Nr. 136 – 13. februar 2017

Kultur i en hvilken som helst form opstår i en gensidig udveksling med den politiske tidsånd. Hvis menneskeheden overlever nutiden, vil vores efterkommere nok ikke have vildt mange pæne ting at sige om os, men med lidt held vil de have nogle uforglemmelige bøger, film og sange.

Som jeg før har fremhævet, blandt andet i mit forord og efterskrift til novelleantologien Undergang, følger den apokalyptiske kultur altid samtidens bekymringer. Fra 60’erne til 80’erne var det foretrukne holocaust-scenarie den globale atomkrig. Senere er verdensomspændende miljøkatastrofer, pandemier og oprørsk teknologi blevet aktuelt, i virkeligheden såvel som i fiktionen.

Toethalvt minut i midnat

2½ minut i midnat...
2½ minut i midnat…

Vi lever i en absurd tidsalder. Føromtalte Tom Lehrer leverede en lakonisk kommentar da Henry Kissinger modtog Nobels Fredspris i 1973. Lehrer så det som punktet, hvor politisk satire blev ligegyldigt, underforstået at nu var verden blevet så vanvittig at den ikke kunne beskrives med humor.

Lehrer lever stadig, men har været tavs siden ’73. Gad vide hvad han kunne finde på at sige og synge om denne epoke, hvor en imbecil, selvfed oompa loompa bestrider posten som Vestens Mægtigste Mand, bakket op af sykofanter, propagandister og anti-intellektuelle mørkemænd. USA’s præsident læser ikke bøger.

Siden Trump blev valgt, er der sket uendeligt meget, men to ting stikker ud, når man dagligt beskæftiger sig med apokalyptik. For første gang siden 1953 er dommedagsuret på University of Chicago indstillet på under tre minutter i midnat – viseren står, i skrivende stund, på toethalvt minut i hel.

Og salget af dystopiske og apokalyptiske klassikere er eksploderet. På Amazon er Orwells 1984 den mest solgte bog i øjeblikket, i skarp konkurrence med Sinclair Lewis’ It Can’t Happen Here og Huxleys Brave New World.

Alle tre værker er fremskrivninger af sociopolitiske tendenser, hvor resultatet er fascistiske totalstater, funderet i humbug, had og løsagtig omgang med fakta. Verden over forbereder læsere sig mentalt på, at virkeligheden som vi kender den er forandret for altid.

Håb og varsler

Til inspiration...
Til inspiration…

Næste logiske skridt må være at de postapokalyptiske genrer får en renæssance. Den læsende befolkning har altid søgt tilflugt i fiktive rædsler, der heldigvis aldrig er kommet over det hypotetiske trusselsniveau.

Det spinkle håb som dommedagsfanatasierne altid opbygger er, at nogen eller noget overlever. Efter katastrofen er der nogen tilbage til at skrive historien ned. Det kunne være mig, tænker selv de mest pessimistiske læsere, og dette håb nærer os. Samtidig fungerer bøgerne som skræmmende varsler, ikke ulig de horror-folkeeventyr man fortalte børn i ældre tider, for at få dem til at makke ret.

Trumps hånd svæver, som en ond, uoplyst ånd, over den røde knap. Atombombe-litteraturen er igen blevet højaktuel, efter adskillige årtier, hvor solstorme og global opvarmning har monopoliseret rampelyset, sammen med zombierne.

Zombierne har på en måde levet deres eget liv, siden Romero introducerede dem i ’68. De levende døde er langt mere avancerede monstre, end man umiddelbart forestiller sig. De skifter form, betydning og oprindelse efter hvad, der rører sig på den politiske scene.

De går fra at være symboler på racistisk forskelsbehandling til at vise de negative konsekvenser ved konsumerismen, fra at understrege dårskaben i at lege genmanipulerende skabergud, til at være en guddommelig straf for vores hybris. De rejser sig, når onde magikere maner uhelligt liv i deres afsjælede legemer, eller når multiresistente bakterier endelig overhaler vores videnskabelige kunnen.

Den næste generation af zombier forestiller vælgerne. Uden overskud til at udforske og analysere stavrer de ud af mørket og knuser civilisationen. De vil have kød, og de vil gøre alt for at få fat i det. De forhutlede overlevere i dette scenarie må nødvendigvis symbolisere alt, hvad der er godt og under pres i menneskeheden.

Opråb til kulturskaberne

Verden har nået et punkt, hvor Dr. Strangelove mere ligner en profeti end en parodi. Jeg tilhører den sidste årgang, der kan huske Den Kolde Krig, og jeg har aldrig været mere bekymret, end jeg er i disse dage.

Jeg har en bøn til mine forfatterkollegaer og forlæggerne, til filmfolket og musikerne: Gør apokalypsen til årets tema. Skræm folk fra vid og sans, chokér dem ud af zombietilstanden. Gå i modbydelige detaljer, når I beskriver, hvordan én forkert beslutning kan koste os alt. Lad kødet smelte af småbørns knogler, lad derefter knoglerne flække og kogende marv flyde ud. Lad forældrene bevidne det.

Jeg indledte denne leder med et Tom Lehrer-citat, og desværre har hans bidende satire aldrig været mere aktuel. Hans forudsigelse om at Tredje Verdenskrig bliver en kort affære, som ingen vil overleve længe nok til at skrive sange om bagefter, ekkoer Albert Einsteins filosofiske udtalelse om atomvåbenkapløbet: “I know not with what weapons World War III will be fought, but World War IV will be fought with sticks and stones.”

Jeg ved ikke hvilke apokalyptiske bøger og film der vil have gennemslagskraft nok til at vende verdenssituationen, men jeg håber vi finder opskriften. Jeg er vildt dårlig til at lave hulemalerier.

Månedens lederskribent er Martin Schjönning.

Film:
Ant-Man (Peyton Reed, 2015)
Future Shock! The Story of 2000AD (Paul Goodwin, 2014)
In the Name of the King: A Dungeon Siege Tale (Uwe Boll, 2007)
The Incredible Shrinking Man (Manden der blev mindre) (Jack Arnold, 1957)
Mænd & høns (Anders Thomas Jensen, 2015)
Total Recall (Len Wiseman, 2012)

Filmmusik:
Ant-Man (Christophe Beck, 2015)
King Rat (John Barry, 1965)
Koncert: The Greatest Cinema Hits, Værket, Randers 15. januar 2017