Renegades

Lidt over et år efter, at Rage Against the Machine havde udsendt deres tredje studiealbum The Battle of Los Angeles (1999) udkom Renegades, der skulle vise sig at blive bandets sidste album. Allerede et par måneder, inden albummet udkom, var bandet gået i opløsning.

I modsætning til de tre foregående albums, består Renegades ikke af originale RATM-kompositioner, men udelukkende af coverversioner af numre fra en række forskellige kunstnere. Heraf en del rappere og rapgrupper såsom Volume 10, MC5 og Cypress Hill, men også kunstnere som Bruce Springsteen, The Rolling Stones og Bob Dylan.

Blytunge riffs

Renegades er på alle måder et Rage Against the Machine-album. Til trods for, at de 12 skæringer kommer fra vidt forskellige kunstnere, har de fået en grundig overhaling i RATM-maskinen, så man aldrig et øjeblik er i tvivl om, hvilket band man lytter til.

Det skulle da lige være nr. 5, “Beautiful World”, der oprindelig er skrevet af bandet Devo, og som skiller sig ud fra de øvrige skæringer ved, at forsanger Zack de la Rocha her rent faktisk synger i stedet for at rappe. Lad det bare være sagt, at de la Rocha er en bedre rapper end sanger, og den afdæmpede “Beautiful World” står som én af albummets svageste numre.

Til gengæld er der virkelig tryk på resten af pladen. Den åbner med “Microphone Fiend”, oprindelig af den New York-baserede rapduo Eric B. & Rakim. RATM giver det oprindelige, ret minimalistiske west coast-track, et fængende, underliggende guitarriff, men holder derudover nummeret ret simpelt. Et superfedt track i både den oprindelige udgave og RATM-fortolkningen.

Den Los Angeles-baserede rapper Volume 10’s “Pistol Grip Pump” (nr. 2) får nogenlunde samme behandling – med et blytungt, underliggende riff, men derudover ret enkelt. Her er RATM-udgaven dog klart federe end den oprindelige.

Rockbandet MC5’s protopunk-track “Kick Out The Jams” fra 1969 får en meget loyal fortolkning i RATM-udgaven (nr. 3), og det ekstremt energiske track står som ét af albummets tidlige højdepunkter. Også her er der tale om et track, der er rigtig fede i både originalversion og RATM-fortolkningen.

DJ Afrika Bambaataas “Renegades of Funk”, oprindelig fra 1983, vinder til gengæld utrolig meget i RATM-fortolkningen. Hvor originaludgaven er ekstremt tidsbunden med sine tidlige 1980’er-synthesizere, er RATM-udgaven mere tidløs.

Her giver RATM tracket et grundlæggende riff af egen aftapning, og tracket er forsynet med rigelige mængder af Tom Morellos karakteristiske guitareffekter. Nummeret ville for så vidt ikke have lydt maplaceret på bandets andet album, Evil Empire (1996).

Et par knap så stærke tracks

Den afdæmpede “Beautiful World”, oprindelig fra 1981, har været nævnt, og det er interessant, hvordan RATM-fortolkningen står i skærende kontrast til den originale udgave. Devo spillede bevist tekst og musik ud mod hinanden og forsynede den bitre tekst med upbeat 1980’er-pop. Den stille guitarudgave, som RATM præsenterer, får sangen til at miste en del af sin effekt. Og som sagt er Zack de la Rocha en bedre rapper end han er sanger.

Der er også markant forskel på originaludgaven af hiphop-duoen EPMD’s “I’m Housin’” fra 1988 og RATM-versionen. Hvor EPMD’s original er et ret letbenet og tidstypisk hiphop-track, er RATM’s udgave betydelig mere mørk og dyster; igen et track, der med sin lyd ville have passet fint ind på ét af bandets foregående to studiealbums. Og igen med et glimrende grund-riff.

“In My Eyes” (nr. 7 ), oprindelig skrevet af det Washington D.C.-baserede punkband Minor Threat, får en ret loyal fortolkning af RATM, og er et ret fedt track i begge udgaver, men dog ikke blandt albummets bedste.

Fortolkningen af Cypress Hills “How I Could Just Kill A Man” (nr. 8) er heller ikke ét af albummets stærkeste, og nummeret, oprindelig fra 1991, står klart stærkest i originaludgaven med rapper B-Reals markante, nasale stemme.

Højdepunkter

Herefter når vi frem til et af albummets klare højdepunkter, RATM’s fortolkning af Bruce Springsteens “The Ghost of Tom Joad”, oprindelig fra 1995 (nr. 9). Her er der virkelig tale om en fortolkning; en markant forskel fra Springsteens oprindelige sang og til RATM’s hårde version, komplet med et tonstungt riff og Tom Morellos velkendte guitareffekter.

“Down on the Street” (nr. 10), oprindelig af Iggy Pop og The Stooges fra 1970, får en ret loyal fortolkning af RATM, men også her er der tale om et rigtigt fedt track i begge udgaver.

Fortolkningen af Rolling Stones’ “Street Fighting Man” (nr. 11), oprindelig fra 1968, er ligesom “The Ghost of Tom Joad” markant anderledes i fortolkningen end originalen. Her er der tale om albummets måske mest kompromisløst aggressive lyd, og igen er vi på helt klassisk RATM-territorium med Tom Morellos støjende guitareffekter. Et rigtig fedt track!

Det største højdepunkt er dog gemt til sidst med fortolkningen af Dylans “Maggie’s Farm” (nr. 12), der oprindelig er fra 1965. Her vil jeg tillade mig at begå noget nær helligbrøde, for hvor meget jeg end holder af Bob Dylan, synes jeg faktisk, RATM’s bud på sangen er endnu bedre end Dylans original.

Dylans satiriske tekst, Zack de la Rochas bidske rap og RATM’s tunge grundriff – nok albummets fedeste – passer perfekt sammen, og “Maggie’s Farm” er uden tvivl albummets bedste track.

Ligegyldige bonusnumre

I de gode gamle CD-dage stødte man af og til på “hidden tracks”. Således også her: Hvis man lader “Maggie’s Farm” (der i sig selv varer godt og vel 6 minutter og 30 sekunder) køre videre, kommer der efter en rum tid to bonus tracks. Det er liveudgaver af “Kick Out The Jams” og “How I Could Just Kill a Man”, sidstnævnte under medvirken af B-Real og Sen Dog fra Cypress Hill.

Bonusnumrene er dog aldeles sekundære i forhold til de 12 studieskæringer, også kvalitativt. Livemusik skal høres live, ikke på plade.

Rigtig solidt album

Renegades er, som teksten antyder, en blandet pose bolsjer, hvor der er både godt og mindre godt. På track-for-track-basis er næsten samtlige numre værd at høre (jeg er dog ikke synderligt glad for “Wonderful World”), men nogle er klart bedre egnede til RATM’s stil end andre.

Der er i hvert fald en god håndfuld tracks, der er så gode, at alle RATM-fans bør have Renegades i deres samling. Resten er bare rigtig solide covers, og det samme kan siges om albummet som helhed.

Men det er også et meget klassisk eksempel på den type albums, hvor man næsten altid hopper over nogle tracks, fordi man lynhurtigt udvælger sig nogle favoritter.

Nummerliste:
1. Microphone Fiend (Eric B. & Rakim, 1988) (5:01)
2. Pistol Grip Pump (Volume 10, 1994) (3:18)
3. Kick Out the Jams (MC5, 1969) (3:11)
4. Renegades of Funk (Afrika Bambaataa, 1983) (4:35)
5. Beautiful World (Devo, 1981) (2:35)
6. I’m Housin’ (EPMD, 1988) (4:56)
7. In My Eyes (Minor Threat, 1981) (2:54)
8. How I Could Just Kill a Man (Cypress Hill, 1991) (4:04)
9. The Ghost of Tom Joad (Bruce Springsteen, 1995) (5:38)
10. Down on the Street (The Stooges, 1970) (3:39)
11. Street Fighting Man (The Rolling Stones, 1968) (4:42)
12. Maggie’s Farm (Bob Dylan, 1965) (6:54)
Total spilletid: 51:27

Anmeldt i nr. 138 | 13/04/2017