Leder og indhold – 13. oktober 2023

3 minutters læsetid

Man kan sige meget om Halloween. Ja, i den form, vi er kommet til at kende Halloween i Danmark, er det en importeret amerikansk tradition, der ikke har meget at gøre med den oprindelige kirkelige tradition, som også eksisterede i Danmark frem til Reformationen.

Der er stadig mange danskere, formentlig især den ældre generation, der rynker på næsen af denne importerede højtid, der set fra skeptikernes synspunkt ikke er andet end et smart marketingsstunt, designet af smarte butiksindehavere for at sælge kostumer og slik. Ikke andet end en amerikaniseret dublet af fastelavn.

Langt hen ad vejen er det jo fuldstændig rigtigt. Alligevel holder jeg meget af Halloween. Nok fordi jeg elsker gysergenren så meget, som jeg gør.

Halloween er måske nok en pendant til fastelavn, men det er også fastelavns dystre fætter. Til fastelavn kan børnene klæde sig ud som hvad som helst – superhelte, dyr, magiske væsner. Men som regel noget hyggeligt og harmløst.

Og det er både fint og rart. Fastelavn er en rar højtid for børnene midt i den lange, kedelige vinter, efter julen for længst er overstået og længe inden, foråret melder sig på banen med sin hvisken om, at der faktisk kommer en sommer.

Halloween er lidt det samme: Sommerferien er ved at være så langt væk, at man ikke længere kan leve højt på dens oplevelser og energi. Solen er ved at miste sin magt, og mørket sænker sig. Men der er på den anden side også stadig længe, til julen melder sin ankomst med lys, hygge og gaver.

Her, midt på efteråret, har der altid manglet et eller andet. Og Halloween er den perfekte løsning.

Og selvom nogle unger selvfølgelig vælger at klæde sig ud som noget mere harmløst, så ved de fleste godt, at Halloween handler om monstre og hekse, vampyrer og varulve.

Eller som én af mine sønner, der for et par år siden konstruerede en le af en lang pind, et stykke pap og noget sølvpapir. Han skulle ud at rasle, klædt ud som Døden, Manden med Leen.

“Hvor har du fået den idé fra?” spurgte jeg, da han fortalte det.
“Hvem kender ikke Døden?” spurgte han retorisk; ligefrem og i ramme alvor.

Hvad siger man til det? Som gyserelsker og som én, der frydes lidt over, at Halloween i bedste amerikanske stil har fundet vej til Danmark, kunne jeg ikke andet end smile.

Jeg ved godt, at Halloween mest af alt har fundet vej til Danmark som en måde, butikker kan sælge slik på og legetøjsforretninger kan sælge kostumer på. Nå ja, og græskar, som både kan købes i supermarkeder og direkte fra bønderne.

Men jeg oplever også, at mange danskere faktisk hygger sig med Halloween – kommerciel højtid eller ej. Jeg ser masser af fine græskarlygter i mit Facebook-feed hver oktober måned, og de fleste steder, ungerne ringer på, når de er ude at rasle, har folk faktisk sørget for at have lidt slik at dele ud.

Flere og flere er også begyndt at pynte op. Måske ikke så vildt og voldsomt, som man ser det i USA – det er i hvert fald de færreste steder – men alligevel.

Her i Silkeborg, hvor jeg bor, er en af de lokale bønder gået all-in på Halloween. Det handler selvfølgelig om at sælge nogle græskar, men der er alligevel gjort så meget ud af oppyntningen, at jeg tænker, de nok alligevel synes, det er lidt sjovt.

Døm selv på billederne her i lederen. Billederne er taget i dagslys. For jeg tør ikke cykle derop om aftenen. For hvem ved, hvad der lurer derude på den store græskarmark, der ligger lige ved siden af Halloween-udstillingen?

Hvem ved, hvilke uhyrlige ting, der bevæger sig i ly af mørket og kun venter med gule, stirrende øjne på, at en uforsigtig person vover sig ud af gadelampens lyskegle, der i forvejen kæmper en ulige kamp mod det omgivende mørke?

Jeg ved det ikke, og jeg har ikke tænkt mig at finde ud af det. Bedre at blive indenfor. Bedre at sætte en gyser på fjernsynet og trække fødderne ind under et tæppe. Oppe i sofaen, selvfølgelig. Ikke på gulvet. For der er mørkt under sofaen. Og hvem ved, hvad der ligger der og venter…?

Hav en uhyggelig Halloween, kære læser. Vi ses i november!

Månedens lederskribent er Mogens Høegsberg.

Film:
The Black Demon (Adrian Grünberg, 2023)
Sharksploitation (Stephen Scarlata, 2023)
Shivers (Shivers: Parasitmordene) (David Cronenberg, 1975)

Bøger:
Rakelsminde (David & Stephan Garmark, 2017)

Skriv et svar

Your email address will not be published.