Nr. 226 – 13. september 2024

Hvis man er genrefan og samtidig er med på beatet i denne weekend, så er man i Esbjerg, hvor den årlige Fantasyfestival løber af stablen med én af Planet Pulps medstiftere og redaktører, Jacob, som én af de hovedansvarlige.

Desværre er jeg ikke med på beatet – i hvert fald ikke lige denne weekend – så jeg har ikke mulighed for at deltage, selvom der faktisk er flere ting på programmet, både i morgen lørdag og på søndag, jeg godt gad høre.

Martin Jürgensen, der var med til at stifte Sleazehound, der senere blev til Planet Pulp, skal i morgen holde foredraget “H.P. Lovecraft som fantasyforfatter”, og også i morgen skal Nicolas Barbano holde foredraget “Verden på vrangen: Spejlportaler i horrorfilm”.

I øvrigt udkommer Martins bog om H.P. Lovecraft, Drømmenes pris, officielt på Fantasyfestivalen i morgen, og den glæder jeg mig meget til at læse – selvom jeg allerede har smuglæst den, da jeg læste den igennem for Martin undervejs.

Claus Kliplev, der også er medstifter og redaktør af Sleazehound/Planet Pulp, holder på søndag foredraget “Dungeons & Dragons 50 år”, og så er der alle de andre ting, jeg godt gad se og høre. Og bare generelt gå lidt rundt og indsnuse stemningen – eller høre noget musik: Vores gode ven H.C. Molbech er der også for at spille middelaldermusik med sit band Jotunger.

Sådan skulle det ikke lige blive for mig i år, men så måske næste år. Nu skal vi i første omgang have skudt efteråret for alvor i gang, næste måned kommer én af årets (u)hyggeligste højtider, Halloween, og så er det generelt bare tid til at se gyserfilm eller læse uhyggelige bøger på sofaen.

Eller måske hygge sig med en fantasyroman. Og op til jul kan man jo altid gense Lord of the Rings-filmene, der – trods det, at de intet har med jul at gøre – for nogle er blevet lidt en juletradition. Filmene havde jo dog oprindelig biografpremiere i december.

Og nu vi er ved Lord of the Rings, så har sæson to af Amazons Rings of Power-serie netop haft premiere. Jeg ser den ikke, så jeg ved ikke, om den nye sæson er bedre end den første. Men jeg har til gengæld hørt musikken, og den er lige så fremragende som musikken var til første sæson!

Faktisk tror jeg, jeg vil sætte Bear McCrearys musik fra anden sæson af The Rings of Power på nu – så smager det da i det mindste lidt af fantasy for mig, også selvom jeg ikke nåede til Gondor, undskyld Esbjerg, denne weekend.

Film:
Beetlejuice (Tim Burton, 1988)
Rebel Ridge (Jeremy Saulnier, 2024)

Filmmusik:
Indecent Proposal (John Barry, 1993)

Bøger:
Batman & Robin: The Making of the Movie (Michael Singer, 1997)

Artikler:
Tim Burton’s Labyrinth i Berlin – En forrygende tur ind i Tim Burtons hjerne

Månedens lederskribent er Mogens Høegsberg.