Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Rogue One

Rogue One
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Michael Giacchinos score til Rogue One er en mindre åbenbaring og uden tvivl ét af de fineste Hollywood-scores fra sidste år.

Rogue OneDa Disney i 2012 købte Lucasfilm og kort efter meddelte, at selskabet havde til sinde ikke bare at færdiggøre George Lucas’ vision om tre trilogier i den primære Star Wars-saga, men også at lave enkeltstående film i universet, meldte der sig mange spørgsmål.

For filmmusikentusiaster var ét af de første spørgsmål, om John Williams mon ville vende tilbage og komponere musikken.

Der skulle gå en rum tid, inden vi fik svaret på det spørgsmål, men indtil da var alle muligheder åbne. Potentielle komponister blev debatteret livligt, og ét af de navne, der blev nævnt igen og igen var Michael Giacchino.

I John Williams’ fodspor

Giacchino havde indledt karrieren med at komponere musik til computer- og konsolspil, og her havde han blandt andet vist sig som en mere en habil John Williams-imitator med sine fine scores til de første fire spil i Medal of Honor-serien (1999-2002). Siden er han blevet én af Hollywoods fineste komponister af symfonisk filmmusik.

Da J.J. Abrams blev afsløret som instruktør af den første nye Star Wars-film, The Force Awakens (2015), mente de fleste, at trolden nu måtte være ude af æsken: Giacchino havde været Abrams’ faste komponist lige siden Abrams slog igennem med tv-serien Alias (2001-06), så det lå lige for, at Giacchino nu skulle træde i John Williams’ fodspor.

Men så kom det overraskende budskab: Maestroen ville vende tilbage og komponere musikken til de nye film i trilogien. Og da Gareth Edwards afslørede navnet på komponisten til den første spin-off-film, Rogue One, var det franskmanden Alexandre Desplat, der stod til at svinge taktstokken.

Det var vi faktisk mange, der så frem til. Desplat havde leveret et kick-ass score til Edwards’ Godzilla (2014) og er i øvrigt én anden af de fineste komponister af symfonisk filmmusik, der arbejder i dag.

De fleste – herunder Planet Pulps egen Jesper Hansen – var dog af den overbevisning, at Giacchinos dag nok skulle komme, og at det var uundgåeligt, at han på et tidspunkt ville komponere et Star Wars-score.

Det skulle vise sig at blive tilfældet tidligere end mange nok havde forestillet sig, for de meget omtalte problemer, Rogue One løb ind i, førte til en forlænget post production-periode. Det betød, at Desplat ikke længere kunne nå at komponere musikken, da han havde andre engagementer.

Og så ringede Michael Giacchinos telefon…

Giacchino endte med kun at have fire og en halv uge til at komponere scoret til Rogue One. Med tanke på det, er det et vildt imponerende score, han endte med at levere.

Meget er anderledes

Meget er anderledes i Rogue One, sammenlignet med de Star Wars-film, vi har set indtil nu. Godt nok åbner filmen med den berømte ”A long time ago in a galaxy far, far away….”, men der er ingen opening crawl – altså den velkendte gule rulletekst, der forsvinder ud i horisonten eller intetheden, som det vel må være i rummet.

Efter ”A long time ago”-teksten, går filmen i gang med det samme, hvilket betyder, at der også rent musikalsk trædes nye stier: Rogue One indledes ikke med Star Wars-hovedtemaet. Ja, faktisk høres hovedtemaet næsten slet ikke i løbet af filmen. På nær en meget kort og flygtig optræden høres hovedtemaet først under rulleteksterne.

Den uvante åbning er naturligvis kun den første i en hel række af ting, der er anderledes ved scoret til Rogue One. Alt andet ville også være mærkeligt, når nu komponisten ikke hedder John Williams.

Og nu vi er ved Williams: Det er naturligvis umuligt ikke at foretage visse sammenligninger med Williams’ musik, særligt når Rogue One er det første score til en Star Wars-film, der ikke er komponeret af Williams.

Godt nok er der andre scores indenfor Star Wars-universet, der er komponeret af andre – bl.a. Joel McNeelys fine score, der blev komponeret som supplement til Star Wars-romanen Shadows of the Empire (1996) og Kevin Kiners musik til den animerede Clone Wars-film (2008). Men hvad live action-filmene angår, er Giacchino den første, der skulle forsøge at træde i Williams’ sted.

Derfor er visse sammenligninger uundgåelige, men det ville være at gøre sig selv en bjørnetjeneste kun at anskue Rogue One i sammenligning med Williams’ scores, og det ville derudover også være urimeligt overfor Giacchino.

Tilnærmer sig John Williams’ lyd og stil

Rogue One-scoret er et stort symfonisk score i bedste Hollywood-tradition, og det følger naturligvis også Williams’ faste konvention med at komponere med brugen af ledemotiver og temaer.

Derudover bemærker man med det samme to ting: Lyden er umiskendeligt Star Wars, og scoret er umiskendeligt Giacchinos eget. Det er to meget væsentlige ting: Hvis Giacchino havde afveget for meget fra den lyd, vi kender som Star Wars, ville det have medført en fremmedgørelse af publikum.

Omvendt ville det også have været mærkeligt, hvis Giacchino havde sat alt ind på at lyde præcis som John Williams. Det ville have gjort Rogue One til en mærkelig, uselvstændig klon af de ældre scores.

På dybt imponerende vis lykkes det imidlertid for Giacchino både at tilnærme sig John Williams’ lyd og stil uden at tabe sig selv i processen.

Måden, han gør det på, ligger ikke så meget i gentagelsen af Williams’ kendte temaer – om end de naturligvis er der i et vist mål – som den ligger i den tekniske tilgang til musikken.

På meget omhyggelig vis bruger Giacchino nogle af de samme teknikker og kompositoriske tilgange, Williams brugte i de tre originale Star Wars-scores. Det er f.eks. bestemte harmoniske progressioner, bestemte orkestreringer, bestemte rytmikker og bestemte måder at bruge og/eller sammensætte forskellige instrumenter på. Alle er det elementer, der på subtil vis spejler musikken fra A New Hope (1977), The Empire Strikes Back (1980) og Return of the Jedi (1983).

For at opnå en orkestrering, der lå tæt op ad den fra de originale Star Wars-film, arbejdede Giacchino og hans team sammen med John Williams’ mangeårige samarbejdspartner William Ross (der da også er krediteret som orkestrator) og ved at studere Herbert Spencers orkestreringer. Spencer, der døde i 1992, var i mange år John Williams’ faste orkestrator, bl.a. på de tre første Star Wars-film.

Denne særlige “Williams”-lyd, der altså skyldes en blanding af Giacchinos kompositioner og den måde, de er orkestreret på, gennemsyrer Rogue One-scoret fra start til slut, selvom der er visse cues, hvor den er tydeligere end andre.

Mest udpræget er den i cues som ”Confrontation on Eadu” (nr. 9) – særligt den midterste, mest actionfyldte del af cuet – og ”AT-ACT Assault” (nr. 15). ”AT-ACT Assault” er gennemsyret af Williams-lyden – læg særligt mærke til slagtøjsbehandlingen – og vi får faktisk også en kort fremførsel af ét af Hoth-motiverne fra The Empire Strikes Back.

Helt generelt er det ret imponerende, hvor tæt Giacchino og hans team af orkestratorer kommer på Williams’ lyd i Rogue One, men som sagt betyder det ikke, at Giacchinos egen stemme som komponist går tabt. Man er aldrig i tvivl om, at det er Giacchino, der har komponeret scoret.

Den centrale ostinato i ”Jedha City Ambush” (nr. 7) er f.eks. rendyrket Giacchino, og den følelsesladede midtersektion af ”Stardust” (nr. 8) er komponeret i samme stil som nogle af Giacchinos bedste cues fra tv-serien Lost (2004-2010). Og det er blot to ud af mange eksempler.

Gamle temaer

Foruden at have approksimeret John Williams’ lyd, genbruger Giacchino også en håndfuld af Williams’ temaer og motiver fra de originale Star Wars-scores. Jeg har allerede nævnt, at Giacchino fletter et af motiverne fra slaget om Hoth ind i ”AT-ACT Assault”-cuet, men det er ekstremt kortvarigt og et eksempel på subtil brug af originalt Williams-materiale.

Der en naturligvis også en del mere åbenbare eksempler på brug af Williams’ temaer. Force-temaet, der vel må anses som ét af de mest gennemgående temaer i serien, anvendes en håndfuld gange, bl.a. i ”Trust Goes Both Ways” (nr. 4) og ”Scrambling the Rebel Fleet” (nr. 14).

Prinsesse Leias tema høres ganske flygtigt ved 1:52 i ”Rogue One” (nr. 12), mens selve hovedtemaet høres – tilsvarende flygtigt – ved 1:07 i ”Scrambling the Rebel Fleet”. Den berømte ”Rebel Fanfare” dukker også op nogle gange, mest tydeligt i ”AT-ACT Assault”.

Det vel nok mest ikoniske Star Wars-tema af dem alle – ”The Imperial March” – høres i både ”Krennic’s Aspirations” (nr. 10) og ”Hope” (nr. 18). Og i slutningen af ”Hope” bruger Giacchino også den rytmiske ostinato – med ”The Rebel Fanfare” – fra ”Rebel Blockade Runner”-cuet i A New Hope.

Og så er der et par ekstremt flygtige anvendelser af de to centrale Imperie-motiver fra A New Hope, dels det generelle Imperie-motiv, der dukker op ved 1:37 i ”Krennic’s Aspirations”, dels Dødsstjerne-motivet, der dukker op ved 0:16 i ”When Has Become Now” (nr. 5).

Egentlig kunne man godt have ønsket, at Giacchino brugte Imperie-motivet og Dødsstjerne-motivet konsekvent gennem scoret, særligt sidstnævnte, da Dødsstjernen immervæk spiller en ret væsentlig rolle i filmen og ses adskillige gange. Det er ét af de få kritikpunkter, jeg har ved Giacchinos brug af Williams’ temaer i Rogue One.

Fem nye temaer

Selvom Giacchino bruger en del temaer og motiver fra Williams’ scores, er hovedparten af musikken naturligvis helt nyt og originalt, inklusive de bærende temaer.

Giacchino leverer hele fem nye temaer i Rogue One og dertil kommer enkelte tilbagevendende motiver foruden nogle tematiske idéer, der kun findes i et enkelt cue.

Det absolut bærende tema for filmen er Jyn Ersos tema. Det er struktureret omkring to fraser på henholdsvis seks og ti toner, med den første af fraserne som den helt centrale, der ofte står alene. Jyns tema er på én gang afdæmpet heroisk og følelsesladet, hvilket giver Giacchino rig lejlighed til at variere det undervejs og bruge det i forskellige kontekster.

Jyns tema dukker første gang op i anden halvdel af ”Here’s Here For Us” (nr. 1) og høres første gang i sin fuldt udviklede form henimod slutningen af ”A Long Ride Ahead” (nr. 2). Men temaet er som sagt det absolut centrale i scoret og høres mange gange undervejs.

Jyns tema er rigtig fint, uden at det hører til blandt Giacchinos allerbedste. Som ankerpunkt for scoret fungerer det imidlertid rigtig fint, og Giacchino får meget ud af det undervejs. Da vi når frem til ”Your Father Would Be Proud” (nr. 17) – der med orkester og stort kor spiller på selvopofrelsen – formår Giacchino endda at gøre temaet kuldegysende smukt.

Håb

Der er også et sekundært tema, associeret med Jyn og rebellerne. Det er det såkaldte Håb-tema, der første gang høres lige ved slutningen af ”A Long Ride Ahead”. Her er der tale om et rigtigt heroisk, fanfarepræget tema, som Giacchino gerne måtte have udviklet noget mere på, for det er nemlig rigtig flot og ørehængende.

Håb-temaet har de to første toner til fælles med Star Wars-hovedtemaet, hvilket selvfølgelig ikke er tilfældigt. Star Wars-hovedtemaet er jo samtidig Luke Skywalkers tema, og Luke Skywalker er jo netop det nye håb i A New Hope.

Man kan godt ærgre sig lidt over, at Håb-temaet bruges så sparsomt, som det gør i løbet af scoret. Det får maksimalt en håndfuld korte optrædener, og det er synd.

Et sidste tema, der er associeret med filmens ”good guys” er Guardians of the Whills-temaet, der i filmen er associeret med de to Guardians, Chirrut Îmwe og Baze Malbus – nok primært førstnævnte. På albummet høres det, foruden i sit koncertarrangement, kun en enkelt gang, i ”The Master Switch” (nr. 16) fra omkring 2:27-2:45.

Guardians-temaet er ganske fremragende og i øvrigt nært beslægtet med Williams’ Force-tema, hvilket ikke er overraskende al den stund at The Guardians of the Whills er nært knyttet til Kyber-templet på Jedha.

Heldigvis får vi en fuld fremførsel af Guardians-temaet i ”Guardians of the Whills Suite” (nr. 21), for temaets fravær i det udvalg af cues, der høres på albummet grænser til det kriminelle.

To temaer for Imperiet

Filmens skurke får også hele to temaer (foruden ”The Imperial March”, der i Rogue One udelukkende er associeret med Darth Vader): Ét der synes associeret med Imperiet mere generelt og ét, der primært associeres med filmens hovedskurk, Orson Krennic.

Det primære Imperie-tema i Rogue One er tydeligvis et riff over Williams’ ”Imperial March”. Ikke bare er det en march; også i tonalitet er der stærke mindelser. Det er dristigt af Giacchino at gå Williams så tydeligt i bedene, men faktisk mener jeg, han slipper ganske godt om ved det.

Imperie-temaet, der første gang høres i starten af ”When Has Become Now” er afsindigt ørehængende og vel nok det bedste af Giacchinos temaer i Rogue One.

Orson Krennics tema er ikke meget ringere. Det dukker første gang op ved 0:35 i ”Here’s Here For Us” og kommer så i øvrigt løbende gennem filmen, når Krennic er på færde. I ”The Imperial Suite” (nr. 20), koncertarrangementet af Imperie-temaerne, fungerer Krennics tema som et slags B-tema til Imperie-temaets A-tema, men faktisk er det Krennics tema, der høres oftest i løbet af selve scoret.

Mange virkeligt gode cues

Giacchino har altså sørget for at have tematisk materiale nok at arbejde med, men det betyder heldigvis ikke, at den musik, som temaerne er flettet ind i, er dårlig. Der er mange virkeligt gode cues undervejs – og ikke kun action- og suspensemusikken, som ellers, naturligt nok, er det, der dominerer.

Den første håndfuld cues er en solid blanding af suspense, action og præsentationer af nogle af de væsentligste temaer. Der er snigende suspense i både “Trust Goes Both Ways” og “When Has Become Now”, mens den virkeligt glimrende “Jedha Arrival” (nr. 6) byder på suspensemusik af den mere muskuløse variant.

Fra og med “Jedha City Ambush” (nr. 7) går scoret – som filmen – generelt op i tempo, her med et uptempo og karakteristisk dynamisk Giacchino-actioncue. Det er good stuff!

Efter et kort afbræk med den følelsesladede og ekstremt smukke “Star-dust” går det for alvor løs med “Confrontation on Eadu”, der i løbet af sine lidt over otte minutter skifter mellem intens suspense og balls to the walls-actionmusik. Mere good stuff!

Herefter får vi igen et lille afbræk med “Krennic’s Aspirations” – som sagt med “The Imperial March” i al sin magt og vælde – og den smukke “Rebellions Are Built on Hope”.

Med det rytmiske actionsuspense-cue “Rogue One” introducerer Giacchino et fint motiv, der desværre kun optræder i dette ene cue. Cuet minder i sin marchstruktur ikke så lidt om “March of the Resistance”-cuet fra Williams’ score til The Force Awakens.

Herefter er det suspense og action næsten til det sidste. “Cargo Shuttle SW-0608” (nr. 13) er et glimrende suspensecue, mens “Scrambling the Rebel Fleet” indleder med suspense, inden det går over i uptempo actionmusik.

“AT-ACT Assault” og “The Master Switch” er begge hentet fra filmens afsluttende actionscener på og over planeten Scarif. “AT-ACT Assault” har allerede været omtalt tidligere og det fremragende actioncue er ét af scorets absolutte højdepunkter.

“The Master Switch” er også et højdepunkt – med en konstant intensiverende stemning i første halvdel, der giver plads til den smukt tragiske fremførsel af Guardians of the Whills-temaet i anden del.

Det forløsende “Your Father Would Be Proud” er som antydet tidligere scorets følelsesmæssige klimaks og også ét af de smukkeste cues i scoret. Efter en forholdsvis stille indledning, trækker Giacchino alle stopklodser ud under den afsluttende fremførsel af Jyns tema, hvor orkestret får følgeskab af stort kor.

“Hope” er den afsluttende koda fra scenen, hvor Darth Vader viser, hvorfor han ikke er at spøge med. Den ekstremt dramatiske brug af orkester og kor giver visse mindelser om Williams’ brug af kor i musikken til Revenge of the Sith (2005), særligt “Battle of the Heroes”.

“Hope”-cuet slutter med brugen af den rytmiske ostinato fra “Rebel Blockade Runner”-cuet fra A New Hope og en fremførsel af Force-temaet, der i filmen fører direkte ind i end credits-fremførslen af hovedtemaet, som vi desværre ikke får med her.

En del musik mangler

Fraregnet de tre koncertarrangementer, der lukker albummet, er der omkring 58 minutter score på albummet. Det betyder, at der må være i hvert fald en god 20-30 minutter score, der ikke kom med, og der gemmer der sig nogle gode ting her.

Jeg savner i høj grad den afsluttende fremførsel af Star Wars-hovedtemaet, som der faktisk godt kunne være plads til på albummet, men derudover er der bl.a. en del væsentlig musik fra både Eadu-sekvensen og Slaget om Scarif, der er udeladt af pladshensyn.

Her kan man kun håbe, at Disney på et tidspunkt udgiver det komplette score, og mon ikke også det nok skal ske på et tidspunkt.

Dybt imponerende

Rogue One er en dybt imponerende bedrift fra Michael Giacchinos side. Hans actionmusik er måske ikke så godt som John Williams’ – men det er der ikke rigtig noget der er – og det er som tidligere nævnt ærgerligt, at han ikke er mere konsekvent i sin brug af nogle af Williams’ oprindelige motiver fra A New Hope, særligt Imperie-motivet og Dødsstjerne-motivet.

Samtidig er ingen af Giacchinos temaer helt så stærke, som nogen af Williams’ fra tidligere Star Wars-film – men igen: det er der meget få, der er – og for nogen vil særligt Giacchinos primære Imperie-tema stå som en lidt nem kopi af “The Imperial March”.

Når det er sagt, så kan man ikke andet end være dybt imponeret over, hvor omhyggelig Giacchino har været med at tilnærme sin lyd til Williams’, uden at hans egen stemme som komponist gik tabt i processen.

Jeg har svært ved at forestille mig andre komponister, der med samme omhu ville have emuleret John Williams, og Giacchinos brug af Williams’ oprindelige materiale sker med en tydelig kærlighed og stor respekt for materialet.

Selvom jeg faktisk glædede mig til at høre Alexandre Desplats score til Rogue One, må jeg sige, at jeg er glad for, at Michael Giacchino endte med at få opgaven.

Og så kan man bare håbe, at Kathleen Kennedy er klog nok til at holde fast i Giacchino som komponist på de kommende “A Star Wars Story”-film, så vi ikke ender i samme situation som med Marvels superheltefilm, der totalt mangler musikalsk kontinuitet, fordi der har været en ny komponist på næsten hver eneste film.

Michael Giacchinos score til Rogue One er en mindre åbenbaring og uden tvivl ét af de fineste Hollywood-scores fra sidste år. Hvis Giacchino bliver fast komponist på de fremtidige spin-offs, er John Williams’ arv i gode hænder.

5 stjerner

Nummerliste:
1. He’s Here For Us (3:21)
2. A Long Ride Ahead (3:57)
3. Wobani Imperial Labor Camp (0:57)
4. Trust Goes Both Ways (2:47)
5. When Has Become Now (2:00)
6. Jedha Arrival (2:49)
7. Jedha City Ambush (2:21)
8. Star-Dust (3:49)
9. Confrontation on Eadu (8:06)
10. Krennic’s Aspirations (4:17)
11. Rebellions Are Built On Hope (2:57)
12. Rogue One (2:05)
13. Cargo Shuttle SW-0608 (4:01)
14. Scrambling the Rebel Fleet (1:34)
15. AT-ACT Assault (2:56)
16. The Master Switch (4:04)
17. Your Father Would Be Proud (4:53)
18. Hope (1:40)
19. Jyn Erso & Hope Suite (5:53)
20. The Imperial Suite (2:31)
21. Guardians of the Whills Suite (2:52)

Total spilletid: 69:50

Titel: Rogue One
Komponeret af: Michael Giacchino
Dirigeret af: Tim Simonec
Orkestrering: Bill Ross, Brad Dechter, Tim Simonec, Jeff Kryka, Chris Tilton
Komponeret: 2016
Udgivet: 2016
Label: Walt Disney Records

Anmeldt i nr. 135 | 13/01/2017

Stikord: Star Wars

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *