Downsizing

Filmens store attraktion er effekterne, der er blevet brugt til at realisere den lille fine science fiction-idé, som filmen er baseret på: I en ikke så fjern fremtid lykkes det for en norsk forsker at finde formlen på, hvordan man skrumper levende ting.

Så nu kan pladsmangel og overbefolkning løses ved at skrumpe mennesker ned til en størrelse på omkring de 10 centimeter. Tiden går, og snart begynder de første minisamfund at dukke op.

Lad dig skrumpe!

I beskyttede områder bygges der små samfund op; samfund der er tro kopier af det virkelige samfund, men hvor alt bare er mindre.

Det gør også at alt er billigere, og det åbner muligheden for, at almindelige mennesker kan komme til at leve som de rige, hvis de blot lader sig skrumpe.

Det er ind i denne virkelighed, at vi møder vores hovedperson Paul, der sammen med konen beslutter sig for at lade sig skrumpe – en proces, der ikke kan gøres om.

Her er vi ca. 30 min inde i filmen. Paul bliver klargjort. Alt hår barberes væk, alle fremmedlegemer, som plomber i tænderne, fjernes (så de ikke risikerer at smadre kroppen, når den skrumper), det hele leveret i mageløst smuk sekvens, hvor vi til sidst er vidner til, at Paul vågner op som en lille mand.

Og så kan dramaet udfolde sig, for det viser sig nemlig, at Pauls kone i sidste øjeblik har fået kolde fødder, og hun valgte IKKE at lade sig skrumpe.

Paul alene i Lilleputland

Så nu er Paul hele alene i Lilleputland. Tiden går, Paul forsøger at date en enlig mor, men det er først, da han bliver gode venner med den flamboyante nabo, den serbiske festabe Dušan Mirković, at der begynder ske ting og sager.

Uden at afsløre for meget, kan man konstatere, at Paul snart finder en mening med livet som lille mand.

Jeg er på mange måder meget imponeret over Downsizing. Specielt er jeg imponeret over filmskabernes minutiøse tilgang til den simple historie.

Man tror både på selve den grundlæggende præmis om at skrumpe folk, og man tror på den verden, eller de verdener, som der bliver skabt.

Det er ren science fiction-guf, fortalt i et dejligt tempo, hvor man kan nyde hele konceptet. Problemet kommer da selve filmens store plot skal udfoldes.

Det er som sådan en sød og vigtig historie, der fortælles, men den er ret undervældende i forhold til den store energi, der er lagt i skabe filmens helt unikke univers.

Satiren bider ikke skarpt nok, og flere vigtige pointer berøres kun overfladisk. Det er ærgerligt, fordi selve production designet og hele det, univers man har skabt, sagtens kunne bære lidt mere substans i historien.

Ægthed

I den altdominerende hovedrolle er Matt Damon ganske glimrende. Menneskelig og ægte, hvilket er ganske vigtigt, når selve præmissen er ganske langt ude.

Netop ægte er kodeordet, hvis jeg skal indramme Downsizing med ét ord. Både i forhold til effekter, miljøer og skuespillere. Christoph Waltz har tydeligvis en fest som Darek, uden at det dog bliver utroværdigt.

Instruktøren Alexander Payne har lavet flere formidable film, hvor jeg specielt vil fremhæve Sideways (2004) og Nebraska (2015), to bud på den moderne filmhistories bedste road movies, karakterstudier befolket af ægte mennesker fyldt med varme og kynisme. Disse træk er gledet videre til Downsizing.

I sidste ende fremstår Downsizing som et dybt fascinerende bekendtskab, både i forhold til tematikker og miljø, men selve plottets konstruktion er ikke så godt udført, som i andre af Paynes film.

Det er faktisk som om, plottet er skrumpet en lille smule. Men seværdig er filmen bestemt.

Anmeldt i nr. 152 | 13/06/2018

Stikord: Formindskelse