Manhunt

Det højst kontroversielle computerspil Manhunt blev udgivet i 2004 af Rockstar Entertainment, der også er kendt for de meget roste Grand Theft Auto-spil (GTA).

Da Manhunt blev udgivet, blev det generelt godt modtaget af spilpressen, men pga. af spillets utroligt voldsomme og brutale karakter, skabte det en omfattende bevågenhed fra medierne. Det medførte bl.a., at spillet blev forbudt i mange lande, deriblandt New Zealand, hvor man risikerer en bøde for at være i besiddelse af spillet. I andre lande har spillet fået aldersmærkningen 18 påtrykt.

Anklaget for at inspirere til mord

Manhunt blev sågar anklaget for at have været årsagen til et mord begået i England. Den 17-årige Warren Leblanc myrdede sin 14-årige ven Stefan Pakeerah. Warren Leblanc erklærede sig skyldig. Offerets moder, Giselle Pakeraah, påstod, at Leblanc havde været besat af Manhunt og derfor havde dræbt hendes søn. Denne påstand medførte en sand mediestorm, hvilket bevirkede at spillet blev taget ned af hylderne hos spilforhandlere i England. På den anden side resulterede det også i, at efterspørgslen steg dramatisk hos forhandlere, Internetshops og auktionshuse på nettet.

Politiet kunne dog i sidste ende udelukke Manhunt som den store synder, og i stedet placere et narkorelateret røveri som motiv. Dommeren placerede også udelukkende skylden hos Warren Leblanc, der – viste det sig – ikke ejede en kopi af Manhunt. Det var derimod den dræbte, Stefan Pakeerah der havde spillet, selvom han var under 18.

Men er Manhunt virkelig så voldeligt, brutalt og blodigt som alle går rundt og siger? Her er svaret et klokkeklart JA. Hvorfor vil du finde ud af snart, men lad os starte ved begyndelsen.

Jægerne bliver de jagede

Den dødsdømte James Earl Cash vågner pludselig op nogle timer efter, at han har fået sin dødelige sprøjte. Det viser sig hurtigt, at sprøjten ikke indeholdt den dødelige gift, men kun et bedøvende middel. Mens Cash undrende kommer til sig selv, lyder der pludselig en stemme fra en højttaler. Den tilhører den onde og syge filmproducent Lionel Starkweather (hvis stemme er indspillet af skuespilleren Brian Cox).

Han har bestukket fængselspersonalet, og James Earl Cash er nu blevet hovedpersonen i Starkweathers snuff-filmserie, “Manhunt”. Cash får ordrer til at montere en øresnegl og gennem denne bliver Cash nu instrueret af Starkweather. Cash har ikke mange muligheder for selv at slippe væk, og han bliver således nødt til at deltage i en omgang “Manhunt”.

Cash skal overleve en række planlagte scener og lokaliteter, mens han konstant bliver jagtet af “Hunters”, der er hyret til at slå Cash ihjel. Jægerne består af fem bander, korrupte politimænd og Starkweathers personlige bodyguard, også kaldet The Cerberus. Men som oftest er det jægeren, der bliver den jagede og hvis Cash vil overleve natten, bliver han selv nødt til at dræbe, hvilket han i øvrigt er ekspert i.

Mange våben og stor brutalitet

Efter en kort introduktion bliver Cash kastet for løverne, og der går ikke lang tid, før det første drab er begået. For at dræbe kan Cash bruge de bare næver, men det er langt sjovere at bruge de våben, man finder undervejs. Våbnene er delt op i tre kategorier. De grønne våben er engangsvåben, så som plastikposer og store glasskår. De blå våben er permanente våben, såsom baseball bats og brækjern. De røde våben er ekstra hårdtslående, og giver mere skade, men er langsommere i brug, såsom store baseball bats.

Der er mange våben at finde og her nævnes et par stykker: Wire til kvælning, plastikposer, glas, knippel, kødøkse, hammer, machete, motorsav samt diverse skydevåben, hvor sømpistolen selvfølgelig også indgår. Ja, der er altså mange våben at ekspedere sine fjender med.

Men det er ikke alt. Man får også point for brutalitet. Ved at snige sig ind på fjenderne kan man henrette dem på nærmest bestialsk vis. Sniger Cash sig frem med plastikposen klar og udser sig et offer, kan man udføre tre forskellige slags drab. Når markøren lyser grøn, kan Cash udføre et hurtigt drab. Har man lidt tålmodighed og nerver skifter markøren lidt efter til gul, hvilket bevirker et voldeligt drab. Venter man længe nok skifter markøren lidt efter til rød, hvilket bevirker et ultravoldeligt mord.

Det er selvfølgelig det ultravoldelige drab, der giver flest point. Udfører man f.eks. et ultravoldeligt mord med en plastikpose, bliver offeret ikke alene kvalt, men får også en ordentlig omgang tæsk for til sidst at få brækket nakken. Har man derefter lyst, kan man altid bagefter trække sit baseball bat frem og knuse offerets hoved, så blodet sprøjter lystigt. Hvert våben har selvfølgelig sin egen ekstremt voldelige sekvens, så man kommer ikke til at kede sig over dødsscenerne.

Snigerspil

Cash kan benytte sig af skyggerne til at snige sig uset frem eller bare stå og vente på det intetanende offer. Der er ofte fjender samlet i samme område, og her kan det være smart at adskille dem ved at lave larm for at tiltrække nogle af dem. Det kan f.eks. gøres ved at banke på containere og vægge eller kaste med flasker og endda afhuggede hoveder. Manhunt er således et vaskeægte snigerspil.

Til sin hjælp har spilleren en lille radar, der afslører fjenders tilstedeværelse og hvilken retning de kigger og går. Fjender, der er markeret med gult, er passive, og går stille rundt. Er fjenden orange, er han opmærksom på noget. Det kan være, at han har hørt Cash rumstere, og fjenden vil derfor undersøge lyden nærmere. Er fjenden markeret med rød, er Cash blevet opdaget og man kan enten vælge at flygte eller tage kampen op face to face. Skulle Cash miste health under kampen, ligger der heldigvis painkillers spredt rundt omkring, som kan hjælpe ham på fode igen.

En lille anke ved spillet er, at det kun er tilladt at save på udvalgte steder, hvilket godt kan være en belastning, da spillet til tider bliver meget svært, og dermed også øger chancerne for at dø. Sker dette, skal man således spille hele sekvensen forfra igen, og sådan kan man så blive ved, indtil man klarer skærene eller afinstallerer spillet af bare frustration.

Trivielt og fascinerende på samme tid

Manhunt er et supervoldeligt computerspil, hvor blodet og fornøjelsen af at dræbe stortrives. Spillet er underligt tiltrækkende, men på samme tid også ganske trivielt. Til tider bliver det direkte ensformigt og kedeligt, men forbliver fascinerende pga. volden og stemningen. Er man en person med sarte nerver, bør man derfor afholde sig fra at spille Manhunt. Men er man, som undertegnede, immun over for den slags, er Manhunt et “underholdende” og interessant bekendtskab, der klart kan anbefales. Bliver Manhunt 2 mon endnu mere ekstrem?

Anmeldt i nr. 22 | 13/08/2007