Nr. 114 – 13. april 2015

Nr. 114 – 13. april 2015

I denne måned bringer vi en artikel om Interstellar. Eller nærmere om modtagelsen af den: Mesterværk eller dårlig science fiction?

Noget af det vigtige i forhold til modtagelsen af Interstellar er selve genrebegrebet. For hvad skal en science fiction-film indeholde?

Det virker faktisk til, at der, selv i science fiction-kredse, er ret stor uenighed om science fiction som genre – og på mange måder er det også kernen i vores forståelse af Interstellar. Hvor meget skal “science”-delen fylde og hvor meget er “fiction”? Skal videnskaben være eksakt eller må man som Nolan godt tage sig kunstneriske friheder?

I min bog bliver science fiction først rigtig spændende, når man går efter en højere mening – ikke i religiøs forstand, men menneskeligt og filosofisk. Så for mig personligt er “fiction”-delen lige så vigtig som “science”-delen i science fiction, og jeg kan sagtens se igennem videnskabelige “huller”.

Genrebegrebet

Selve ordet genre stammer fra latin og betyder “slags” eller “klasse”. Genrebegrebet er noget, der bruges meget bredt og i forbindelse med alle typer af værker, hvad enten det er musik, kunst, bøger eller film. Det er et begreb, der har sin styrke i at putte ting i kasser – og svaghederne er jo netop også de samme.

Men for at kunne se skoven for bare træer er genrebegrebet en måde at lave afgrænsninger og analyser ud fra. Og det er den mest populære måde, men nok også den mest problematiske. For hvad definerer en genre? Hvad er genretrækkene, og hvor mange af de træk skal et værk opfylde, for at gøre sig ”fortjent” til at være med i genren?

Det er jo også et begreb, der om noget er med til at skabe forventninger, da genrebegrebet er en meget indgroet del af måden, værker markerer sig på.

Genrebegrebet er også brugbart for filmproducenterne, og dem der laver marketing, fordi bestemte typer af film indeholder bestemte typer af historier, fortællemåder og ikonografier. I den sammenhæng giver genrebegrebet ganske god mening, da det hermed også bliver en form for kommunikation, sprog, mellem afsender og modtager: Vi har Arnold med et gevær på plakaten, titlen er eksplosiv, der en træningsmontage midtvejs. Godt, så har vi nok at gøre med en actionfilm fra 80’erne.

Men lige med actiongenren opstår der nogle problemer: For hvad hvis det er en actionfilm, der foregår på et rumskib og hvor der er masser af science fiction-elementer? Er der så tale om genre, setting eller en hybrid?

Personlige genrebegreb?

Og noget der er vigtigt for mig, når vi taler om genrer, er spørgsmålet om alle kan have deres egen definition af, hvad en genre skal indeholde? Jeg mener ikke, at alle kan have deres egen personlige genreforståelse for hele genren, for så giver det ikke nogen mening at have genrebegrebet.

Og det peger jo netop på, at genrebegrebet er en kompleks størrelse, da det er meget firkantet og ufleksibelt – med mindre man naturligvis vælger at bløde begreberne op, men så mener jeg også, at man udvander dem.

Der er vel ingen, der uenige i, at John Carpenters Halloween fra 1978 er gyserfilm? For dem, der så vil gå genreskridtet videre, hører filmen så til subgenren ”slasher”. Allerede her ser vi et problem og en styrke. Selve ”gyserfilm”-genren er så bred, at den kan indeholde MANGE film. At man så tilføjer slasher er så styrken, da vi her nuancerer genren. Men det åbner også op for nye problemer, for hvad skal en gyserfilm indeholde for at være en slasherfilm? Og hvem har ”retten” til at kaste en film ind i en genrekasse, er der en facitliste?

Det udfordrede genrebegreb

Tilbage til Interstellar. Genrebegrebet er om noget udfordret, når vi taler om science fiction. Lidt for mange nørder med lidt for mange meninger? Og en debat, og meningsudvekslinger, hvor tonen desværre ofte bliver for hård. For nedladende. Ofte kan det faktisk være spændende at kigge på et værk og slet ikke tænke genre. Svært, ja, men også spændende.

Og de andre ting…

Foruden artiklen om modtagelsen af Interstellar har vi også snakket med Lars Kramhøft og Tom Kristensen – folkene bag den grafiske roman Fordærvet (engelsk: Made Flesh), som forhåbentlig står overfor en snarlig udgivelse i USA.

Endvidere har vi anmeldelsen af den chilenske Tráiganme la cabeza de la mujer metralleta (Bring Me the Head of the Machine Gun Woman) og Marco Beltramis score fra 2013-filmatiseringen af Carrie, som vi anmeldte sidste gang.

Og alt det andet…

Derudover er vi glade for at vores blog kører så godt som den gør. Og i fremtiden vil I se flere gæstebloggere, som det var tilfældet med LG Jensen, der forleden på rørende vis skrev om tre generationer af filmentusiaster i Jensen-familien.

Vi ses i næste måned, og vi håber, at I undgår alt for mange genrediskussioner i solen. Med mindre der er øl med. Så bliver det først sjovt.

Månedens lederskribent er Jacob Krogsøe.

Film:
Traiganme la cabeza de la mujer metralleta (Bring Me the Head of the Machine Gun Woman) (Ernesto Díaz Espinoza, 2012)

Filmmusik:
Carrie (Marco Beltrami, 2013)

Artikler:
I flæsket på USA – en snak med skaberne af Made Flesh/Fordærvet
Interstellar: En had/kærlighedshistorie