Love City

Tilbage i 2018 udgav David og Stephan Garmark deres anden fælles roman. Bogen har den ret eksotiske, men også ret kedsommelige titel Love City.

I modsætning til de fleste andre danske bøger, der kredser om de fantastiske genrer, så blev der faktisk igangsat en ret effektiv og imponerende reklamekampagne fra forlaget og bogens forfattere. Eksempelvis blev der brygget en “Love City”-øl, der kunne købes i den periode, bogen lige var udkommet.

Da romanen udkom, fulgte en række gode anmeldelser, der fremhævede en masse kvaliteter ved bogen. Men efter min egen læsning af værket, forstår jeg ærlig talt ikke, hvordan bogen har modtaget så rosende ord.

Langt fra Danmark

I modsætning til deres tidligere fælles roman, så skal vi i Love City en tur til Jomfruøerne, et sted der er plaget af voldsom fattigdom og naturkatastrofer.

Men det værste er stadig i vente, for der er opstået et oprør i det skrøbelige samfund under ledelse af en vis King Malcolm.

Der går ikke længe, inden Malcolm har overtaget øerne, men snart hærger en besynderlig epidemi stedet. Det resulterer i, at en gruppe danske nødhjælpsarbejdere sendes til øerne for at afhjælpe den krise, der har sat sig så dybt i samfundet og dets folk.

Men alt er naturligvis ikke, hvad det ser ud til. Danny, der er soldaternes leder, og hans makker Wolfkiller (ej, det er for pjattet et navn) har deres egen hemmelige mission, der ikke helt er i overensstemmelse med nødhjælpsarbejdet.

Efterhånden som handlingen tager fart, begynder det overnaturlige at kigge frem, hvilket naturligvis bare gør krisen endnu større.

Plat

Love City er en roman, der i sin begyndelse tager udgangspunkt i en række sociale problemstillinger, der bliver beskrevet så konkret, at man som læser ikke kan lade vær med at tænke videre over det.

Romanen har helt klart et stort potentiale, men falder desværre igennem på flere måder. For det første, så beskriver mange romanen som en gyser, og der er jeg lodret uenig.

For mig føltes bogen mere som et ret tamt action-eventyr i stil med de dårligste Schwarzenegger-film, der findes. Alene det, at en af karaktererne hedder Wolfkiller, var nok til at hive mig ud af historien.

Den form for uhygge, som bogen rygtes at have, er slet ikke nærværende nok til, at jeg som læser finder bogens præmis troværdig. Flere af figurerne, især soldaterne, opfører sig og taler som personer fra en dårlig amerikansk actionfilm.

I min optik er det med til at gøre romanen vildt utroværdig og desværre ret kedelig. For når det bliver for utroværdigt, så er jeg som læser slet ikke investeret i universet på den måde, som forfatterne sikkert havde til hensigt. Med andre ord, så kan jeg kun beskrive bogen som plat.

Et tvivlsomt forfatterpar

Stephan og David Garmark er uden tvivl et par forfattere, der har noget på hjerte, og som brænder for at fortælle historier. De gør deres bedste, det skal de have, men for mig at se lykkes det på ingen måde.

Bogens dialog er for mærkelig flere steder; de opremser navne på våben og kommer med en masse begreber fra kampsportsverdenen. Alt sammen noget, der ikke behøver at være der, og som bare gør historien underlig.

Så vidt jeg er orienteret, så er begge brødre gået videre fra at skrive gysere og har i stedet lagt sig fast på at skrive krimier.

Et lavpunkt i dansk gys

Det er svært at skrive gys i Danmark, og det er endnu sværere for forfatterne at komme ud med deres ting.

Mange har svært ved at tage gys seriøst som genre herhjemme, og det er en skam. For der findes fantastiske gysere derude af blandt andre Steen Langstrup og Teddy Vork. Men Love City må indtil videre være lavpunktet i dansk gys.

Anmeldt i nr. 219 | 13/02/2024