Skygger

Jeg vil tillade mig at begynde denne anmeldelse med en personlig anekdote. Vi skal tilbage til februar måned 2014.

Det er vinterferie, og jeg har lige skrevet under på min første lejlighed. Jeg er i fuld færd med at pakke mit værelse ned, klar til hvad voksenlivet måtte byde, da jeg med ét kommer i tanke om noget. Noget meget vigtigt, som jeg har glemt.

Jeg ser mig undrende omkring. Det hele er pakket ned. Mit tøj, min filmsamling, og (det vigtigste!!!) bøgerne.

Jeg åbner flyttekassen og ser ned på de mange bogrygge. Dennis Jürgensen, Stephen King, Tolkien og et hav af Dragonlance-bøger er pakket ned med den største forsigtighed. Men der var én forfatter, som jeg havde glemt.

Forfatteren hed Dean R. Koontz, og hvis sandheden skal frem her mange år efter, så tilhørte Koontz-bøgerne slet ikke mig, men mine forældre.

Uden deres viden, ret naivt set i bakspejlet, prøvede jeg at smugle bøgerne med mig under flytningen. Men så nemt var det selvfølgelig ikke. For det siger sig selv, at jeg blev opdaget.

Først forventede jeg skældud, en sidste reprimande fra forældrene. Men sådan blev det slet ikke. De grinede og sagde, at hvis de bøger betød så meget for mig, så måtte jeg få dem som en flytte-hjemmefra-gave.

Min dag var reddet, og de kommende uger kunne jeg ikke lade være med at smile af mine kammerater, der fik ting som gryder, kaffemaskiner, elkedler og andre køkkensager af familien. Ting som de, vel at mærke, dårligt anede, hvordan man brugte.

Men jeg var lykkelig. Klar til at rykke ud i verden med en af mine yndlingsforfattere under armen.

En fed præmis

“Skriget var kort og kom langt fra. Det var en kvindes skrig. Vicesherif Paul Henderson så op fra sin avis, spidsede ører og lyttede ud i den stille nat.”

Således begynder historien om de to søstre, Jenny og Lisa, der efter et stykke tid vender hjem til byen Snowfield, der er beliggende ved foden af en række bjerge.

Jenny er byens respekterede læge, der har hentet sin lillesøster, der har oplevet et voldsomt traume. De ankommer roligt til byen, men bemærker straks, hvor stille den er.

Alle indbyggere er forsvundet, og inden længe finder de to piger de første lig, og det går op for dem, at de er afskåret fra omverdenen. Samtlige telefoner er afbrudt, men det lykkedes dog for dem at tilkalde hjælp under ledelse af politimanden Bryce Henderson.

Efter længere tids efterforskning står det klart for gruppen, at de ikke er alene. Nogen lytter med på telefonerne, og mystiske lyde og skygger dukker op overalt.

Dean R. Koontz VS. Dean Koontz

Nu tænker du sikkert, kære læser, at det da var en underlig overskrift. Men bare rolig, forklaring følger.

I 1970’erne og starten af 80’erne var Dean R. Koontz ikke nogen særlig anerkendt forfatter. Han forsøgte sig ud i diverse genrer såsom science fiction, erotik og thrillers, hvoraf mange blev skrevet under pseudonym.

Men Koontz forsøgte sig naturligvis også med gysere, og især dér modtog han stor kritik, blandt andet fordi hans romaner var blodige og slibrige i stil med forfattere som Richard Laymon og Shaun Hutson. Med andre ord: pulp når det var værst.

Men Koontz nægtede at lade sig slå ud og fortsatte derfor sin ivrige produktion af gyserromaner, der alle modtog mere eller mindre dårlig kritik.

Men til sidst skete det så, nærmere betegnet i 1980, hvor Dean R. Koontz opnåede succesen med sit arbejde. Romanen hed Sælsom hvisken (Whispers) og kan betegnes som det, vi i dag kalder for en seriemorder-gyser.

Bogen røg tværs over boghandlerdiskene, den kom på toppen af samtlige bestsellerlister, og inden længe fulgte filmatiseringen.

Det blev startskuddet på Koontz’ karriere og hurtigt fulgte romaner som Stemmer i natten (The Voice of the Night, 1980), Eksperimentet (Watchers, 1987), Lynet slår ned (Lightning, 1988) og Dragens tåre (Dragon Tears, 1993).

Alle var titler, der var med til at cementere Dean R. Koontz som gysets mester på samme niveau som Stephen King. Men sådan skulle det ikke fortsætte.

For efterhånden som Koontz blev ældre, og gys ikke længere var den populære genre indenfor litteratur, den havde været i 1980’erne, begav Koontz sig over mod den mere populære metervarelitteratur og skrev en række krimier og thrillere, der alle virker enormt ensformige.

Bare for at nævne et par eksempler: For det første medvirker der altid en hund i en vigtig rolle. For det andet, så består hovedpersonerne hovedsageligt af en overdrevet smuk kvinde samt en overdrevet smuk mand. De to mødes, og det er naturligvis kærlighed ved første blik.

For det tredje, så er Koontz åbenbart af den overbevisning, at heltene altid skal vinde, hvilket de bestemt også gør i næsten alle nye romaner.

Med andre ord, så er der ikke noget på spil i hans senere udgivelser. Dean R. Koontz, en af de sejeste forfattere i branchen, havde mistet sine hugtænder, og den mere trivielle og ret kedsommelige Dean Koontz blev født.

Det perfekte sted at starte

Dean R. Koontz (som jeg stadig insisterer på at kalde ham) er uden tvivl en forfatter, der let kan udsættes for spot og hån.

Men hans ældre udgivelser (fra 1980-1990) holder altså stadig, så hvis I ikke har fået læst Koontz, men meget gerne vil i gang, så vil jeg varmt anbefale, at I får læst Skygger.

Anmeldt i nr. 213 | 13/08/2023