Nr. 69 – 13. juli 2011

Sommeren. Alle er på ferie. Folketinget er lukket, og Planet Pulp slikker sol. Så der sker ikke de afgørende ting for samfundet – altså af den type, vi som mennesker kan kontrollere. For naturen kender nok ikke til begrebet agurketiden, og når man skal, så skal man. Se blot rytterne i Tour de tis (France); et cykelløb som vi her på redaktionen er slemt glade for.

Og i år, år nul efter den moderne udgave af Mordet i Finderup lade, hvor Schleckerne, en gammel tysker og Spartacus dolkede doping-Riis i ryggen, er det mere spændende end nogensinde før.

Så det kan godt være, at det er agurketid i medierne og på Planet Pulp, men på de franske landeveje udspiller der sig dag på dag dramatiske fortællinger. Vi sidder klistret foran skærmen, og i år får man også blod, påkørsler a la Grand Theft Auto og bare mandeballer. Ja, kom ikke og sig at der ikke noget for os, der godt kan lide snavs.

Om aftenen, når ungerne er puttet og konerne gået kolde med en Stieg Larsson-roman, kan du jo passende putte snavs på afspilleren eller finde guf ned fra hylderne. I denne måned kan du, ud over et interview med rollespilsdesigneren Luke Crane og en introduktion til den polske instruktør Walerian Borowczyk, læse anmeldelser af en stak film.

Der er en film af netop Walerian Borowczyk, La bête, men derudover kan du blandt andet læse om turister, der bliver myrdet i Island i Reykjavik Whale Watching Massacre, zombiedæmoner i [Rec] 2, amokløbende dyr i Wild beasts – Belve feroci og Laura Gemser, der som den sorte Emanuelle smider tøjet i La via della prostituzione.

God fornøjelse og god sommer til vi ses på anden side!

Film:
La bête (La bête – Jomfruen og menneskedyret) (Walerian Borowczyk, 1975)
Les deux orphelines vampires (Two Orphan Vampires) (Jean Rollin, 1997)
Macabro (Macabre) (Lamberto Bava, 1980)
[Rec] 2 (Jaume Belagueró & Paco Plaza, 2009)
Reykjavik Whale Watching Massacre (Júlíus Kemp, 2009)
La sanguisuga conduce la danza (Blodsugerens rædselsnat / The Bloodsucker
Leads the Dance
) (Alfredo Rizzo, 1975)
Sweatshop (Stacy Davidson, 2009)
La via della prostituzione (Emanuelle afslører den hvide slavehandel / Emanuelle and the
White Slave Trade
) (Joe D’Amato, 1978)
Wild beasts – Belve feroci (Rovdyrenes nat) (Franco Prosperi, 1984)

Artikler:
Animationsfilm og erotik – en introduktion til Walerian Borowczyk
En goblin dræbt i første hug og en overtegnet Silmarillion – et interview med Luke Crane