Nr. 111 – 13. januar 2015

Ytringsfrihed, politisk korrekthed og H.P. Lovecraft – velkommen til en pissed off leder!

Den oprindelige plan – udtænkt i løbet af december måned – var, at lederen i januar måned skulle være et tilbageblik på året, der er gået, og på det år, vi nu har taget hul på. Det var fortsat planen indtil onsdag i sidste uge, også selvom en større dansk avis den 2. januar bragte et indlæg, der fik mit pis i kog.

Så kom terrorangrebet på Charlie Hebdo den 7. januar, og selvom vi her på Planet Pulp ikke gebærder os med politik (selvom vi som privatpersoner naturligvis er politiske væsner), så er der et vist overlap mellem angrebet på Charlie Hebdo og den kronik, Information bragte den 2. januar.

I centrum for begge sager står nemlig den ytringsfrihed, som er på alles læber i disse dage. I terrorsagen fra Frankrig er det den rene ytringsfrihed, der er på spil: Retten til at sige eller tegne, hvad man vil indenfor lovens rammer uden at skulle frygte for sit liv. Angrebet på Charlie Hebdo var et direkte angreb på ytringsfriheden i dens mest grundlæggende form.

Politisk korrekthed

Den kronik fra Information, jeg sigter til, relaterer sig til en anden, knap så synlig, måde at angribe ytringsfriheden på, nemlig den omsiggribende politiske korrekthed.

Kronikken var en oversættelse fra engelsk, skrevet af den amerikanske science fiction-forfatter Daniel José Older. Kronikkens titel var Sig ’fantasy’, og alle bliver hvide, og handler – ifølge kronikkens rubrik – om, hvordan fantasygenren er domineret af hvide og om hvordan ”ikkehvide figurer [ofte] skildres som dæmoniske, seksualiserede eller hjælpeløse.”

Hvorvidt dette generelt er en korrekt observation eller ej er ikke en diskussion, jeg vil gå ind i, og jeg ønsker heller ikke at underkende betydningen af, at sådanne aspekter – uanset genre – problematiseres.

Sagen er imidlertid den, at Olders kronik i virkeligheden ikke handler om fantasygenrens syn på ikkehvide figurer; den handler om Olders korstog for at få ændret World Fantasy Award-statuetten fra den nuværende statuette af H.P. Lovecraft til en statuette af den sorte, kvindelige forfatter Octavia Butler.

H.P. Lovecraft – en fæl, fæl mand

Baggrunden for, at Older ønsker denne ændring er ganske enkelt den, at Lovecraft var en fæl racist. I Olders underskriftindsamling på www.change.org hedder det om Lovecraft: ”While H.P. Lovecraft … did leave a lasting mark on speculative fiction, he was also an avowed racist and a terrible wordsmith.”

Der er næppe nogen grund til at gå ind i et forsvar for Lovecraft i forhold til Olders angreb på ham som racist – Lovecrafts racistiske og antisemitiske holdninger er for så vidt velkendte og veldokumenterede. Men Olders påstand om, at Lovecraft var en frygtelig forfatter er der grund til at gå i rette med, og det er der heldigvis mange, der har gjort – herunder Lovecraft-forskeren S.T. Joshi, der i en række indlæg på sin blog har taget et opgør med Older – se Joshis indlæg fra 16. august, 23. august, 1. september, 13. september og 18. september 2014.

Men i virkeligheden er det ret tydeligt, at det ikke er Lovecrafts kvalitet som forfatter, Older lægger til grund for sit ønske om at ændre World Fantasy Award-statuetten: Det er fordi, Lovecraft var racist.

Går efter manden, ikke bolden

Som sagt er der ingen større grund til at forsøge at benægte dette faktum; spørgsmålet er, om Lovecrafts personlige overbevisninger skal føre til, at man dømmer ham ude af det gode selskab. Spørgsmålet er, om man skal dømme Lovecraft efter nutidig moral og forsøge at frakende ham den enorme indflydelse han har haft på de fantastiske genrer op gennem det 20. århundrede.

Det er ikke fordi, Lovecrafts racisme ikke skinner igennem i hans fiktion – Lovecrafts fortællinger er fyldt med lidet flatterende beskrivelser af ”negre”, degenererede ”eskimoer” og allehånde andre ikke særligt appetitlige ting. Men de er ikke dominerende aspekter af Lovecrafts litterære output, og Lovecraft brugte ikke sin litteratur som prædikestol for sine racistiske holdninger.

Når Older kigger tilbage på Lovecraft med nutidens moralske standarder og dømmer ham som en fæl racist, er det ikke faktuelt forkert. Men når han ikke formår at skille Lovecrafts forfatterskab fra forfatteren er det udtryk for dårlig dømmekraft – og et eksempel på den grasserende politiske korrekthed.

Idiot

Jeg er for så vidt ligeglad med World Fantasy Award-busten; det, der gør mig vred er den måde, Older vil trække Lovecrafts forfatterskab ned i dyndet. Det rager mig sådan set også en papand, at Older synes, Lovecraft var en dårlig forfatter – det har han al mulig ret til at mene, ligesom jeg har al mulig ret til at mene, at sådan et udsagn kun kan komme fra en idiot.

Det, der pisser mig af, er, at Older vil underkende Lovecrafts betydning for de sidste næsten 100 års genrelitteratur. Older medgiver godt nok, at Lovecraft ”did leave a lasting mark on speculative fiction”, men det svarer nogenlunde til at kalde paven for en religiøs fyr, der bor i Rom. Korrekt nok, men en underdrivelse af rang.

Og det, der pisser mig endnu mere af, er, at Olders virkelige bevæggrund for at trække Lovecrafts forfatterskab ned og underkende hans betydning, er, at personen Lovecraft var racist. For Older handler det åbenbart mere om forfatteren end om forfatterskabet.

Ækelheden

Og her kommer vi så til den politiske korrekthed i al dens ækelhed: At man med moderne moralske briller dømmer fortiden og ønsker at ”redigere” fortiden, fortie den, ændre den, så den kommer til at passe bedre til vores nuværende syn på verden. For Older handler det om at Lovecrafts arv på én eller anden måde er ”beskidt”, fordi mennesket Lovecraft havde nogle giftige holdninger.

Hvis det er sådan, det forholder sig, så kan vi vist godt begynde at revidere vores syn på mange af de forfatterskaber, der i dag står som klassiske – indenfor genrelitteraturen, såvel som indenfor den såkaldt ”seriøse” litteratur. Hvis man i dag foreslog, at Charles Dickens ikke burde hædres for sit forfatterskab, men undgås og kastes ud i glemslen, fordi dele af hans forfatterskab – eksempelvis Oliver Twist (1837) – er stærkt antisemitisk, ville alle seriøse litteraturkritikere tro, man var blevet gal.

Hemingway? Kvindehader. Günther Grass? Med i Waffen-SS. Poe? Giftede sig med sin 13-årige kusine. Ezra Pound? Fascist. Knut Hamsun? Fascist. Og så videre, og så videre.

Hvis vi udvider emnekredsen til at inkludere musikere, kunstnere og andre kulturelle ikoner bliver listen bare længere og længere. Men ja, lad os da endelig kaste Pablo Picasso ud i glemslen, fordi nogle mener, Picasso var en frygtelig kvindehader…

Jeg tror, min pointe efterhånden står klart.

Den grimmeste slags

Daniel José Olders korstog for at få ændret World Fantasy Award-statuetten er et udtryk for politisk korrekthed af den grimmeste slags – en politisk korrekthed, der ikke vil oplyse om historien, samtidig med historien accepteres og problematiseres hvor relevant, men som ønsker at renskure verden og feje alle de grimme ting ind under gulvtæppet.

Værst af alt er Olders eklatante sammenblanding af manden Lovecraft og forfatterskabet Lovecraft, hvilket nok mere end noget andet beviser, at når først den religiøse iver går ind, går forstanden ud.

Her på Planet Pulp tror vi ikke på politisk korrekthed. Vi har gennem tiden med fornøjelse anmeldt film inden for så moralsk tvivlsomme genrer som nazisploitation, nunsploitation, Women in Prison og andre slibrige genrer. Vi har intet problem med, at folk på film før 1990 ryger som skorstene, at de fleste ofre i giallofilm er kvinder, at Hergé tegnede afrikanere med store læber eller at professor George Gammell Angell døde, efter at være blevet skubbet af en ”nautical-looking negro”.

Og mest af alt ønsker vi ikke, at World Fantasy Award-statuetten af Lovecraft bliver droppet, fordi en ung, politisk korrekt opkomling har sat sig i hovedet, at én af de største og mest indflydelsesrige fantastiske forfatterskaber i det 20. århundrede ikke kan adskilles fra forfatterens ubehagelige personlige holdninger. Føj for satan.

Månedens indhold

Vi har præcis tre ting på menuen denne måned – ja, det er en kort menu, men vi har også andre ting på programmet, og én af grundene til, at månedens menu er blevet så kort er faktisk, at vi bag kulisserne er i fuld sving på at arbejde på et senere nummer af Planet Pulp. Var det en teaser? Det tror jeg nok, det var!

Først og fremmest anmelder vi Matthew Vaughns charmerende Stardust – en filmatisering af Neil Gaimans roman af samme navn, og i samme ombæring har vi også lyttet til Ilan Eshkeris score.

Og så har Jacob Krogsøe læst det seneste bind i Robert Kirkmans uendelige zombie-epos, The Walking Dead, der nu er nået op til bind 22.

Vi vender tilbage i næste måned – forhåbentlig med en mindre pissed off leder og et betydeligt lavere blodtryk! Pulp-redaxen over and out!

Månedens lederskribent er Mogens Skaaning Høegsberg.

Film:
Stardust (Matthew Vaughn, 2007)

Filmmusik:
Stardust (Ilan Eshkeri, 2007)

Tegneserier:
The Walking Dead Volume 22: A New Beginning (Robert Kirkman & Charlie Adlard, 2014)