“I det hele taget er Rutger en ret okay fyr. Meget nede på jorden. Og så er han sjov. Da vi efter 62 minutter forlader lokalet, er vi meget opstemte. Det var en stor dag for os, da Planet Pulp stødte ind i Rutger Hauer.”
Sådan skrev jeg tilbage i 2011 i Pulpens interview med selveste Rutger Hauer. Det var kæmpestort for os alle. Jeg blev lige mindet om Rutger, da jeg for nyligt så den herlige Valerian and the City of a Thousand Planets, som jeg anmelder i dette nummer.
I 2018 kan jeg måske komme op på samme klinge, når Sven-Ole Thorsen gæster Randers til både Sci-Fi Con og til en samtale med mig, foran et publikum, på biblioteket.
Du tænker måske, at Sven-Ole ikke er så vigtig en person, men for en knægt som mig, der voksede op med actionfilm i 1980’erne og 1990’erne, er han en af de helt store, specielt når man er dansker og specielt også, når man er kæmpe Arnold-fan.
Sven-Ole og Arnold er af den samme støbning, en støbning der kræver disciplin og mod, da ingen af dem voksede op med guldskeer i kæften.
Sven-Ole som Thorgrim i Conan the Barbarian (1982), som Sven, der skal hente steroider, i Running Man (1987), som russisk officer i The Hunt for Red October (1990), som Stephan (skurken med den absurde skjorte) i Hard Target (1993) og større roller som Gunnar i den glimrende The Viking Sagas (1995) og Tigris of Gaul i Gladiator (2000).
Og jeg kunne nævne mange, mange flere – han har medvirket, enten som skuespiller eller stuntman, i mere end 100 film.
Desuden har Sven-Ole spillet overfor og arbejdet sammen med folk som mesterinstruktøren John Milius, legenden Sean Connery, Kong Clint Eastwood, knogleknækkeren Steven Seagal, cirkelsparkskongen Jean Claude Van Damme, nakkehårsmesteren Kurt Russell, actionfilmmaestro John McTiernan og ikke mindst selveste Arnold Alois Schwarzenegger.
Så med Sven-Ole får man også et indblik i filmindustrien i en periode på mere end 20 år, en del af actionfilmens guldalder i 1980’erne og starten af 1990’erne.
Men hvorfor er det så fedt at møde helte fra fiktionens verden i virkeligheden og kendte mennesker i det hele taget? Er det sejt eller ynkeligt at troppe op på messer og trykke idoler i hånden og betale penge for deres autografer?
Gør vi det for at komme tættere på dem, snuse til dem i virkeligheden, for at få et godt selfie til Facebook? Det er jo det samme, når man er backstage til en koncert og kan få lov til at møde musikeren eller når en kendt retweeter din post på Twitter.
Jeg tror, det skyldes, at det får os til at føle os som en del af noget større, at vi ikke bare er ensomme satellitter, der dyrker det-og-det, for dem vi dyrker er jo bare mennesker som os, der også har idoler, de dyrker.
Vi får et lille indblik i en anden verden. Det er jo også derfor, at det er selvbiografierne, som er det mest populære læsestof på bibliotekerne efter krimierne. En større verden åbner sig for os.
Da jeg i maj snakkede med Sven-Ole en time over Skype var det en ganske surrealistisk oplevelse. De første par minutter var jeg paf. Der sad Sven-Ole, lige foran mig. Og da vi kom i gang, viste det sig jo, at han “bare” er et almindeligt menneske. Sød og rar, sprængfyldt med anekdoter, som I kommer til at læse nogle af, når den fysiske udgave af Planet Pulp kommer ud.
Sven-Ole synes også, hypen er surrealistisk, det med at folk gerne vil købe hans autograf og betale ham penge for at holde foredrag.
Men det er åbenbart sådan, vi er. Vi søger vores helte, vores idoler. Vi vil gerne være en del af en større fortælling, vi vil gerne sætte os selv ind i den større fortælling, vi vil gerne med bag facaden, og se, at vores helte er kød og blod præcis som vi selv er og samtidig dyrke dem som noget større, noget nærmest udødeligt, noget der er “larger than life”.
Altså den spændende øvelse at ophøje noget, mens du samtidig forsøger at gøre det konkret og tæt på dig selv. Det er det, de helte kan, og jeg elsker dem for det. Next stop Arnold!
Månedens lederskribent er Jacob Krogsøe.
Film:
The Book of Eli (Albert Hughes & Allen Hughes, 2010)
Soylent Green (Fremtidens rædsel) (Richard Fleischer, 1973)
Valerian and the City of a Thousand Planets (Luc Besson, 2017)