Nr. 207 – 13. januar 2023

Vi har nu efterhånden haft små fjorten dage i det nye år, og her på redaxen håber vi, at alle Pulpens læsere er kommet godt ind i det nye år.

Vi er som altid på pletten ved denne tid af måneden, men som sagt håber vi, at januarnummeret bliver årets mindste, for vi har nemlig kun et punkt på menukortet i denne måned.

Det er der flere årsager til. Ud over almindelig travlhed, har undertegnede (med sin webmaster-hat på) brugt en del tid bag kulisserne på at forberede en lille overraskelse, som vi håber at kunne afsløre for jer alle sammen indenfor ret kort tid.

Men der er som sagt én ting på menuen, for Jacob anmelder nemlig Steven Seagal-actionbraget Out for Justice fra 1991.

Udover at læse Jacobs anmeldelse, kan I så også passende sende ham en venlig tanke, for Jacob har nemlig æren af at være den eneste Planet Pulp-skribent, der har bidraget til hvert eneste nummer, siden vi gik online (som Sleazehound) i november 2005!

Jacob har ikke misset et eneste nummer gennem nu over 17 år, eller 207 måneder for nu at sige det på den måde, og det er en bedrift, jeg synes, man godt kan tage hatten af for.

I næste nummer er vi forhåbentlig på banen med et lidt større nummer, også selvom det planlagte retrogaming-temanummer om Amiga 500, der egentlig skulle være kommet i februar, bliver skudt en måneds tid eller to.

Temanummeret trænger lige til lidt mere finpudsning, inden vi endnu engang tager jer med på en nostalgisk tur tilbage til de glade senfirsere og tidlige halvfemsere, denne gang med Commodores klassiske 16-bit-maskine.

Vi ses i næste måned, og indtil da må I hygge jer med knogleknækkeren Seagal i Jacobs anmeldelse!

Månedens lederskribent er Mogens Høegsberg.

Film:
Out for Justice (John Flynn, 1991)