har fået flere og til stadighed større opgaver, er hans stil modnet. Hvis man vil forvisse sig om dette, kan man blot lytte til hans aldeles fremragende score til M. Night Shyamalans The Village (2004).

Orkestrering et varemærke

Musikken til The Devil’s Advocate er komponeret for en blanding af orkester, synthesizer og synth-kor med stedvis anvendelse af ægte kor og vokalsolist. Blandingen af orkester og synthesizere i forskellig afskygning er ganske karakteristisk for Howard, der har gjort denne kombination til et varemærke med scores som f.eks. Outbreak (1995) og Unbreakable (2000).

I The Devil’s Advocate anvender han synthesizerne på adskillige måder. Primært bruges de til at skabe en æterisk spøgelsesagtig stemning, især ved hjælp af synthkoret, som f.eks. i “Main Title” (nr. 2) og “Christabella” (nr. 7), men flere steder bruger han også nogle lette synth-beats.

Ikke tematisk drevet

Howard præsenterer adskillige mindre temaer og motiver i løbet af scoret. Der er ikke noget navngivet hovedtema, men det oftest gentagne tema er det, der høres første gang i “Lovemaking” (nr. 6), orkestreret for det symfoniske ensemble og kor med en smule anvendelse af synthesizere. Derudover er der et let pianodrevet motiv, der går igen et par gange, og som høres første gang i “Apartment Building” (nr. 8).

Selv om der er adskillige af disse mindre temaer i musikken, har man aldrig nogen klar fornemmelse af, at The Devil’s Advocate er et tematisk orienteret score, hvilket bl.a. skyldes, at temaerne er forholdsvis diskrete. En anden grund er, at der er en hel del utematisk underscore på skiven, og at musikken tilmed er præsenteret i en form, der gør albummet til en noget fragmenteret lytteoplevelse. Der er nemlig mange meget korte numre.

Ud af CD’ens 21 cues fra scoret er fire af dem under ét minut lange, og yderligere syv er under to minutter. Albummet præsenterer uden tvivl scoret meget trofast i den form, musikken er komponeret – dvs. som enkeltstående cues, skrevet til helt specifikke scener – men det har den bivirkning, at kun få af kompositionerne for alvor udvikler sig, og efterlader et varigt indtryk. Mange cues er overstået før man ved af det, og så er man videre med det næste.

Her havde det måske gjort CD’en til en bedre lytteoplevelse, hvis nogle cues diskret var redigeret sammen. Det er almindeligvis en ting, jeg ikke er vild med når jeg lytter til filmmusik, men i et tilfælde som The Devil’s Advocate, kunne det faktisk have fungeret godt.

Fungerer efter hensigten

Generelt må det dog siges, at også den utematiske del af musikken fungerer helt efter hensigten, og formidler en ofte uhyggelig atmosfære. Der er dog også smukke og blide numre, som f.eks. “Can’t Have Babies” (nr. 17) hvor Howard både anvender kor og solovokal.

Generelt er de bedste cues de, hvor komponisten har smurt tykt på og hvor orkestret for alvor får lov at folde sig ud. Her må især “Geddes/Weaver” (nr. 11) fremhæves; i dette cue suppleres orkester, kor, solovokal og synthesizere af kirkeorgel – med andre ord hele baduljen. Cuet kulminerer med en voldsom præsentation af ‘hovedtemaet’ inden det går over i en skummel rytmisk suspensedel og endelig afsluttes med et overvejende synthesizet soundscape. Samtidig med at det er ét af de bedste, er det også scorets længste cue.

Også de overvejende synthesizede cues fungerer af og til rigtig godt. Her er ét af de uhyggeligste helt klart “Baby” (nr. 12), hvor Howard supplerer lave og skumle strygere med barnegråd, der lige har været vredet i en synthesizer. Den i forvejen foruroligende blanding krydres med lidt spøgelsesagtig piano og et orkestercrescendo – naturligvis på det mest uhyggelige sted.

Utidige dialogstumper og sourcenumre

Desværre skæmmes albummet af to ting: Først og fremmest af nogle dialogstumper fra filmen, der dog heldigvis ligger som separate numre, og ikke er lagt ind over musikken, som det er set ved andre filmmusikudgivelser. Der er tre af disse dialogstumper, der ligger som nr. 1, 25 og 26, og dem anbefales det, at man springer over, for uden for filmens kontekst virker Pacinos overspil både manieret og pinlig.

Den anden ting, der er problematisk, er placeringen af to sourcenumre (diegetisk musik) midt blandt Howards originale filmmusik. Der er tale om nummeret “Rendevous” (nr. 5), et easy listening-agtigt pianojazznummer, fremført af Michael Lang, og en fremførsel af Bachs “Air on the G-String”, der ligger som nr. 20. De to numre bryder Howards score unødigt op, og de burde have været placeret til sidst hvis de overhovedet skulle med.

Bundsoligt håndværk

Der er med andre ord lidt af hvert på albummet med musik fra The Devil’s Advocate, og når man sidder tilbage med en let underlig fornemmelse efter at have lyttet til det, skyldes det nok især de mange korte cues, som berøver albummet pondus. For musikken er ellers hele vejen igennem meget solid, og som de, der har set The Devil’s Advocate, ved, passer den glimrende til filmen. Alt lige fra storbystemningen over gyserelementerne til de mere blide sekvenser i filmen, er godt underbygget af musikken.

Fans af James Newton Howard går næppe galt i byen ved at investere i musikken fra The Devil’s Advocate, så længe de gør sig det klart, at det hverken er komponistens mest karakterfulde eller bedste score. Lige som filmen er der tale om bundsolidt håndværk fra en mand, der kan sit kram, og det er faktisk heller ikke noget at kimse af.

Nummerliste:
1. Vanity (dialog fra filmen) (0:15)
2. Main Title (1:04)
3. New York (0:51)
4. Milton (0:59)
5. Rendevous * (3:40)
6. Lovemaking (3:34)
7. Christabella (1:10)
8. Apartment Building (0:49)
9. Barzoon (2:39)
10. Montage (1:02)
11. Geddes/Weaver (4:06)
12. Baby (1:57)
13. Finish the Story (2:02)
14. Time (2:00)
15. Cullen Gets Off (2:50)
16. Suicide (2:10)
17. Can’t Have Children (0:58)
18. Baka (1:22)
19. 57th Street (2:05)
20. Air On the G-String ** (4:31)
21. Church (2:36)
22. I Rest My Case (2:22)
23. Fire (1:29)
24. Ring (1:01)
25. Surprise (dialog fra filmen) (0:29)
26. Finale (dialog fra filmen) (1:46)

Total spilletid: 49:56

* Skrevet og fremført af Michel Lang
** Skrevet af Johann Sebastian Bach, fremført af Virgil Fox

Anmeldt i nr. 10 | 13/08/2006