Tårnene i Maury-Skoven: Slægtskrønike 1: Assunta

I 1994 afsluttede Hermann sin serie om den jordløse ridder Aymar de Bois-Maury, som vi som læsere havde fulgt gennem ti bind, mens ridderen i selskab med sin trofaste væbner Olivier, forsøgte at få samlet kapital nok til at vinde slægtens tabte jord tilbage.

Den eftertænksomme serie var kendetegnet ved en dybest set pessimistisk stemning af forfald og elendighed, som dog glimtvis blev lyst op at små øjeblikke fyldt med håb og heroisme. Set i forhold til Hermanns andre store serier, Bernard Prince og Jeremiah, må Tårnene i Maury-Skoven som middelalderserien hedder, regnes som den mest helstøbte.

Det skyldes først og fremmest, at serien formåede at opnå en fornemmelse af afsluttethed, noget Jeremiah eksempelvis formodentlig aldrig vil få. Samtidig var Tårnene i Maury-Skoven noget ganske andet end de nutidige, pseudopolitiske actionfortællinger, som man vel kender ham bedst for. Ikke desto mindre var det lidt af en overraskelse, da han valgte at fortsætte Tårnene i Maury-Skoven med en ny cyklus albums.

Ingen traditionel fortsættelse

Der er ikke tale om nogen fortsættelse i traditionel forstand, for de to serier har rent faktisk intet med hinanden at gøre. Eller i hvert fald kun meget lidt. Med den nye serie har Hermann nemlig sat sig for at udnytte slægten de Bois-Maury som ramme for en stribe albums, der står som punktnedslag i slægtens lange historie.

Derfor kaldes den nye serie da også en slægtskrønike, og som sådan er den hverken bundet af tid eller sted. Hvert album omhandler en eller flere skæbner i slægtens lange historie, nogle fra tiden før Aymar de Bois-Maury og nogle fra tiden efter.

Foregår 200 år senere

Netop det sidstnævnte er tilfældet med det første album, med titlen Assunta, der udkom i 1998. Scenen er henlagt til Sicilien, og tidsmæssigt befinder vi os i slutningen af 1200-tallet – altså godt og vel 200 år efter Aymar og Olivier rejste omkring på fromme og lykke. Hovedpersonen hedder imidlertid også Aymar de Bois-Maury – præcis som sin fjerne slægtning.

Aymar er draget til Sicilien for at tjene under hertugen af Anjou, der ligeledes er konge af Neapel og Sicilien. Formålet med rejsen er at støtte op om kongens usikre greb om øen, der har en befolkning, som bestemt ikke sætter pris på deres nye hersker. Der er oprør i luften, og derfor flokkes unge, franske adelssønner om at komme ned og vinde hæder i kamp mod de lokale oprørere.

Helt så let viser dette sig bare ikke at være, for da Aymar er ankommet til Palermo, opdager han, at byen er ved at rådne op i interne intriger ridderne iblandt, mens lokale forrædere lurer bag hvert gadehjørne.

Problematisk forelskelse

Sicilien er med andre ord en dødsfælde, der på ingen måde lever på til de romantiske forestillinger om noble sejre og ridderlig adfærd. Midt under en fest falder Aymars øjne på den smukke Assunta di Mancuso, hvis ære bliver skarpt bevogtet af hendes familie. Aymar forelsker sig øjeblikkeligt, og Assunta gør rent faktisk det samme.

Deres kærlighed står bare ikke under nogen lykkelig stjerne, for dels ønsker familien bestemt ikke noget forhold mellem den franske hvalp og deres sicilianske skønhed af en datter, dels får Aymar ikke lov at hvile længe i Palermo. Han bliver nemlig sendt på felttog mod oprørerne, der skjuler sig i vulkanen Etnas skygge. Derfor må han drage af sted, og snart stifter Aymar kendskab med krigens rædsler, og må efterhånden erkende, at han ikke længere ved, hvor hans loyaliteter ligger.

Vitalitet

Tematisk ligger Assunta klart i forlængelse af den oprindelige serie, og alle der har læst et par albums i denne vil genkende de moralske konflikter, den unge Aymar kommer ud i. Den helt store forskel er, at vi som læsere ved, at vi kun kommer til at følge persongalleriet i dette ene bind, og derfor ved man på forhånd, at hvad som helst kan ske.

Det føjer noget vitalitet til plottet, som ellers er, hvad man kunne kalde typisk Hermannsk. På den led bliver det også tydeligt, hvorfor han valgte at fortsætte serien i det nye format, for Hermann har her skabt sig en legeplads, hvor han frit kan gøre, som han vil, og fortælle historier, som det passer ham, uden at skulle tage stilling til et bærende persongalleri, der gerne skulle overleve til næste bind.

Naturligvis savner man som læser indledningsvist “den gamle” Aymar, men der går ikke ret mange sider, før man har glemt forbindelsen til den oprindelige serie. Assunta bliver et enkeltstående album uden egentlige referencer til tidligere albums, og historien fremstår da også derfor som et helt selvstændigt produkt.

Smukt album

Som album fungerer Assunta da også rigtig fint. Det er en brutal fortælling, fyldt med krig, blodige rædsler og kærlighed. Albummet fanger Hermann på det romantiske ben, men aldrig så det bliver kvalmt, og på sin vis understøtter setting og tematik hinanden helt uovertruffet. Man kan måske med fordel forestille sig albummet som en mellemting mellem en klassisk Hermann-tragedie om menneskelig dårskab og så Mario Puzos The Sicilian.

Grafisk er Assunta usædvanlig flot. Hermann var uden tvivl inspireret, da han gik i gang med arbejdet, og der er næppe nogen tvivl om, at albummet er smukkere end nogle af bindene i den gamle serie. Som sådan skiller Assunta sig dog ikke ud fra den stil, vi kender Hermann for i dag.

De enkelte frames er farvelagt med akvarel, præcis som han arbejder i alle sine albums nu om dage. Man må dog sige, at kombinationen af det tørre sicilianske landskab og middelalderstemningen klæder Hermann særdeles godt, og til alle, der savnede Tårnene i Maury-Skoven, er Assunta derfor et glædeligt gensyn.

Godt tænkt

Endnu er det svært at sige, hvad Slægtskrønikerne vil udvikle sig til. I skrivende stund er der udkommet tre bind i den nye serie, og det er ganske klart, at hvert album må vurderes for sig. At fortsætte Tårnene i Maury-Skoven i krønikeformen var særdeles godt tænkt af Hermann, for han har nu fået en hylde til den særlige type fortællinger, han fortæller gennem sit middelalderunivers, men nogen samlet serie er det ikke.

Hvert enkelt album kunne lige så godt være udgivet som solobind, hvilket dog uden tvivl ville være en økonomisk katastrofe, og man kommer nok heller ikke uden om, at navnet Tårnene i Maury-Skoven signalerer hvilken type historier, man kan forvente sig som læser. Skal man være helt nøjagtig, er det da også kun på dansk, at der refereres så direkte tilbage til de oprindelige albums, for den nye series franske originaltitel lyder nemlig kort og godt Bois-Maury, hverken mere eller mindre.

Svært ikke at være glad

Assunta og hele Slægtskrønike-idéen er, at dømme ud fra første bind, et solidt koncept, som burde glæde alle fans af den gamle serie. Det er naturligvis ikke det samme, men Hermann forsøger heller ikke at postulere den store sammenhæng. Det eneste han postulerer, er et tematisk slægtskab med de gamle albums, og det er fra den indfaldsvinkel, at man skal gå til den nye serie.

Det betyder også, at nye læsere uden videre kan gribe Assunta fra rodekassen, og læse albummet. Man kan for den sags skyld begynde med den tredje Slægtskrønike, for der er ikke nogen kronologi i de enkelte albums historier.

Som inkarneret Hermann-fan er det svært ikke at være glad for Assunta og det er da derfor også en stor fornøjelse, at Donovan Comics har fået fingre i rettighederne til serien efter Carlsen Comics stoppede udgivelsen efter blot de første to bind. Hermann er en stor mester, og han har fået sig en ny legeplads i slægtskrønikerne, som det helt sikkert kan betale sig at holde øje med.

Anmeldt i nr. 27 | 13/01/2008

Stikord: Middelalderen, Riddere, Spin-off