Nr. 140 – 13. juni 2017

Nr. 140 – 13. juni 2017

"Harry, I have no idea where this will lead us, but I have a definite feeling it will be a place both wonderful and strange."

Cooper, du har ret. Det eventyr – ok, eventyr er ikke den helt rigtige betegnelse, men I forstår nok hvad jeg mener – som David Lynch og Mark Frost påbegyndte i 1990 er nu vækket til live igen.

I skrivende stund er der sendt seks episoder i den nye sæson, som kommer til at strække sig over 18 afsnit.

Så spørger du mig måske, om den er god? Det aner jeg ikke. Jeg er nemlig den trælse type, der venter på, at alle afsnit ligger klar til mig, så jeg kan nyde den fra start til slut uden at vente uge efter uge.

Så kunne spørgsmålet være om jeg glæder mig? Det kan du tro jeg gør; mere end til så meget andet.

David Lynch (t.v.) og Mark Frost under indspilningen af den oprindelige tv-serie i starten af 1990'erne.

David Lynch (t.v.) og Mark Frost under indspilningen af den oprindelige tv-serie i starten af 1990’erne.

Jeg dyrkede Twin Peaks som en lille knægt, da den blev sendt på tv i 1990-1991. Ikke som hardcore-fan, men som nyder. Som en lille knægt på 12-13 år, der virkelig blev udfordret i forhold til stort set alt andet, jeg havde set på det tidspunkt.

Jeg optog også serien på VHS og så den mange gange. Igen ikke som en hardcore-fan, men som en nyder af Lynchs sælsomme måde at fortælle historier på, hans evner til at åbne døren op ind til en absurd drømmelignende verden.

Lige under den helt almindelige overflade lurer det absurde, det anderledes, det uhyggelige, det smukke.

I sidste måned påbegyndte Mogens sin rejse tilbage til Twin Peaks. Den rejse fortsætter han i denne måned. Jeg vil anbefale dig at læse med – for mig er det en perfekt opvarmning til den nye sæson.

Det vil så vise sig (og jeg er sikker på, at Mogens har en anmeldelse klar i timerne efter, at sidste episode er blevet sendt), om Lynchs tilbagevenden er en succes eller en fejltagelse.

Det kan være svært at gå tilbage og bygge videre på et gammelt hus, en gammel fortælling. Det så vi eksempelvis for Ridley Scotts vedkommende med Prometheus, og i denne måned anmelder vi også efterfølgeren Alien: Covenant, og så må vi se om Scott har fået bedre styr på fortælling. Scott er 79 år, Lynch er 71 år. Måske er det noget af det sidste vi ser fra de to titaners hånd?

“Where we’re from, the birds sing a pretty song… and there’s always music in the air.”

Lad os håbe, at det er en god musik; lad os krydse fingre for det nye Twin Peaks.

Vi ses i næste måned.

Månedens lederskribent er Jacob Krogsøe.

Film:
Alien: Covenant (Ridley Scott, 2017)
Twin Peaks: Fire Walk With Me (David Lynch, 1992)

Filmmusik:
Twin Peaks: Fire Walk With Me (Angelo Badalamenti, 1992)
The Twin Peaks Archive (Angelo Badalamenti, 1990-92)

Bøger:
The Autobiography of FBI Special Agent Dale Cooper: My Life, My Tapes (Scott Frost, 1991)
Twin Peaks: Access Guide to the Town (Gregg Almquist m.fl., 1991)