Nr. 120 – 13. oktober 2014

Nr. 120 – 13. oktober 2014

Velkommen til et lille nummer af Planet Pulp – stilheden før storm kan man måske sige...

Præcis hvad meningen er med denne kryptiske indledning, får I naturligvis ikke at vide – blot kan vi her fra redaktionen sige så meget, som at vi har en overraskelse til jer i næste måned, i anledningen af Planet Pulps 10 års fødselsdag.

I denne måned har vi, bl.a. af samme grund, en begrænset menu, hvor Jacob Krogsøe anmelder det nyeste bind i den tilsyneladende uendelige Walking Dead-serie (altså tegneserien), mens Michael Larsen har lyttet til Howard Shore og Ornette Colemans score til Cronenberg-filmen Naked Lunch.

Altså et begrænset udvalg denne måned, men for nu at citere Hannibal Lecter – “all good things to those who wait”.

En anden ting, mange har ventet på i efterhånden en del år er en dato, der ligger lige om hjørnet: Den 21. oktober 2015 – den dag, The Doc og Marty rejser frem til i Back to the Future Part II fra 1989.

Én af de utallige falske memes, der har floreret indenfor de senere år.

Én af de utallige falske memes, der har floreret indenfor de senere år.

De sidste mange år har der stort set hvert år floreret memes med forfalskede billeder, hvor datoen på DeLorean’ens tidspanel har været ændret. Men nu er den endelig god nok: Vi har “indhentet” Doc og Marty i DeLorean’en.

Desværre er der stadig ingen flyvende biler eller hoverboards, der fungerer sådan som de gør i filmen, men til gengæld er det blevet til et par andre sjove real-life-fejringer af Back to the Future-datoen.

Således har Pepsi lanceret et lille parti colaer, der leveres i den flaske, der ses i diner-scenen i filmen, ligesom Universal Pictures har lavet en ret sjov trailer for Jaws 19 (“This time it’s really, really personal”), der spiller i Hill Valleys biograf i 2015.

Men ellers er der ganske langt fra fremtiden i Back to the Future Part II og så til den virkelighed, vi oplever i dag – men okay, helt siden 1950’erne har man jo talt om, at den flyvende bil maksimalt var 20 år væk. Ja ja, det er jo som bekendt svært at spå – især om fremtiden.

Her fra Planet Pulp-redaxen skal lyde en varm opfordring til alle vore læsere om at komme den 21. oktober i hu: Sæt Back to the Future i dvd- eller Blu-Ray-afspilleren og tag ud på en fantastisk rejse i tiden.

Det vil vi i hvert fald gøre, og så må vi se, om det bliver til en anmeldelse af den forrygende filmtrilogi i næste måned.

Ellers er der kun herfra at ønske god Back to the Future-dag og naturligvis en rigtig klam og uhyggelig Halloween, når vi når så langt! Vi ses i november!

Månedens lederskribent er Mogens Skaaning Høegsberg.

Filmmusik:
Naked Lunch – The Complete Original Soundtrack Remastered (Howard Shore & Ornette Coleman, 1991)

Tegneserier:
The Walking Dead Volume 24: Life and Death (Robert Kirkman & Charlie Adlard, 2015)