Planet Pulp

For at være plat, så laver Hermann en spare med Strike: Det er et solidt underholdende album, hvor der dog intet nyt er under solen. Men det behøver der sådan set heller ikke at være, når Hermann er i topform.

Til bowling med drengene

Da vi sidst så Jeremiah og Kurdy, var de på røven i Slangen i Paradiset (1986), men kom dog væk med livet i behold. Da vi møder dem i Strike, er der mere ro på sagerne, og drengene befinder sig i et bowlingcenter. Ja, du hørte rigtigt.

Bowling er jo på mange måde en amerikansk paradedisciplin, hvor man kan nyde øllen, mens man imponerer pigerne med kuglerne. Så det er meget passende, at vi nu endelig kommer til en bowlinghal. Men før det er en lille klassiske Jeremiah-prolog løbet over siderne: En Hare Krishna-ligende kultleder og hans følge er i gang med et optog. En præst råber efter dem, en ældre kvinde ser surt på dem, og en sherif kaster en sten efter præsten. Cut, og så er vi fremme ved bowlinghallen.

Det viser sig, at Jeremiah er ganske skrap til at bowle, og snart vinder han en del penge. Det lille samfund i samfundet, altså bowlingimperiet, er styret af rigmanden Sadhole, som har skumle planer sammen med kultlederen fra prologen – en kultleder som naturligvis går mere op i fjams og guld end religion og visdom.

Så intet er nyt i Hermann-land, og naturligvis kastes vores to “helte” ind konflikten, hvor Jeremiah, som altid, er protagonisten, mens Kurdy leger ved poolen og tæller pigerne og pengene.

Klassisk westernplot

Handlingen i Strike er som taget ud af en western. Duellerne er på de bonede bowlinggulve, og alliancen mellem borgmesteren og kvægavleren er erstattet af en lignende mellem rigmanden og kultlederen. Men ellers er forløbet i plottet ganske klassisk, selvom Hermann giver det en twist hist og her – specielt slutningen er dejligt Hermannsk og forløsende.

Bipersonerne er velskrevne, specielt den ældre “toiletdame” og den spøjse mand med det store slips, tegningerne meget smukke og det hele er ganske underholdende.

Kurdy er i topform; han er faktisk bedst, når han er på slap line, og Jeremiah er, ja, Jeremiah, altså ikke videre spændende, men ham der driver handlingen frem.

Nedtonet og fint album

Det lidt anderledes er dog, at samfundet i Strike, altså den by, handlingen udspiller sig i, er mere normalt, end hvad vi tidligere har set i Jeremiah-serien. De helt skæve eksistenser er der ikke mange af, og alt i alt er Strike et ganske nedtonet album, som ikke har meget at gøre med den postapokalyptiske genre – eller setting for den sags skyld.

Der er naturligvis den underlige kultleder, som rent faktisk også sagtens kunne være i det “virkelige USA”, så derfor føles Strike mere almindelig end de andre bind. Det bliver dog kun en styrke, da det bliver endnu et led i Hermanns mange forskellige udgaver af det postapokalyptiske samfund, som netop er grunden til, at man vender tilbage album efter album.

Anmeldt i nr. 80 | 13/06/2012

Stikord: Fremtiden, Postapokalyptika