Han har haft succes med dystopisk science fiction (The Running Man, 1982) og fantasy for både børn (The Eyes of the Dragon, 1987) og voksne (Dark Tower-serien, 1982-2004) og også kontrafaktisk historie (11/22/63, 2011).
Jeg har fulgt ham, nærmest siden jeg blev gammel nok til at læse ham, og der har da været et par svipsere undervejs – det er vel nærmest en naturlov, når man er så utroligt produktiv. Jeg har dog aldrig været så skuffet over en King-bog, som da jeg læste De der søger.
De der søger er både titlen på bogen og navnet på det private detektivbureau, der står for opklaringen i historien. Allerede her kan man forudsige, at oversættelsen er en kende klumpet.
Den amerikanske titel, Finders Keepers, er noget mere mundret og idiomatisk tilfredsstillende og lyder mere som et bureau jeg ville hyre. Oversættelsen er ikke katastrofal, blot gumpetung, og det tyder på at have været et hastigt udført stykke arbejde, som oversættelser desværre ofte er.
Selv en sublim oversættelse kunne dog ikke have reddet bogen fra at være en grundlæggende kedelig, forudsigelig og hurtigt glemt affære. De der søger er en toer til Mercedesmorderen (Mr. Mercedes) og sælges som sådan ved at fremhæve, at opdageren Hodges og hans umage hold af hjælpere, der er med i første bog, er omdrejningspunktet.
De er dog kun for alvor med i bogens sidste tredjedel. Det kendetegner faktisk hele romanen, at den er begrædeligt lang tid om at komme i gang.
Jeg har intet imod historier, der kræver en lang, gradvis introduktion – jeg er trods alt fantasy-fan – men det kræver, at bemeldte introduktion forekommer spændende og vedkommende. Her er der nærmest tale om det modsatte, og som krimi er den nærmest skrevet på hovedet.
Som læser sidder man nemlig med hele historien i skødet. Alt bliver blotlagt af en allestedsnærværende fortæller, der dukker op i omtrent hvert tredje afsnit og blotlægger plottets knogler.
Det er der ikke meget mysterium over, og fornøjelsen ved at sidde og gætte med – den primære fornøjelse ved kriminallitteraturen – udebliver derfor helt og aldeles.
At læse De der søger er lidt ligesom at se en film med en person, der allerede har set den og ikke kan holde sin kæft. Her er det bare forfatteren, der taler over sig.
Det er virkelig synd, for plottet, der omhandler en myrdet bestsellerforfatter (der godt kunne have været J.D. Salinger), hans forsvundne notesbøger, en finanskriseramt American Nightmare-familie og en psykotisk livstidsfange, kunne have fungeret glimrende, hvis det var blevet præsenteret bedre.
Stephen King er en umådeligt ferm fortæller, og det her er simpelthen bare ikke godt nok. Jeg skrev, så sent som i sidste måned en anmeldelse af min store helt Joe Abercrombies novellesamling Sharp Ends, og min dom var omtrent den samme: Når man forventer det bedste, føles det næstbedste som det værste.
Så har vi langt om længe indhentet sommerferien, og det er på tide at gå…
Kulørt, underholdende og elskelig fantasy/science fiction/komedie/legetøjsfilmatisering, der desværre er alt for lang.
Vi kigger tilbage til 1948 og frem til 2026 for at finde ud af, at…
Et actionmesterværk fra 1989 der stadigvæk fremstår frisk, vild, voldsom, blodig og frejdig her i…
Fortsættelsen til den succesfulde Ternet Ninja er måske bare mere af det samme, men med…
Året er 1986. AGF har vundet det danske mesterskab for femte gang. Top Gun har…
View Comments
Han er vel ikke multikunstner bare fordi han han har skrevet i forskellige genrer? Og ret beset er det vel mest horror, gys og påstået socialrealisme, manden har gjort udi - med et par udflugter i fantasy-land (Dark Tower) og science fiktion, hvad den nu hedder den der med de der der æder tiden.