Nr. 186 – 13. april 2021

Nr. 186 – 13. april 2021

I denne kolde april måned handler lederen om at finde magien i gamle bøger (og andet godt)…

For nyligt genlæste jeg H.P. Lovecrafts kortroman The Case of Charles Dexter Ward, som Lovecraft skrev i 1927, men som aldrig nåede at udkomme i forfatterens egen levetid.

Det er femte eller sjette gang, jeg læser romanen, måske endda syvende, for jeg husker ikke, om jeg har læst den danske oversættelse (Forlaget Schønberg, 1991) mere end én gang.

The Case of Charles Dexter Ward er nok min favorit-Lovecraft, også selvom romanen kun tentativt kan henføres til Lovecrafts cthulhuide fiktion og snarere er en gotisk stiløvelse. Lovecraft gennemfører imidlertid øvelsen til UG, og jeg har læst få andre romaner, der på så effektiv vis skaber en så fortættet stemning som tilfældet er i The Case of Charles Dexter Ward.

Mit besøg i 1700-tallets og 1920’ernes Providence, Rhode Island, var som sagt hverken første, anden eller tredje gang. Romanen er hurtigt læst, og for mig er det at læse The Case of Charles Dexter Ward lidt som at besøge gode, gamle venner – også selvom vennerne i dette tilfælde er en skummel troldkarl fra 1700-tallet og en sky og indadvendt ung bogorm, tydeligvis modelleret over Lovecraft selv.

Men hvorfor er det, at det nogle gange er så godt at genbesøge velkendte steder; at genlæse en god bog eller tegneserie, at gense en film eller bestille den samme pizza, som man plejer, i den lokale biks?

Svaret på det spørgsmål er næppe helt så entydigt, som det kunne synes. For mig er det både et spørgsmål om tryghed og om energi. Trygheden turde være åbenlys; når man genlæser en bog eller genser en film, ved man, hvad man får.

Ikke at der dermed er lukket for potentielle nye oplevelser; så sent som ved denne seneste gennemlæsning af Charles Dexter Ward fandt jeg nye aspekter af romanen, og det samme kan meget vel ske næste gang.

Men ikke desto mindre er der en klar tryghed i, at man ved, hvad man går ind til. Der er ingen stygge overraskelser på spil i et kendt værk (heller ikke hvad angår kvaliteten), og deri ligger naturligvis både en styrke og en svaghed.

I tider som disse, der er stressede nok i forvejen, kan sådan en tryghed være behagelig, fra tid til anden måske endda nødvendig.

Samtidig kræver det betydelig mindre energi at læse en bog, man har læst før, eller se en film, man kender, end det gør at sætte sig ned og tilegne sig et helt nyt værk fra bunden.

Er ens energiniveau i forvejen en smule presset, kan det være nemmere at kaste sig over noget velkendt end over noget nyt.

Og så må man naturligvis heller ikke glemme den rene nydelse, der kan ligge i at komme til bestemte dele af bogen, eller filmen (eller tegneserien, eller…), som man specielt godt kan lide. Her kan en genlæsning være en decideret frydefuld oplevelse.

En sidste grund til, at det lige blev The Case of Charles Dexter Ward, jeg kastede mig over, handler slet og ret om magi. Ikke magi i konkret forstand, selvom det også indgår i romanen. Nej, jeg taler om magi i en mere generel forstand som det irreale.

Som sådan kunne jeg også have valgt andre Lovecraft-værker, f.eks. en af hans mange noveller med overnaturlige fænomener, eller for den sags skyld en Stephen King-roman eller et helt tredje værk med elementer, der rækker ud over det, vi kan måle og veje. Men magi i denne betydning har mange former, og det behøver bestemt ikke være horror.

Udover det faktum, at Charles Dexter Ward var velkendt for mig og en gammel favorit, så savnede jeg magien.

I disse tider, hvor videnskaben hersker ubestridt med den konstante snak om vacciner, mutationer, smittetryk osv., kan det være godt at lukke en smule magi ind i sit liv. Den giver kulør og opløser de skarpe grænser, som den virkelig verden har. Den skaber et særligt frirum og kan være med til at give en form for indvendig ro.

Og så er der nok nogle, der vil sige: “Hvis du savner magi, så gå da i kirke!”

Men nej, ellers tak. Jeg tager en god bog i stedet.

Derudover er der altid skidekoldt i kirker. Og jeg fucking hader orgelmusik!

Månedens lederskribent er Mogens Skaaning Høegsberg.

Film:
Last Action Hero (Den sidste actionhelt) (John McTiernan, 1993)
Monster Hunter (Paul W.S. Anderson, 2020)

Bøger:
Gilliam on Gilliam (Ian Christie, 1999)