Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Ennio Morricone 1928-2020

Ennio Morricone 1928-2020
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Ennio Morricone, den legendariske italienske komponist, døde den 6. juli 2020, i en alder af 91 år.

Dødsfaldet kom 10 dage efter, komponisten brækkede lårbenet. Morricone efterlader sig sin hustru gennem 63 år, Maria, børnene Marco, Alessandra, Andrea og Giovanni samt flere børnebørn, som han omtaler i en sidste udtalelse, han selv skrev kort før sin død.

“Jeg, Ennio Morricone, er død,” begynder den rørende og ydmyge udtalelse, hvori komponisten bl.a. også fortæller, at han har valgt en privat begravelse, fordi han ikke vil være årsag til besvær. Størstedelen af teksten er dog dedikeret til venner og familie, ikke mindst hustruen Maria, som han siger, han er ked af at forlade.

I løbet af sin næsten 60 år lange karriere, komponerede Morricone musik til over 500 projekter, både indenfor film og tv.

Ennio Morricone blev født i Rom den 10. november 1928. Faderen, Mario, var trompetist, og trompeten blev også Morricones eget instrument. Han startede på konservatoriet Accademia Nazionale di Santa Cecilia som 12-årig i 1940, hvor han studerede trompet, komposition og kormusik under komponisten Goffredo Petrassi.

Morricone begyndte at skrive musik allerede som 6-årig, men det var i tiden på konservatoriet, at han for alvor begyndte at komponere. I løbet af 1940’erne begyndte han også at spille i forskellige jazzorkestre, ligesom han fra 1956 til 1958 arbejdede for Italiens nationale radiokanal RAI som arrangør af popsange. Senere arbejdede han i samme funktion for RCA Victor.

Selvom Morricone begyndte at komponere musik til film i starten af 1960’erne, stoppede han ikke med at skrive og arrangere popsange. Op gennem 1960’erne skrev og/eller arrangerede han sange for adskillige italienske sangere.

Han opnåede stor succes med sangen “Ogni Volta” (1964), som han komponerede sammen med Roby Ferrante, og som blev sunget af Paul Anka under den engelske titel “Every Time”. Et andet kæmpehit var “Se telefonando” (1966), der blev sunget af den italienske sangerinde Mina. Også i efterfølgende årtier fortsatte Morricone med at komponere og arrangere sange for diverse kunstnere.

I 1961 komponerede Morricone sit første filmscore, til komedien Il federale, og det skulle blive indledningen til en næsten 60 år lang karriere.

Morricone blev for alvor berømt, da han indledte det, der skulle blive et mangeårigt samarbejde med sin gamle klassekammerat Sergio Leone. Samarbejdet begyndte med den første af Leones westerns i det, der både kaldes “Man With No Name”-trilogien og “Dollars”-trilogien.

Med musikken til Per un pugno di dollari (A Fistful of Dollars / En nævefuld dollars, 1964) revolutionerede Morricone musikken til westernfilm. Indtil da havde westerns været scoret med traditionelt symfoniorkester, men både fordi pengene ikke rakte til et stort orkester og fordi Morricone altid var interesseret i at eksperimentere, gik han i en helt anden retning.

Akustisk og elektrisk guitar, fløjten (altså med munden), klokker, råbende mandsstemmer, kor, mundharmonika og mere til blandedes sammen med et mindre symfonisk ensemble til et resultat, der var rystende originalt.

I fortsættelserne til A Fistful of Dollars fortsatte Morricone sin idiosynkratiske stil, bl.a. med anvendelse af jødeharpe (i For a Few Dollars More).

Ikke mindst må også her nævnes sopranen Edda dell’Orso, hvis fantastiske stemme første gang hørtes i Morricones score til I Malamondo (1964), men som i brede kredse er bedst kendt for sin medvirken på musikken til Per qualche dollari in più (For a Few Dollars More / Hævn for dollars, 1965), Il buono, il brutto, il cattivo (The Good, the Bad and the Ugly / Den gode, den onde og den grusomme, 1966) og C’era una volta il West (Once Upon a Time in the West / Vestens hårde halse, 1968).

Samarbejdet med Leone var frugtbart på mange måder. Leone gav ikke bare Morricone en enorm frihed; han vendte også den typiske arbejdsmetode på hovedet. I stedet for at præsentere komponisten for en færdig film, musikken skulle komponeres til, bad Leone Morricone om at komponere og indspille store dele af musikken på forhånd.

Musikken blev så afspillet på settet, og Leone både optog og redigerede sin film efter Morricones musik. Det er f.eks. tilfældet i The Good, the Bad and the Ugly, hvortil Morricone komponerede et af sine bedst kendte cues, “L’estasi dell’oro” (“The Ecstasy of Gold”), der står som ét af komponistens mange mesterværker.

Scenen, hvor Eli Wallachs Tuco manisk løber rundt på kirkegården på jagt efter Arch Stantons grav, framet i Leones svimlende panorerende kamera til tonerne af Morricones udødelige musik repræsenterer én af de smukkeste sammensmeltninger af musik og billeder i filmkunstens historie.

Morricone komponerede også musikken til Leones mesterværk Once Upon a Time in the West, foruden Giù la testa (Duck, you Sucker / Duk dig, fjols, 1971) og Leones svanesang, gangstereposet Once Upon a Time in America (1984).

Om det var Leone, der gav Morricone forkærligheden for denne måde at arbejde på – altså hvor musikken i vid udstrækning blev komponeret, før filmen – ved jeg ikke.

Et faktum er det dog, at Morricone ofte arbejdede på den måde. Musikken komponerede han ud fra sin læsning af manuskriptet. Derpå overlod han musikken til instruktøren, der kunne bruge det efter forgodtbefindende. Cues, der skulle matche sync-points, komponerede Morricone naturligvis, efter filmen var færdig, men mange af hans scores blev komponeret helt løsrevet fra filmen.

Dette er – sammen med hans imponerende arbejdsmoral – formentlig også en del af forklaringen på, at Morricone kunne nå at komponere så mange scores, som han gjorde.

Morricones produktivitet er så meget desto mere imponerende, når man samtidig tænker på, at Morricone insisterede på at orkestrere alle sine scores selv.

Selve arbejdet foregik ved skrivebordet, hvor Morricone skrev på papir med en pen. Komponisten arbejdede altså ikke, som de fleste andre komponister med klaver eller flygel (eller i dag computer); musikken flød direkte ned på papir.

Morricone var måske nok særligt kendt for sit samarbejde med Sergio Leone, men som komponisten selv yndede at gøre opmærksom på, var han meget mere end westernmusik. Faktisk begik Morricone sig indenfor alle genrer – drama, komedie, thriller, science fiction, horror, episke storfilm; ja, der er næppe en genre, Morricone ikke har arbejdet indenfor.

Hovedparten af Morricones scores er imidlertid komponeret til italienske film, så de af hans scores, der er komponeret til amerikanske film, og som er kendt af den brede offentlighed, udgør faktisk kun en lille del af hans enorme output.

I Italien (og resten af Europa) arbejdede han – foruden naturligvis Sergio Leone – sammen med instruktører som Gillo Pontecorvo, Bernardo Bertolucci, Pier Paolo Pasolini, Dario Argento, Tinto Brass, Giuseppe Tornatore, Roman Polanski og mange, mange flere.

For Pontecorvo komponerede Morricone bl.a. musikken til den barske og kontroversielle La battaglia di Algeri (The Battle of Algiers / Slaget om Algier, 1966), for Bertolucci bl.a. 1900 (1976), mens han for Pasolini bl.a. komponerede scoret til Decameron (1971).

Samarbejdet med Dario Argento tillod også Morricone at demonstrere sin alsidighed: Til Argentos tre giallofilm i den såkaldte ”Dyretrilogi” komponerede Morricone således scores, der indeholdt stærkt atonale, eksperimenterende elementer.

Det gælder f.eks. Il gatto a nove code (The Cat o’ Nine Tails/Den nihalede kat, 1971). Filmens hovedtema er ét af disse vidunderligt smukke temaer, som Morricone komponerede snesevis af, men hovedparten af scoret er særdeles urovækkende og peger i retning af den stærkt progressive side, som Morricone også var besiddelse af.

I den forbindelse må det også nævnes, at Morricone i 1964 var med til at stifte musiker- og komponistkollektivet Gruppo di Improvvisazione di Nuova Consonanza, der havde til formål at arbejde med avantgardemusik og improvisation. Frem til opløsningen i 1980 udgav gruppen – kendt under det kortere navn Il Gruppo – syv albums på Deutsche Grammophon med Morricone på trompet. Gruppen medvirkede også på flere af Morricones scores, bl.a. til Enzo Castellaris giallofilm Gli occhi freddi della paura (Cold Eyes of Fear, 1971).

For Tinto Brass leverede Morricone musik til bl.a. La chiave (The Key/Bag låste døre, 1983) og Senso ’45 (Black Angel/Den sorte engel, 2002), mens hans hyppige og frugtbare samarbejde med Giuseppe Tornatore bl.a. førte til mesterværket Nuovo Cinema Paradiso (Cinema Paradiso/Mine aftener i Paradis, 1988).

Som en personlig favorit må jeg endelig også nævne hans enlige score for Roman Polanski, thrilleren Frantic fra 1988.

Samarbejdet med Sergio Leone i 1960’erne måtte naturligvis bringe Morricone tilbud fra Hollywood, og fra slutningen af 1960’erne og indtil årtusindskiftet, arbejdede han jævnligt på Hollywood-produktioner, hyppigst i 1980’erne og 90’erne.

I Hollywood arbejdede han bl.a. sammen med Don Siegel (Two Mules for Sister Sara / Han kom, han så, han skød, 1970), John Boorman (Exorcist II: The Heretic/Exorcisten II: Kætteren, 1977), Terrence Malick (Days of Heaven / Himlen på jorden, 1978), Barry Levinson (bl.a. Bugsy, 1991), Warren Beatty (Bulworth, 1998), Oliver Stone (U turn, 1997), John Carpenter (The Thing / Det grusomme udefra, 1982) og Wolfgang Petersen (In the Line of Fire / Lige på kornet, 1993).

Flest samarbejder på Hollywood-projekter havde han med Roland Joffé og Brian De Palma. For Joffé komponerede Morricone musikken til Fat Man and Little Boy (1989), City of Joy (Glædens by, 1992), Vatel (2000) og ikke mindst The Mission (1986), der står som ét af Morricones smukkeste scores nogensinde.

Brian De Palma arbejdede Morricone sammen med tre gange, på The Untouchables (De uovervindelige, 1987), Casualties of War (De kaldte os helte, 1989) og Mission to Mars (2000).

Det var imidlertid også den opslidende post production på Mission to Mars, der var delvist skyld i, at Morricone valgte at trække sig næsten helt fra Hollywoodproduktioner. En anden grund var formentlig, at han hans score til Vincent Wards What Dreams May Come (1998) blev kasseret og erstattet af et score af Michael Kamen.

I de senere år lykkedes det dog Quentin Tarantino at lokke Morricone tilbage. Tarantino har brugt løsrevne cues fra gamle Morricone-scores i adskillige af sine film (mest prominent nok i Kill Bill-filmene, 2003-04, og Inglourious Basterds, 2009), men til Django Unchained (2012) overtalte han Morricone til at komponere en ny sang, der fik titlen “Ancora Qui”, og i 2015 lykkedes det Tarantino at få Morricone til at komponere det originale score til The Hateful Eight.

The Hateful Eight blev ikke alene det første western-score, Morricone havde komponeret siden 1981; det blev også den første Tarantino-film med et originalt score, og det resulterede ligeledes i Morricones første regulære Oscar, som han modtog ved uddelingen i 2016.

Ved uddelingen i 2007 havde Morricone godt nok modtaget en anden Oscar, men der var da tale om æres-Oscar “in recognition of his magnificent and multifaceted contributions to the art of film music”. Denne Oscar blev på rørende vis overrakt af Clint Eastwood, hvis karriere er uløseligt forbundet med Morricone og hans musik.

Utroligt nok blev Morricone kun nomineret til seks Oscars gennem sin karriere. Første nominering kom for Terrence Malicks Days of Heaven (1978), og derefter fulgte nomineringer for The Mission (1986), The Untouchables (1987), Bugsy (1991) og Malèna (2000), inden den sidste nominering for The Hateful Eight.

Særligt uddelingen i 1987, hvor Morricone var nomineret for The Mission er kontroversiel. Foruden Morricone var nomineret Herbie Hancock (‘Round Midnight), James Horner (Aliens / Aliens – Det endelige opgør), Jerry Goldsmith (Hoosiers / Stillingen uafgjort) og Leonard Rosenman (Star Trek IV: The Voyage Home / Star Trek IV – Rejsen tilbage til Jorden).

Selvom Morricones score til The Mission var en af favoritterne i den forsamling (og burde have vundet), var det i stedet Herbie Hancock, der kunne tage hjem med statuetten. Hancocks score var imidlertid ikke fuldt originalt, men benyttede sig i udstrakt grad af nye arrangementer af jazzstandarder. Morricone var forståeligt nok bitter over akademiets beslutning.

Trods det, at Morricone måtte vente helt til 2016 med at holde en regulær Oscar-statuette i hænderne, og trods det, at han kun var nomineret seks gange, blev han nomineret og vandt et hav af andre priser gennem en karriere, hvis lige ingen har set indenfor filmmusikken.

Hans produktivitet var næsten uforståelig: Over 500 film, tv-film, tv-serier og serieafsnit nåede han at komponere musikken til. Der var perioder i hans karriere, hvor han skrev over 20 scores om året, og i de første ti år af sin karriere, fra 1961 til 1971, komponerede han 149 scores! Det er flere end mange filmkomponister når på en hel karriere!

Og filmmusik var ikke det eneste, Morricone komponerede. Sangene har været nævnt, men Morricone komponerede også originale værker – ifølge Wikipedia tæller hans produktion her over 15 klaverkoncenter, 30 symfoniske værker foruden kormusik, en opera og en messe!

Læg dertil, at han gennem de sidste 20 års tid turnerede flittigt og dirigerede over 200 koncerter over hele Europa, og så begynder man at få et indtryk af en mand, der virker fuldstændig ustoppelig. Det er også derfor, det er så svært at forstå, at han nu er væk.

Indtil i går havde jeg det med Morricone, som jeg havde det med Christopher Lee: En mand, der bare altid har været der, og som man ikke kan forestille sig verden uden. Men nu er også han væk.

Det er umuligt at overvurdere Ennio Morricones indflydelse på filmmusikken. Selvom langt de fleste af hans scores blev komponeret til italienske film, selvom han bedst kunne lide at blive i Rom (instruktørerne måtte komme til Morricone, ikke omvendt) og selvom han nægtede at tale andet end italiensk, stod og står der en respekt om Morricone, som det er få andre komponister, der har.

Den respekt vil, sammen med hans musik, og hans fortsatte indflydelse på filmmusikken stå for altid.

Hvil i fred, maestro.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *