Sphere

Elliot Goldenthal er én af den slags komponister, der deler vandene: enten elsker man hans musik eller også hader man den. Goldenthal har sin helt egen lyd, der træder igennem dels i hans generelle kompositoriske stil, dels i orkestreringen, der ikke sjældent har blæserne som et meget fremtrædende element.

Når dette er sagt, så er Goldenthal også er meget alsidig komponist, der har leveret musik til både gysere (Pet Sematary, 1989), actionfilm (Demolition Man, 1993) og dramaer (Michael Collins, 1996). Et af hans bedste kendte scores er imidlertid nok Alien 3, og hvis man kan lide musikken fra Alien 3 vil Sphere også falde på et tørt sted.

Som snydt ud af næsen på Alien 3

For Sphere er langt hen ad vejen som snydt ud af næsen på Alien 3. Vi har de samme brutale blæserorkestreringer og rå crescendoer, men også de samme dystert lyriske og stedvist decideret smukke passager.

At Goldenthal godt har været klar over de stilistiske ligheder mellem Sphere og Alien 3 bekræftes da også af nummertitlerne. På albummet med musik fra Sphere har nr. 6 titlen ”Visit To A Wreckage” og nr. 14 har titlen ”Their Beast Within” – variationer af titler fra Alien 3, hvor de optræder som ”Visit To The Wreckage” og ”The Beast Within”. At Goldenthal har haft et vist glimt i øjet vidner titlen på nr. 13 dog tydeligst om: ”Manifest³” hedder den (med hævet 3-tal, ligesom titlen på Alien 3 ofte vises). Musikken er sig selv ikke metaagtig eller humoristisk. Der er nemlig tale om et iskoldt suspense- og horrorscore, der i høj grad tager sig selv seriøst.

Utematisk

Sphere er stort set helt utematisk. Der er et minimalt motiv på fem toner, der dukker op flere steder i løbet af albummet, men et decideret tema kan man næppe tale om. Det betyder, at der ikke er en tråd igennem musikken – på nær den generelle tone og så den helt umiskendelige orkestrering (foretaget af Goldenthal selv i samarbejde med hans faste orkestrator Robert Elhai).

Sphere er derfor et score, der bedst nydes på track-by-track basis, men har man først gjort sig det klart, er der faktisk tale om et virkelig stærkt score. Måske ikke helt så stærkt som Goldenthals kraftindsats på Alien 3, men det er tæt på.

To typer cues

Netop fordi Sphere ikke er tematisk orienteret er det også et meget svært score at formidle et fyldestgørende indtryk af uden at gå ind i en længere redegørelse for samtlige cues, hvilket jeg ikke vil gøre her. Helt generelt består albummet af to typer cues: lavstemte og atmosfæriske suspense-cues og højlydte action- og horrorcues.

Som eksempel på førstnævnte kan nævnes den iskolde ”Main Titles” (nr. 2) eller ”Sphere Discovery” – begge arrangeret med blæserne i forgrunden over et bagtæppe af strygere. ”Wave” (nr. 9) og ”Andante” (nr. 11) må fremhæves som de bedste eksempler. Begge er virkeligt smukke cues, men også helt umanerligt dystre. ”Wave” er en stor del af spilletiden orkestreret for træblæsere og lave strygere, mens ”Andante” er orkestreret for soloflygel over strygere.

I action-/horrorafdelingen er ”Water Snake” (nr. 7) et af højdepunkterne med sine atonale og huggende strygere og blæsere samt percussion, men også det hektiske ”Manifest3” (nr. 13) er et glimrende eksempel.

Stedvist bruger Goldenthal orkestret blandet med synthesizer således, at der snarere er tale om et soundscape end egentlig musik. Det gælder f.eks. store dele af ”Visit to a Wreckage” og begyndelsen af ”Manifest Fire” (nr. 12), og det er faktisk hamrende effektivt.

Todelt album

Generelt kan man konstatere, at første halvdel af Sphere-albummet hovedsageligt består af de mere stille og atmosfæriske cues, mens anden halvdel langt mere er orienteret omkring action og horror – selv om der naturligvis er undtagelser fra denne regel. Albummet begynder særligt at tage fart fra ”Water Snake” (nr. 7), og til og med ”Manifest Fire” (nr. 12) er der tale om en række særdeles stærke cues.

Det betyder ikke, at nr. 1-6 eller 13-14 er dårlige, men blot at det bedste materiale ligger midt på albummet. Her er der tale om en række virkeligt isnende uhyggelige og voldsomme cues, der bestemt ikke er for børn. Hvis man til gengæld er glad for Goldenthals rå kompositioner og brutale orkestrering, er det virkelig glimrende, men det er ikke musik, man sætter på, når man skal have besøg af venner eller familie.

Godt genrescore

Sphere er et virkelig godt score inden for sin genre. Det har den samme brutalitet og in your face-attitude som Alien 3, selv om Sphere efter min mening ikke helt holder den samme høje kvalitet som Alien 3. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at det er ret tæt på, og lighederne med Alien 3 betyder også, at Sphere er et score, man skal sætte sig ned og lytte til for at kunne værdsætte alle dets kvaliteter. Har man tålmodigheden til det, lønner det sig, og Sphere er ét af den slags scores, det er nærmest umuligt ikke at være bare lidt imponeret af.

Nummerliste:
1. Pandora’s Fanfare (1:16)
2. Main Titles (2:48)
3. Event Entry 6-21-43 (0:53)
4. The Gift (1:41)
5. Sphere Discovery (2:07)
6. Visit To A Wreckage (1:57)
7. Water Snake (2:36)
8. Terror Adagio (3:24)
9. Wave (3:17)
10. Fear Retrieval (3:47)
11. Andante (2:20)
12. Manifest Fire (3:48)
13. Manifest3 (3:47)
14. Their Beast Within (1.43)

Total spilletid: 35:24

Anmeldt i nr. 49 | 13/11/2009

Stikord: Filmatisering, Havet, Kæmpemonstre, Michael Crichton, Rumskibe