Mads’, Mettes og Sjokos Oplevelser: Stratonef H. 22 1. del: Mr. Pumps Testamente

Stratonef H. 22 var den anden historie, Hergé tegnede om søskendeparret Mads og Mette og deres abe Sjoko. Den første var De Mystiske Stråler, der, ligesom Stratonef H. 22, blev splittet op i to bind, da det skulle udsendes som album. Selv om De Mystiske Stråler var den kronologisk første af historierne, var Stratonef H. 22 faktisk den første til at udkomme på albumform, hvilket skete i 1951, mens De Mystiske Stråler kom i 1952.

I Danmark fik vi serien i dens kronologiske rækkefølge, men først i 1971-73, hvor Carlsen if (Illustrationsforlaget) udgav de i alt fem bind, der udkom. Sidste album, Cobradalen, udkom på fransk i 1956.

Begrænsende omstændigheder

Oprindelig var serien tegnet til det franske tegneserieblad Coeurs Vaillants, og De Mystiske Stråler startede her i 1935. Fra 1936 kørte serien også i Le Petit Vingtième, hvor også Tintin løb som føljeton. Præcis hvornår Stratonef H. 22 udkom i Coeurs Vaillants, har jeg trods ihærdig research ikke kunnet bestemme med sikkerhed, men historien blev trykt i Le Petit Vingtième fra den 31. marts 1938 til den 9. november 1939.

Efter den særdeles underholdende historie, Hergé fortalte i De Mystiske Stråler, begynder man med Stratonef H. 22 at mærke, at han ikke følte sig helt tilpas med universet, og at hovedrolleindehaverne satte nogle begrænsninger, Hergé ikke var vant til fra Tintin. Dette er måske ikke så udtalt i historiens første bind, Mr. Pumps Testamente, men bliver til gengæld meget tydelige i Kurs mod New York.

En højtflyvende affære

Mr. Pumps Testamente begynder med en kort prolog, hvor vi præsenteres for den amerikanske forretningsmand John Archibald Pump, der er besat af fart – for fart repræsenterer jo effektivitet. Da Pump dør i en bilulykke, afslører hans testamente, at hans formue ikke vil gå til de to sønner, men i stedet til dem, der som de første (men inden for et år) kan gennemføre en flyvning mellem Paris og New York, uden mellemlanding, og hvor gennemsnitsfarten skal være 1000 kilometer i timen eller mere.

Nu forholder det sig sådan, at Mads’ og Mettes far, ingeniøren Legrand, arbejder på en flyvemaskinefabrik, og han begynder straks arbejdet med at tegne og konstruere et stratosfærefly, der kan leve op til kravene i Pumps testamente. Men så starter problemerne. Nogen forsøger ihærdigt på at forhindre Legrand og fabrikken i at nå deres mål, og det er ikke småting, de tager i brug: fra sabotage og falske beskyldninger mod ingeniør Legrand til kidnapning af Mette og sågar bombning af stratosfæreflyets hangar!

Alt dette bliver Mads og Mette naturligvis hvirvlet ind i, og det er i den forbindelse, at man nok fornemmer, at Hergé var vant til at fortælle historier med en voksen hovedperson. Selv om Mads og Mette allerede i De Mystiske Stråler var særdeles initiativrige, så er de særdeles slagkraftige i Mr. Pumps Testamente, og deres bedrifter står ikke meget tilbage for Tintins. Ikke desto mindre formår Hergé hele vejen igennem den første halvdel af historien – det vil sige hele Mr. Pumps Testamente – at holde begivenhederne så nogenlunde inden for rimelighedens grænser. Selv om Mads og Mette naturligvis er alt for voksne i deres måde at tænke og reagere på, så køber man det, fordi det fungerer inden for universets rammer. Det er først til allersidst, det begynder at kamme over, men det er udtryk for nogle problemer, der især kommer til udtryk i Kurs mod New York.

Stærkt enkeltalbum

Historien i Mr. Pumps Testamente er en klassisk Hergé-thriller, og på mange måder kunne man fint have forestillet sig historien udspille sig med Tintin i hovedrollen. Stemningen af thriller og kriminalmysterium, der løber hele vejen igennem albummet, minder i høj grad om indledningerne til både Krabben med de gyldne klosakse og Landet med Det Sorte Guld – blot er handlingen trukket noget længere ud, og Mads og Mette kommer ikke på globetrottende eventyr før i Kurs mod New York.

Det er netop på grund af den meget gennemførte stemning af velfortalt kriminalhistorie, at Mr. Pumps Testamente faktisk fungerer godt som album, og at man er parat til at acceptere det usandsynlige ved, at historiens hovedpersoner er to unger og en abe. Hergé har totalt styr på historien, og samtidig med, at der er den obligatoriske mængde comic relief – især på grund af abekatten – er der også adskillige stramt komponerede spændingssekvenser, der er på højde med lignende sekvenser i Tintin.

Som enkeltstående album står Mr. Pumps Testamente derfor temmelig stærkt. Blot er det ærgerligt, at historien derefter tager en drejning, der gør Kurs mod New York betydeligt svagere. Det er en kritik, der nærmere hører hjemme i anmeldelsen af det næste album, men det er svært ikke at nævne det hér, for opdelingen af historien i to albums er jo kunstig – oprindelig kørte Stratonef H. 22 som én lang historie i Coeurs Vaillants og Le Petit Vingtième.

Ser man imidlertid på Mr. Pumps Testamente som et enkeltstående album, er det bestemt ikke svagere end de to første i serien, og mysteriet vil helt sikkert kunne underholde alle raske drenge, uanset alder.

Anmeldt i nr. 35 | 13/09/2008