Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Men in Black

Men in Black
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Men in Black er på ingen måde et ringe filmscore, men det er et godt eksempel på den type filmscore, der gør sig vældig godt i filmen, men som ikke er så velegnet som alenestående lytteoplevelse.

Men in BlackInstruktøren bag Men in Black-filmene, Barry Sonnenfeld (f. 1953), er ikke én af de instruktører, der har dannet fast makkerpar med en komponist. Igennem sin noget brogede instruktørkarriere, der fra debuten med The Addams Family i 1991 til i dag tæller 21 forskellige titler (herunder flere tv-film og -serier), har Sonnenfeld arbejdet sammen med bl.a. Marc Shaiman, Bruce Broughton, Elmer Bernstein, James Newton Howard og Danny Elfman.

Sonnenfelds første samarbejde med Elfman var på Men in Black; et projekt der på mange måder var skræddersyet til Elfmans talenter for både at skrive actionfyldt og humoristisk musik. Så meget mere overraskende er det faktisk at høre, hvor seriøst Elfmans score til den første Men in Black faktisk er.

Forklaringen er dog enkel nok: I booklet’en til Men in Black 3-scoret skriver Sonnenfeld, at den første musik, Elfman havde komponeret til Men in Black, var lige præcis det, Sonnenfeld ikke ville have – nemlig humoristisk og letbenet.

I stedet bad Sonnenfeld Elfman om at skrive muskuløs musik, der kunne understøtte de to hovedpersoner. Som sagt, så gjort, og resultatet er et overraskende mørkt score, hvor Elfman kun stedvist giver indrømmelser til filmens markante og ofte temmelig fjollede humor.

Næsten funky drive

Det er ikke fordi hele scoret er lige indædt seriøst. Filmens hovedtema, der først høres i ”M.I.B. Main Theme” (nr. 1) har under overfladen et boblende humør uden at der på nogen måde er tale om et ”klassisk” wacky Elfman-tema – måske lige på nær den lette indledning. Hovedtemaet er bygget op af en basguitarlinje, en overliggende rytmisk strygerostinato og herover forskellige blæserlinjer – alt i kombination med rigelige mængder electronica og slagtøj (herunder traditionelt trommesæt).

Den overvejende rytmiske opbygning giver hovedtemaet et næsten funky drive, og selve temaet ligger et sted i gråzonen mellem et seriøst tema og det solidt humørfyldte.

Hovedtemaet er, i forhold til orkestrering, ganske beskrivende for Men in Black-scoret som helhed: Overvejende symfonisk, men med masser af electronica og slagtøj af forskellig art. Blandingsforholdet mellem de forskellige elementer varierer derudover stærkt fra cue til cue, og det er især de centrale actioncues (f.eks. ”Noisy Cricket / Impending Trouble”, nr. 12), der indeholder en del electronica.

Hovedtemaet er ét ud af kun to fuldt artikulerede temaer på Men in Black-scoret. Det andet tema, som er associeret med Tommy Lee Jones’ karakter K, dukker første gang op i ”D’s Memories / Chase” (nr. 2), og er et overraskende afdæmpet og smukt tema, primært for akustisk guitar. K’s tema høres et par gange i løbet af scoret, men det er forskellige permutationer af hovedtemaet, der, rent tematisk, dominerer musikken.

Nu skal det heller ikke forstås således, at hovedtemaet dukker op i sin fuldt udviklede form i tide og utide – i stedet nøjes Elfman med at citere små bidder af hovedtemaet eller antyder det gennem anvendelsen af temaets signaturinstrumenter, især baguitarlinjen. Som sådan anvender Elfman hovedtemaet forholdsvis subtilt igennem scoret – og langt mere subtilt end på f.eks. Men in Black II-scoret, hvor det fuldt udviklede hovedtema høres i næsten alle cues.

Kaotisk udtryk

Enkelte andre motiver dukker op undervejs i musikken, men de er så få og kortvarige, at de ikke udgør nogen blivende tematisk tilstedeværelse. Generelt må Men in Black-scoret karakteriseres som udpræget underscore, hvor musikken i udpræget grad understøtter de enkelte scener uden nogen større tematiske markeringer undervejs.

Dette er i virkeligheden nok scorets største svaghed, især fordi meget af musikken både er ganske dyster og tilmed kompleks. Især i forskellige actioncues er der så mange idéer på spil, at man som lytter bliver helt forpustet af at forsøge at holde styr på alle idéerne. Derudover er der mange af de idéer, Elfman smider i gryden, som han kun forfølger kortvarigt, hvorefter det er en ny idé, der tages op.

Det giver en stor del af musikken et kaotisk udtryk, som smitter af på helhedsindtrykket: Musikken er på ingen måder ringe, men resultatet er, at albummet kommer til at virke fragmentarisk og kaotisk.

“Bare” kaos

Stilen i actionmusikken læner sig i nogle cues kraftigt op ad musikken fra Mission: Impossible (1996), og i de mere skumle passager hører man flere gange en melodilinje dybt nede i træblæsernes registre, som Elfman to år senere skulle gøre til et centralt tematisk element i hans flotte gotiske score til Sleepy Hollow (1999).

Iblandingen af de store mængder electronica lyder nogle steder som forstudier til Elfmans imponerende Planet of the Apes-score (2001), men uden at musikken i Men in Black nogensinde opnår den stringens, der gør, at Planet of the Apes-scoret fremstår som meget nøje planlagt og struktureret kaos. Langt hen ad vejen lyder Men in Black “bare” som kaos.

Som sagt er dette ikke ensbetydende med, at musikken er hverken simpel eller dårlig; det gør bare lytteoplevelsen både forvirret og i sidste ende temmelig uforløst. Samtidig kan man ikke undgå at savne nogle mere letbenede elementer, for dele af scoret er altså så mørkt, at de uden problemer kunne indgå i en regulær horrorfilm. Her tænker jeg bl.a. på dele af ”Edgar’s Truck / A New Man” (nr. 3).

Ikke så velegnet som selvstændigt album

Men in Black er på ingen måde et ringe filmscore, men det er et godt eksempel på den type filmscore, der gør sig vældig godt i filmen, men som ikke er så velegnet som selvstændigt album. Hardcore Elfman-fans må naturligvis have Men in Black i deres samling, men er man mere casual filmmusikfan, er scoret til Men in Black II langt mere tilgængeligt, selvom det hviler meget tungt på konstante gentagelser af hovedtemaet.

Afslutningsvist skal jeg lige huske at nævne, at Will Smiths megahit “Men in Black” ikke er med på albummet her. Hvis man er ude efter det, skal man have fat i Men in Black – The Album, der består af diverse popnumre og kun to cues fra Danny Elfmans score.

3 stjerner

Nummerliste:
1. M.I.B. Main Theme (2:58)
2. D’s Memories / Chase (3:57)
3. Edgar’s Truck / A New Man (2:59)
4. Imports / Quiet Moments (2:21)
5. J Contemplates (1:17)
6. Headquarters (1:13)
7. The Suit (1:28)
8. Morgue Time (0:48)
9. Petit Mort (1:42)
10. K Reminesces (0:48)
11. Orion’s Belt / Cat Stinger (2:18)
12. Noisy Cricket / Impending Trouble (2:07)
13. Sexy Morgue Babe (5:41)
14. Take Off / Crash (7:20)
15. Finale (3:03)
16. M.I.B. Closing Theme (2:38)

Total spilletid: 42:38

Titel: Men in Black – The Score
Komponeret af: Danny Elfman
Dirigeret af: Artie Kane, Mark McKenzie
Orkestrering: Steve Bartek, Mark McKenzie, Edgardo Simone
Komponeret: 1997
Udgivet: 1997
Label: Sony Music Soundtrax

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *