Nr. 124 – 13. februar 2016

Nr. 124 – 13. februar 2016

Ja, dette nummer af Planet Pulp er ved den søde grød ikke noget at prale af! For det første et vi en dag forsinket; for det andet er det kun to ting, jeg (Mogens, red.) har fået gjort parat til at blive lagt på nettet.

Årsagen: Snot, hovedpine, ømhed, hoste og – muligvis – feber. Sidstnævnte håber jeg endnu kan slås ned med en nats søvn; ellers er der vist desværre dømt influenza.

Og når man sådan sidder og/eller ligger og har ondt af sig selv, kan man jo kaste sig over én af de mange forskellige værker, der på én eller anden måde kredser om sygdom – og indenfor de genrer, vi beskæftiger os med her på Pulpen, er det sjældent bare en forkølelse, der er tale om.

Vi har f.eks. tidligere anmeldt Stephen Kings postapokalyptiske mammutværk The Stand (1978), der handler om en genmanipuleret influenzavirus, der slår det meste af verdens befolkning ihjel.

Man kunne også kaste sig over George R. Stewarts roman Earth Abides (1949), der var én af Kings forbilleder, da han udarbejdede The Stand – også her går Jorden under på grund af en sygdom.

Af lidt nyere værker, kunne man kaste sig over Richard Prestons glimrende (og skræmmende) dokumentariske bog The Hot Zone (1994), der handler om Ebola-virussen, eller Wolfgang Petersens ramasjang-thriller Outbreak (1995), der har en slet skjult Ebola-virus i “hovedrollen” – foruden Dustin Hoffmann, Morgan Freeman og en dejligt skurkagtig Donald Sutherland.

Endnu nyere (og mere aktuel) er Steven Soderberghs thriller Contagion (2011), hvor en fugleinfluenzalignende pandemi raserer Jorden.

Så jo, der er såmænd masser af ting at kaste sig over, mens man ligger og hoster og snotter – hvis man altså er lidt morbidt anlagt. Og det er vi her på stedet!

Jeg har altså kun haft energi til at gøre to ting parat til at komme online – en anmeldelse af den første film i Maze Runner-serien og en anmeldelse af Marvel-tegneserien Civil War, der ligger til grund for den kommende Captain America: Civil War-film fra Marvel-maskinen.

Vi ses næste gang i marts, hvor snot og sygdom gerne skulle være afløst af sol og spirende forår!

Månedens lederskribent er Mogens Høegsberg.

Film:
The Maze Runner (Wes Ball, 2014)

Tegneserier:
Civil War (Mark Millar & Steve McNiven, 2007)