Redaktionen
Ingen kommentarer

Leder og indhold – 13. maj 2021

Leder og indhold – 13. maj 2021
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

I denne måneds leder skriver Jacob Krogsøe om at være en voksen mand og samle på legetøj.

Han er en voksen mand, og han samler på legetøj, tænker du måske?

Det må du sådan set godt tænke. For det er jo det, jeg gør. Men det er noget andet, end da jeg var knægt. Hvor jeg rent faktisk legede med den slags. Store slag med actionfigurer i Hostrupskov lidt udenfor Aabenraa i Sønderjylland. Kenner Star Wars-figurer blev gemt, og glemt, i sandkasser og buske! Der blev leget med legetøjet – som der skal efter min mening. Der var en direkte kontakt mellem mine børnehænder og legetøjet. Vi var ét.

Nu, hvor jeg er blevet 42 år gammel, er det noget andet. I dag, her i Billum i Vestjylland. I en årrække havde jeg det lidt stramt med det: Var det ikke en sølle ting, at en voksen mand samlede på legetøj?

Sådan har jeg det ikke længere. For de fysiske genstande skaber en kontakt med de fiktionsuniverser, jeg kender så godt, og de skaber en kontakt til den legende del af mig selv. De skaber glæde. For mig. Og det er det vigtigste: Mine figurer, mit legetøj, gør mig glad. Hvad andre så tænker er fuldstændig ligegyldigt.

De giver mig også inspiration, eksempelvis når jeg skriver, og de kan bruges som formidlingsværktøjer, når filmsamlingen for alvor skal foldes ud i det gamle bedemandsværksted her i Billum. De kan skabe stemning.

Men som sagt er det vigtigste, at de gør mig glad. Og måske åbner de rent faktisk en portal ind til den legende og barnagtige del af min hjerne? Den tanke kan jeg godt lide. Eller som min ven Thue skrev, da jeg postede billedet på Facebook: “Man kan lave en slags livsblok med legetøj på den måde. Besjælet med minder og arketyper der ligger dybt i os.”

Så her ser I et udsnit af nogle af mine figurer, noget af mit legetøj. I ville måske vælge noget andet.

Men på billedet ser I både Luke, Han Solo, Hellboy, Buzz, Jack Slater, Rambo, T-800, Roger Rabbit, Gollum, Usagi, en gremlin, en alien, Kaptajn A og flere andre. De stammer fra de fiktionsuniverser, fra de film og tegneserier, som jeg elsker.

For mig er det en måde at holde kontakten på. Det er noget andet, end når jeg ser filmene, eller læser tegneserierne. Legetøjet er nemlig en fysisk del af min virkelighed. Og for mig er det vigtigt.

Jeg håber, I har det godt derude i virkeligheden. En virkelighed, hvor vi begynder at nærme os mere almindelige tilstand. En virkelighed, hvor vi snart kan skubbe pandemier og den slags tilbage i fiktionens verden, dér hvor jeg synes, de hører bedre hjemme end i min og din dagligdag.

God forsommer.

Månedens lederskribent er Jacob Krogsøe.

Film:
Alone (Johnny Martin, 2020)
Invasion U.S.A. (Joseph Zito, 1985)
Jiu Jitsu (Dimitri Logothetis, 2020)

Bøger:
Blod ved daggry (Palle Schmidt, 2021)

Tegneserier:
Zatanna: The Mistress of Magic (Paul Dini, 2011)

Spil:
Silver (Bézier Games, 2019)

Computerspil:
Resident Evil [remake] (Capcom, 2015)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *