Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Jaws

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Selv om Jaws stedvist er tæt på at gå i tomgang, lykkes det Benchley at holde gryden i kog, og Jaws er en bundsolid thriller.

JawsJaws – eller på dansk Dødens Gab – er et navn, der stadig vækker genklang blandt de fleste danskere. Hovedparten af de der genkender navnet og husker kæmpehajen, tænker nok først og fremmest på Steven Spielbergs film fra 1975, mens færre måske ved, at filmen faktisk var baseret på en bog.

Romanen, der er skrevet af Peter Benchley (1940-2006), udkom i 1973, og blev næsten omgående en bestseller. Det forstår man så udmærket, for Jaws er en forbandet velskrevet thriller, der ikke alene er formidabelt underholdende, men som samtidig har personer, som man faktisk tror på, og som man også ender med at bekymre sig om.

Byen er hovedperson

Peter Benchley (1940-2006).

Peter Benchley (1940-2006).

 

På trods af navnet – der i direkte dansk oversættelse i øvrigt betyder “Kæber” – handler Jaws faktisk ikke så meget om kæmpehajen, som den handler om den lille turistby Amity, hvor hovedparten af romanen foregår, og den effekt hajen har på byen.

Amity ligger på Long Island, og er helt afhængig af turisterne, der myldrer fra New York og ud på øen hver sommer. En dårlig turistsæson vil have nærmest katastrofale konsekvenser for byen, og denne problematik kommer naturligvis til at betyde en hel del i historien.

Romanen begynder lige på og hårdt. Et ungt par har en aften underholdt sig med store mængder alkohol, og går ud på stranden for at elske. Bagefter vil kvinden tage en hurtig dukkert, mens manden beslutter sig for at blive på stranden, hvor han falder i søvn. Kvinden går i vandet, og jeg afslører intet på forhånd ved at sige, at hun naturligvis bliver hajens første offer.

Manden vågner først om morgenen, og ringer efter politiet da kvinden ikke er til at finde nogen steder. Op ad formiddagen finder byens sherif – hvilket svarer til det danske politimester – og en af betjentene resterne af liget, der er skyllet i land. De konkluderer hurtigt ud af, at der må være tale om et hajangreb, men sheriffen, Martin Brody, beslutter sig for ikke at lukke byens strande.

Egentlig har han mest lyst til at gøre det, men fordi en lukning kunne have alvorlige konsekvenser for byens turisterhverv, bliver han presset til at holde dem åbne. Presset kommer fra byens spidser, der alle selvfølgelig har penge på højkant, og ville lide hårdt, hvis turisterne svigtede.

Udspekuleret fisk

Selvfølgelig slår hajen til igen. Nogle få dage efter bliver to personer dræbt af hajen på samme dag med kort tids mellemrum. Brody beslutter sig nu for at lukke strandene, og redaktøren af den lokale sprøjte ringer til én af sine bekendte – en hajekspert fra havforskningscentret Woods Hole. Hajeksperten, Matt Hooper, kommer til Amity, og kan fortælle, at det der har hjemsøgt vandene ud for Amity, må være en stor hvidhaj.

Hooper iværksætter en eftersøgning efter hajen, men det lykkes ham ikke at finde den. Efter at der ikke har været spor af hajen i nogen tid, presses Brody derfor til at åbne strandene igen, men det viser sig naturligvis, at dræberen stadig lurer. I et desperat forsøg på at få fjernet truslen, hyrer Brody den garvede fisker Quint, og sammen sætter Brody, Quint og Hooper ud for at fange uhyret.

Ovenstående er et groft referat af handlingen i Jaws, men yder ikke Benchleys roman fuld retfærdighed. Foruden selve spændingshistorien omkring hajen, så er Jaws også på mange områder et fint portræt af lillebyen Amity, og især af sherif Brody og hans kone Ellen. En del af romanen går derfor også med at redegøre for personernes sjæleliv, og derigennem lykkes det for Benchley at gøre sine hovedpersoner tredimensionelle og ikke bare flade aktører i dramaet.

Ikke bare plotbaseret action

Især kommer det til udtryk på den måde, Benchley redegør for Ellen Brodys stigende desperation over sit liv. Hun er ikke oprindelig fra Amity, men kommer fra en af de velhavende familier, der normalt kun er i Amity om sommeren. Der forelskede hun sig i Martin Brody, de giftede sig og Ellen har nu boet sammen med Martin i Amity i en del år. I stadig stigende grad er hun dog begyndt at savne nogle ting fra sit gamle liv, og selv om hun elsker sin mand og sine børn, så er der her en indre konflikt, hun ønsker at løse.

Dette får hende bl.a. til i midten af bogen at have en kortlivet affære med hajeksperten Hooper. Denne del af historien er faretruende tæt på at kamme over, men Benchley får dog vendt skuden i rette tid, og selv om den midterste del af bogen ikke har samme drive som den første og den sidste tredjedel, så bliver det aldrig kedeligt eller uvedkommende.

Benchley lader Brody selv gøre denne del af bogen relevant, for ud over at Brody har en mistanke om, at der foregår noget mellem Ellen og Hooper, er han også kommet i alvorlig modvind blandt byens handlende, der bekymrer sig mere om at holde strandene åbne end de gør om, at hajen har sat turister på menuen. På et tidspunkt sætter Brody hele sin egen situation – og dermed også den lidt tammere midterste del af bogen – i relief, da han tænker: “… the thought occurred to him that the cause of all the unpleasantness, the source of the whole mess, was a fish: a mindless beast that he had never seen.”

Effektiv skriveteknisk greb

Selv om bogen ikke i den midterste tredjedel når at blive langtrukken eller irrelevant, så er der ingen tvivl om, at det er første og sidste tredjedel, der er de bedste. I første del af bogen benytter Benchley sig af et simpelt, men effektivt kneb, der bringer læseren helt ud på kanten af sædet: fra at beskrive de svømmende, potentielle ofre, skifter han pludseligt over til hajen, og beskriver, hvad den foretager sig. Der er ingen redegørelser for tanker her – Benchley gør aldrig hajen til et tænkende supermonster – blot koncise fakta, der lader læseren vide, hvad fisken har gang i.

Når Benchley derfor skifter tilbage, og skriver videre om den svømmende, bliver situationen så meget mere nervepirrende, for nu ved vi, at hajen lurer dernede, og venter kun på, om den stakkels vandhund bliver ædt eller ej. Det er et fortællemæssigt kneb, der er gammelt som arvesynden, men det fungerer stadig, og Benchley bruger det til UG.

Parafrase over Moby Dick

Sidste tredjedel af bogen er en variant af den særlige type fortælling, som er “fiskerhistorien”, og hvis mest berømte eksempler vel er Herman Melvilles Moby Dick fra 1851 og Ernest Hemingways The Old Man and the Sea (Den Gamle Mand og Havet) fra 1952. Godt nok er det i Moby Dick en hval, som kaptajn Ahab er besat af at fange, men kerneelementerne er de samme: havet, fiskeren og dyret.

Den sidste tredjedel kan da også ses som en parafrase over især Moby Dick, hvor fiskeren Quint nærmest udvikler en besættelse af at fange hajen, der gang på gang snyder ham, og viser sig at være mere intelligent end hajer normalt er. Denne del af bogen er også basalt spændende, om end på en anderledes måde end første del af bogen.

Nu er jægeren den jagede – i hvert fald indledningsvist – og spændingen her går mest ud på, om det lykkes de tre jægere at opspore hajen, og hvad de egentlig har tænkt sig at gøre når de finder den. Det viser sig naturligvis også at være knap så enkelt at fange den store fisk, som Quint havde gjort det til.

Realismen sikrer uhyggen

Ud over at hajen åbenbart er mere intelligent end normale hajer, så er det mest spektakulære ved den naturligvis dens størrelse, der i bogen angives til omkring seks meter. Dette er ikke ren fiktion, for netop seks meter er den normale maksimumstørrelse for hvidhajer, selv om det er sjældent at de ses så store. Som sagt beskrives hajen ikke som et tænkende væsen, og man er aldrig i tvivl om, at den blot er et dyr – om end et stort eksemplar af sin race.

Det er ekstremt vigtigt for bogens virkning, at der er tale om noget, der faktisk er realistisk, for det gør Jaws mere uhyggelig end hvis der havde været tale om en rent fiktiv kæmpehaj. Hvidhajer kan blive meget store, de kan finde på at angribe mennesker og de har ubegribeligt skarpe tænder. Det er alt sammen uhyggeligt nok for mig, der i øvrigt altid har syntes, at hajer bare generelt er pisseuhyggelige!

Næsten alt i Jaws fungerer optimalt. Det eneste lille kritikpunkt er den lidt langsommere midterdel, men fordi resten af romanen er afsindigt underholdende, og fordi midterdelen heller aldrig bliver irrelevant for handlingen, bærer man nemt over med det. Jaws er en bundsolid thriller, som man roligt kan anskaffe sig som godnatlæsning eller som læsestof til næste gang man skal på stranden. Underholdningen er garanteret, og de cirka 300 sider er lynhurtigt læst.

4 stjerner

Titel: Jaws
Forfatter: Peter Benchley
Udgivet: 1973, denne udgave 1975
Forlag: Bantam Books
Format: Paperback
Sideantal: 309 sider

Anmeldt i nr. 11 | 13/09/2006

Stikord: Animal Horror, Dræberdyr, Filmatiseret, Hajer, Havet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *