Leder og indhold – 13. maj 2022

1 minuts læsetid

Egentlig havde jeg tænkt mig, at denne leder skulle handle om plots og om den måde, filmskabere hyppigt ser stort på tidligere etablerede plotelementer.

Anledningen er naturligvis, at Obi-Wan Kenobi-serien står for døren, og Star Wars er jo ikke ligefrem kendt for at være et fiktivt univers, hvor der udvises stor respekt for de plotelementer, tidligere film har slået fast.

Men min hensigt om at skrive en lettere harcelerende leder om tilgangen til plotelementer i Star Wars blev afsporet af flere ting, hvoraf de to væsentligste er en arbejdsmæssig hård uge og en whopper af en forkølelse.

Den sidste ting, der afsporede mig, var, at jeg kort før, jeg satte mig ned for at skrive denne leder faldt over den triste nyhed, at Fred Ward er død.

Det er ikke fordi, jeg havde et nærmere forhold til Fred Ward end så mange andre af de skuespillere, forfattere m.v., der forlader os, men det er ikke så længe siden, Tremors pludselig dukkede op i mine tanker og dermed planer om snart at gense i hvert fald de to første film i serien.

Det er selvfølgelig bare et tilfælde, men nyheden om Wards død fik mig til at tænke på, hvordan skuespillere ser ud for mit indre øje. En skuespiller som Fred Ward, som jeg ikke har set i noget i lang tid, så for mig stadig ud, som han gør i Tremors.

Det vidste jeg selvfølgelig godt, at han ikke har gjort i virkeligheden; Tremors er fra 1990, og Ward var allerede dengang midaldrende, og Ward var da også 79 ved sin død for fem dage siden.

Men fordi langt de fleste af de ting, jeg har set Ward i, er fra før 2000, husker jeg ham ganske enkelt som han så ud i f.eks. Tremors eller i The Naked Gun 33⅓.

Sådan har jeg det med masser af andre. Da jeg læste, at Ward var 79 år, da han døde, kom jeg til at tænke på, hvor mange andre skuespillere, som jeg husker på en bestemt måde, men som nu ser helt anderledes ud på grund af alder.

Der er intet dybsindigt ved alt dette; det var blot en af de små “huh”-oplevelser, man har fra tid til anden.

Månedens Planet Pulp er et af de små numre; forhåbentlig er der en smule med kød på knoglerne næste gang.

Vi ses i juni!

Månedens lederskribent er Mogens Høegsberg.

Film:
Under Siege (Andrew Davis, 1992)

Filmmusik:
Peggy Sue Got Married (John Barry, 1986)

Skriv et svar

Your email address will not be published.