Nr. 180 – 13. oktober 2020

Om at blive klogere – eller måske bare ændre smag…

Gennem de knap 15 år, Planet Pulp har været online (de første tre år som Sleazehound) – vi fejrer i øvrigt 15 års fødselsdag i næste måned – har jeg skrevet i omegnen af 850 anmeldelser til siden.

Det er blevet til en del ord med tiden, og heldigvis tror jeg, at jeg er blevet bedre, siden vi startede. Det kan jeg i hvert fald mærke på mine medskribenter, at de er.

Om ikke andet tror jeg, vi er blevet bedre til at skære til benet og fjerne en stor del af den unødvendige fyld, der prægede mange af vores tidlige anmeldelser – f.eks. alenlange handlingsbeskrivelser – og vi er også blevet bedre til at have en friere tilgang til formen, hvor vi nok, i mangel af erfaring, havde en tendens til at følge en ret fast skabelon.

Men det er nu ikke så meget form, som det er indhold, jeg er kommet til at filosofere lidt over her på det sidste.

Én af mine yndlingsfilm er This is Spinal Tap (1984); Rob Reiners forrygende mockumentary, hvor han i skikkelse af dokumentaristen Marty DiBergi følger det naturligvis rent fiktive britiske rockband Spinal Tap, spillet af Michael McKean, Christopher Guest og Harry Shearer.

Spinal Tap er fyldt med mindeværdige scener, men én af mine favoritter (foruden naturligvis “This one goes to eleven”) er scenen, hvor Marty DiBergi interviewer bandet om de anmeldelser, gruppens albums har fået.

Jeg sætter klippet ind fra YouTube herunder, så I kan nyde cirka halvtreds sekunder fra en film, som I – hvis I ikke har set den før – bør få anskaffet jer pronto!

De anmeldelser, Spinal Tap (altså bandet) har fået i klippet, falder vist alle i kategorien “perfide” – foruden virkeligt morsomme – og den slags anmeldelser har man selvfølgelig også hørt om i det virkelige liv, sågar nogle, der er kortere end den to ord lang anmeldelse af Spinal Taps Shark Sandwich.

Således anmeldte Thomas Thurah i 1989 Klaus Rifbjergs roman Det ville glæde med ét ord: “Hvem?”!

Det er dog også en evig sandhed, at ting forandrer sig. At film, bøger og så videre, der blev kritiseret eller sågar slagtet af anmeldere, da de kom ud, senere er blevet set med mildere øjne eller sågar taget til nåde og ophøjet. Det omvendte er selvfølgelig også nogle gange tilfældet; ikke alt ældes med ynde. Sådan er det.

Som anmelder – selvom man bare er en glad amatør som jeg selv – er det sundt af og til at reflektere lidt over sin historik, og det er sundt at være åben overfor muligheden for, at man tog fejl.

Og man skal aldrig være bange for at indrømme, at man kan skifte smag – eller blive klogere. Jeg har i hvert fald, når jeg kigger tilbage over mine anmeldelser, af og til tænkt, at denne eller hin anmeldelse måske var lige skarpt nok formuleret – eller det modsatte.

I det sidste lange stykke tid har jeg fokuseret min indsats på Planet Pulp på filmmusik, som er én af mine store interesser. Som med alle andre områder gælder det selvfølgelig også her, at jo mere, man erfarer – i dette tilfælde hører – jo bedre forstår man alt det andet.

Det fører også nogle gange til, at ens smag justerer sig en smule eller måske endda ændrer sig mere markant.

Hvis man for 10 år siden havde spurgt mig, hvem der var min yndlingskomponist, ville jeg uden tøven have svaret “John Williams”. Ikke fordi svaret kom ureflekteret og indlært, men fordi det var sandt.

Hvis man stiller mig det samme spørgsmål i dag, vil jeg måske tøve en smule, og efter en tænkepause ville jeg nok svare “Jerry Goldsmith”.

For de uindviede – eller uinteresserede – forekommer denne justering i min smag formentlig aldeles ligegyldig; for mig betyder det en hel del, bl.a. fordi det har indflydelse på min egen opfattelse af nogle af de anmeldelser, jeg tidligere har skrevet for Planet Pulp. Og fordi anmeldelserne jo er vores ansigt udadtil.

Det skal ikke forstås på den måde, at alle mine anmeldelser af John Williams og Jerry Goldsmiths scores skal opfattes som misvisende, og det skal i øvrigt ikke forstås som om, at jeg ønsker at devaluere John Williams. Han er fortsat én af mine absolutte yndlingskomponister.

Men der er enkelte af mine anmeldelser af Jerry Goldsmiths musik, som jeg i dag – med større erfaring og en justering af mine egne smagspræferencer – ville skrive anderledes.

Her på Planet Pulp kommer vi ikke til at gå ind og slette gamle anmeldelser og erstatte dem med nye. Og hvis jeg på et tidspunkt får tid til at genbesøge nogle af de anmeldelser, jeg i dag ville skrive anderledes, kommer det til at fremgå tydeligt af siden, ligesom der vil blive linket til den tidligere anmeldelse.

Men man bliver nogle gange klogere (juryen voterer vist stadig hvad det angår!) eller oplever, at ens smag ændrer sig.

Hvad min smagsjustering i forhold til Williams og Goldsmith angår, er det en sag for et andet forum end Planet Pulps lederklumme. Det er ikke i sig selv pointen.

Pointen er, at vi faktisk alle sammen tænker over tingene her på Planet Pulp. Vi leverer det bedste, vi kan, på det tidspunkt, vi skriver en given anmeldelse eller artikel. Og hvis vi bliver klogere eller ændrer smag, kan I regne med, at vi indrømmer det.

Om der så er tid til at skrive nye anmeldelser af de pågældende ting, ja det kan kun fremtiden vise.

Månedens lederskribent er Mogens Høegsberg.

Film:
Project: Metalbeast (Alessandro De Gaetano, 1995)

Filmmusik:
Mike’s Murder (John Barry, 1984)
Tenet (Ludwig Göransson, 2020)

Bøger:
The Art of Star Wars: The Last Jedi (Phil Szostak & Rian Johnson, 2017)
Udød (Ruben Greis, 2020)