Saga vol. 5

Vi fortsætter, hvor vi stoppede i bind 4. Vores helte er splittet op. Marko danner en absurd alliance med Prins Robot IV, da de begge søger efter deres børn. Markos elskede Alana er sammen med deres datter Hazel, hele historiens fortæller, og der er rumskibe og masser af andet gøgl.

Derudover følger vi en tredje fraktion, der er på jagt efter noget sperm fra en drage! Det er det klassiske skønne mix mellem science fiction og fantasy, som en hr. George Lucas for alvor gjorde populært tilbage i slutningen af 1977’erne.

Metakløgtighed og klask den fede røv

Så handlingen i dette femte bind kan godt betegnes som urolig, uden at det betyder rodet. Slet ikke. De forskellige handlingstråde spiller godt sammen, og Hazels satiriske fortællerstemme binder det hele sammen, ofte med en herlig metakløgtighed. Som her hvor Hazel kommenterer på trioen der jagter dragespermen:

“Spoiler: Hun og hendes kammerater ender med at finde det, de leder efter… men med langt større omkostninger, end de havde regnet med.”

Der er naturligvis også plads til masser af action, vilde jagtscener og heltemod. Og heldigvis er der også plads til sex, som på en måde også er seriens måde at hive de vilde idéer ned på jorden.

Her fra en flashbacksekvens (som Marko har mens han er på et trip, da han har taget stoffer), hvor Marko står nøgen bag den ligeledes nøgne og gravide Alana:

Alana: “Kom, riv mig i håret. Klask den fede røv.”
Marko: “Skat, jeg… kan ikke. Og din bagdel er perfekt.”
Alana: “Hvis du kan lide at se to planeter støde sammen, måske. Klap nu i og giv mig, hvad jeg trænger til.”

Ikke romantisk og poetisk (jo, måske poetisk), men meget menneskeligt, selvom det ikke er to mennesker, der snakker sammen. Sidebemærkning: Igen vil jeg opfordrer til, at man investerer i de danske udgaver, der er formidabelt oversat, i hardcover og trykt på lækkert papir.

Seriøst er kodeordet

Der er mange grunde til, at Saga, her i bind 5, stadig føles frisk og ægte. At den stadig underholder og overrasker. For mig er den vigtigste grund, at serien tager sig selv og læseren seriøst. Det kan lyde absurd når man tænker over plottet, over de mange detaljer. Men det er netop den følelse, man sidder tilbage med.

Når jeg siger “seriøst” mener jeg det ikke i form af højstemt drama, hvor livets store spørgsmål udfordres. Nej, jeg mener i forhold til det gennemtænkte plot, det veludførte genremix og de flotte tegninger.

Vaughan som forfatter og Staples som tegner har skabt en helhed, et samlet udtryk, og når vi om 50 år kigger tilbage i tiden, vil Saga står som et monument over den tegneserietype, som blev skabt af dem, der voksede op med postmodernismen.

Forskellen på et værk som Saga og mange værker fra postmodernismen (og så skal jeg nok lade være med at bruge det ord mere i denne anmeldelse) er, at Saga formår at have alle de spøjse referencer, alle de vilde detaljer, og samtidig bevarer den et klart fokus på den store fortælling.

Jeg skrev før, at jeg med “seriøst” ikke mente et højstemt drama om livets store spørgsmål, men det sjove ved Saga er rent faktisk, at netop de store spørgsmål i livet behandles på en ny og frisk måde.

Langt ude i verdensrummet, blandt mystiske racer og store krige, er essensen faktisk kærligheden, det at være forældre og det at være et barn.

Ægte og levende

Man kan så spørge, hvorfor man skal helt derud, bruge så meget krudt på settingen og skabningerne for at fortælle en ret klassisk historie?

Svaret er igen gemt i ordet “seriøst”. For netop ved at gøre det anderledes, ved at udfordre de forskellige genrer på en seriøs måde, formår makkerparret Vaughan/Staples at få en gammelkendt fortælling til at fremstå ægte og levende.

Vi glæder os til næste bind i serien.

Saga vol. 5 er venligst stillet til rådighed af G. Floy Studio.

Anmeldt i nr. 138 | 13/04/2017